I dag starter årets Vinterjazz

4. Februar 2016

Festivalen løber fra i dag d. 5. februar til d. 28 februar 2016. Det varierede program byder på alt fra performancekunst, elektronisk musik, ny kompositionsmusik og selvfølgelig adskillige afskygninger af jazz.

Vinterjazz er nemlig meget andet end traditionel forstået jazzmusik. Programmet peger på, hvordan det i stadig mindre grad giver mening at tale om klare genregrænser.

I løbet af de 3 ugers festival kan publikum som del af festivalens mere eksperimenterende spor opleve kunstnerkollektivet The Residents spille fra deres store bagkatalog. Det sker d. 9. februar, hvor trioen vil optræde som karaktererne  ”Randy,” ”Chuck” og ”Bob”.

Popmusikken bliver også iført nye klæder under årets Vinterjazz. Fra d. 11-13. februar vil forskellige kunstnere fortolke store popnavne. Koncertrækken kaldes Toner fra… og blandet andet navne som Lana del Rey og Miley Cyrus tages under kærlig behandling af hhv. sekstetten Cirklen og komponist og musiker SVIN.

Festivalen vil i sagens natur også byde på en masse improvisation. Den 21. februar vil der som en del af en hel improvisationsaften blive improviseret med vokale soundscapes i Metronomen på Frederiksberg. Det er vokalduoen The Art of Escapism, der står bag denne koncert, som altså er en del af et større fokus denne aften. The Art of Escapism vil med koncerten skabe et univers, hvor publikum kan få et break fra hverdagens rutiner. Det gør de ved at improvisere med ukonventionelle vokale soundscapes og innovativ brug af effekter.

Se det fulde program og læs mere om de forskellige koncerter på Vinterjazz hjemmeside