Koncerten Kvindestemmer hylder kvindelige komponister

26. april 2015

DiamantEnsemblet, der hører til i Det Kongelige Bibliotek, Den Sorte Diamant, markerer med koncerten Kvindestemmer 100-året for danske kvinders stemme- og valgret. Det sker tirsdag d. 29. april 2015 kl. 20.00 i Dronningesalen i Diamanten.

Koncerten vil først præsentere et udvalg af markante, nulevende kvindelige komponister. Herefter omdannes Dronningesalen til en 1800-tals salon, hvor de to sangerinder Signe Asmussen og Denise Beck synger musik af Emma Hartmann og Fanny Mendelssohn i scenografi og tøj fra den tid.

Kvindelige komponister har gennem tiden været en sjælden race, og det har desværre ikke ændret sig synderligt i takt med at kvinderne har fået flere rettigheder. Derfor er det vigtigt at fremhæve de kvinder, der rent faktisk gør og har gjort karriere inden for musikken. Koncerten Kvindestemmer sætter netop fokus på de kvinder der på trods af diverse udfordringer har efterladt sig imponerende værklister. Det gælder fx Clara Schumann, der var gift med Robert Schumann. Udover at passe 8 børn og en husholdning var hun samtidig en fremragende pianist og komponist. Og der han nævnes mange flere som hende.

Komponiststuderende på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium har i anledning af koncerten arrangeret et udvalg af Emma Hartmanns og Fanny Mendelssohns sange til DiamantEnsemblets ti musikere og de to sangerinder Denise Beck og Signe Asmussen. 

Program for koncerten: 
Lili Boulanger (1893-1918): D’un matin de printemps (1918).
Kaija Saariaho (f. 1952): Cloud Trio (2009). 
Sofia Gubaidulina (f. 1931): Hommage à T. S. Eliot, (1987-91).
Fanny Mendelssohn (1805-1847): udvalgte sange. 
Clara Schumann: Klavertrio i g-mol op. 17 (1847). 
Emma Hartmann (1807-1851): udvalgte sange.

Medvirkende:
Signe Asmussen, sopran. 
Denise Beck, sopran. 
Charlotte Thaning, klaver 
DiamantEnsemblet

Forud for koncerten vil der være en pre concert-talk i Blixen-salen. Det er kl. 19.00, og det er gratis for alle med billet til koncerten. Seniorforsker ved Det Kongelige Bibliotek mag.art. Lisbeth Ahlgreen Jensen vil fortælle om kvindelige komponisters vilkår i 1800-tallet. Hun får besøg af komponist Birgitte Alsted, der vil bidrage med et indblik ind i kvindelige komponisters vilkår i dag.

Læs mere om koncerten på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside:

Hvad: Koncert med DiamantEnsemble, Signe Asmussen og Denise Beck : Kvindestemmer.
Hvornår: Tirsdag d. 29. april 2015 kl. 20.00 (Pre talk kl. 19.00 i Blixen-salen).
Hvor: Dronningesalen i Diamanten.