12.09.17

Minimalismens store træblæser gæster København

Uden at være blandt dens mest berømmede bannerførere var musikeren Jon Gibson med til at forme den tidlige amerikanske minimalisme. Torsdag aften gæster hans ensemble spillestedet Jazzhouse i København.

Som fløjte- og saxofonist var han en central musiker i minimalismens formative år. Steve Reichs tidlige værk Reed Phase er f.eks. skrevet specifikt til Gibson, der også var blandt musikerne på den første opførsel af Reichs Drumming samt Terry Rileys In C, ligesom han havde – og har – en fast plads i det betydningsfulde Philip Glass Ensemble.

I 1970'erne sprang han selv ud som komponist og udgav de to plader Visitations og Two Solo Pieces på Philip Glass' pladeselskab Chatham Square. Gibson tilførte minimalismen et mere frit flydende islæt i form af synthesizer-flader og reallydsoptagelser. Den ambiente brug af hans instrument fløjten blev et varemærke i hans musik, der peger frem imod 80’ernes ambiente minimalister som Brian Eno og Harold Budd. Det er debutpladen fra 1973, som hans ensemble fortolker og opfører i København.

Hvad? Jon Gibsons Visitations
Hvor? Jazzhouse, Niels Hemmingsens Gade
Hvornår? Torsdag den 14. september kl. 20

Dagen før koncerten giver Jon Gibson en artist talk på det nystartede udstillingssted Peryton. Læs mere på Jazzhouses hjemmeside.