Fluid Sounds

11. Juni 2015

I dagene d. 18.-21. juni 2015 indtages Amager af en international konference med fokus på lyd og sted. Konferencens første dag, torsdag den 18/6, er åben for alle. Her kan opleves stedsspecifikke og lydfokuserede præsentationer på forskellige lokationer på Amager

Torsdagen åbner på Kastrup Søbad (Sneglen) med en velkomst kl 9.30 ved Sanne Krogh Groth og Kristine Samson, der straks efterfølges af prof. Holger Schulze’s keynote lecture Idiosyncrasy as Method: Reflections on the epistemic continuum.
Kl. 11.00 fortsætter programmet i Urbanplanen med Brandon LaBelles stedsspecifikke audio-performance On the Production of a poor acoustics og Jeremy Woodruffs urbane lydkompost, som han bl.a. har lavet ved hjælp af lyd indsamlet af bydelens lokale havedyrkere.

Find de nærmere detaljer og informationer omkring programmet her.

Om Fluid Sounds: Fluid Sounds arbejder med kropslige og affektive forskningstilgange og udforsker steder og rum gennem kombinationen af lydantropologi og stedsspecifikke lydperformances. Med andre ord: Oplev bl.a. ”lorteøens” smukke havnebad, det bilfri boligområde, og der hvor industri og kreativitet mødes på teaterøen med helt andre øjne og ører. Konferencen udfordrer herudover vores forståelse af forskellene mellem akademisk viden og æstetisk erfaring.
Konferencen er en del af Fluid States North, der er det nordiske bidrag til Performance Studies international årlige konference, som i år har titlen Fluid States

Efter konferencen publiceres bidrag fra konferencen i en særudgave af Seismograf/DMT.

Forud for konferencen vil Brandon LaBelle (d. 16. og 17. juni) facilitere en workshop på Københavns Universitet. Workshoppen The Undisciplined View vil fokusere på stemmen som en måde at skabe relation til omverden på. Workshoppen vil starte med en forelæsning af Brandon Labelle, hvor han tager udgangspunkt i hans seneste publikation Lexicon of the Mouth: Poetics and Politics of Voice and the Oral Imaginary. Det vil blandt andet handle om spørgsmål som kropslighed og sensualitet, tilknytning og tab og lignende.

Dette fokus knyttes an til konferencen ved at forbinde det til spørgsmålet om, hvilke kritiske outputs, der kan komme ud af en kreativitet position og praksis. Der spørges bl.a. til, om en ny kunstnerisk sensibilitet er ved at udvikle sig inden for universitetsverdenen og i så fald, hvilket sprog vi skal bruge for at formidle og videreudvikle denne position.

For mere information og tilmelding til workshoppen kontakt Stina Hasse (stinahasse@gmail.com) or Jane Jin Kaisen (janejinkaisen@gmail.com). Der er muligvis stadig pladser.

Hvad: Konference Fluid Sounds,
Hvor: Amager, København. Åbning, Kastrup Søbad.
Hvornår: d.18-21. juni 2015. Åbent og gratis program torsdag d. 18.

Workshop med Brandon Labelle:
Den 16.-17.juni 2015, KUA.