01.09.16
Koncert i Ribe Domkirke i 2015. Foto: Birgit Tengberg

Langgaard og Ligeti side om side i Ribe

I dag starter fire dages Rued Langgaard-festival i Ribe, hvor Langgaard i år sættes i relation til ungarske György Ligeti, der i slutningen af 1960’erne var med til at genopdage og udbrede kendskabet til den danske komponist.

Centralt i festivalen står Rumrejsen i Sfærernes Musik 2016, der er en rumlig realisering af Langgaards berømte Sfærernes Musik for orkester, kor, orgel, fjernorkester og sopran, skabt af Bo Gunge til årets festival. Ved at placere de mange musikere rundt om og over publikum, bruges Ribe Domkirke som en surround-scene, hvor Langgaards forestilling om at genskabe de himmelske sfærers musik bliver tilført en ny dimension.

Festivalen byder også på en række foredrag. Bl.a. sætter astrofysiker Anja Cetti Andersen fokus på lyden af det ydre rum, ligesom at Stanley Kubricks filmiske rumrejse 2001: A Space Odyssey, hvis lydside gør brug af flere Ligeti-værker, vises ved lejligheden.

Musikken opføres af bl.a. den svenske pianist Fredrik Ullén, sopranerne Dénise Beck og Signe Asmussen, Nightingale String Quartet, DR VokalEnsemblet samt Sønderjyllands Symfoniorkester, og koncerterne fordeler sig rundt omkring i Ribe i domkirken, på Domkirkepladsen, i Sct. Catharinæ Klosterkirke samt i den nyligt indviede Langgaard Salen i Kannikegården.

Fuldt program, information om billetsalg m.v. findes på festivalens hjemmeside.