Koreansk slagtøj møder moderne komposition i kirkekoncerter

6. november 2015

Den næste uge lægger to københavnske kirker hus til møder mellem henholdsvis traditionel koreansk og moderne vestlig slagtøjsmusik under overskriften So New - So Old, So Far - So Near.

Den rå energi, de irregulære rytmer og kompleksiteten i traditionel koreansk shaman-musik får lov at spejle sig i værker fra den moderne, vestlige kompositionsmusik – og vice versa. Det sker når den koreanske slagtøjsspiller Sori Choi fremfører traditionel musik fra sit hjemland, afløst af den herboende taiwanesiske slagtøjsspiller Ying-Hsueh Chen, der fremfører moderne, vestlige værker af den græsk-franske komponist Iannis Xenakis.

Herefter får solisterne selskab af de to konservatoriestuderende Klaes Breiner Nielsen og Jaleh Negari, og i fællesskab spiller de fire værker af Per Nørgård samt traditionel koreansk shaman-musik under vejledning af Sori Choi.

Koncerterne finder sted henholdsvis i morgen lørdag den 7. november kl. 16 i Ansgarkirken i Københavns Nordvest-kvarter og torsdag den 12. november kl. 20 i KoncertKirken på Blågårds Plads på Nørrebro.

Entré i Ansgarkirken er 50 kr. (30 for studerende, gratis for børn under 15) og i KoncertKirken 80 kr. (50 for studerende).