”Hvor var vi?”, spørger ny ord-/tekst-/lydfestival i Aarhus

30. november 2015

Where Were We er navnet på en ny festival, der bevæger sig i grænselandet mellem ord og handling, mellem kunst og akademia, og som finder sted denne uge på Godsbanen i Aarhus.

I et udvidet felt mellem oplæsning, performance, ord, lyd, krop og tekst, i mellemrummet og momentet, hvor man stopper op og siger ”hvor var vi?” (underforstået: på vej hen), arbejder en række kunstnere med disciplinen art writing og beslægtede former, der udfordrer opfattelser af lydens forhold til ordet, af ordets forhold til kroppen og af kroppens forhold til rummet og til andre kroppe.

Festivalprogrammet manifesterer sig således i alt fra oplæsninger og performances til debatter, foredrag og koncerter og er kurateret af italienske Daniela Cascella, danske Rhea Dall og Martin Glaz Serup.

Blandt de 47 kunstnere på programmet finder man Seismograf-kendinge som Andreas Führer (DK), Signe Lidén (NO), Morten Søndergaard (DK), David Toop (UK) og Patrick Farmer (UK, på billedet), der i den happening-lignende performance "Border" blander oplæsning af tekst med optagelser af tekst og handlinger, som er nedskrevet på forhånd.

Bag festivalen står Project Art Writing og Aarhus Litteraturcenter.

Tid: 2.-6. december 2015
Sted:
Åbne Scene, Godsbanen, Skovgaardsgade 3, Aarhus C

Partoutbilletter koster 300 kr. (+ 20 kr. for aften-performances) og kan købes her.