Nordiske Musikdage i Reykjavík

28. september 2016

Torsdag til lørdag afholdes ét af de ældste nordiske samarbejder – de årligt tilbagevendende Nordic Music Days – som i år finder sted i Reykjavík i Island. Festivalen, der går på tur mellem de nordiske hovedstæder, har ny nordisk musik som sit omdrejningspunkt såvel som performances og lydkunst.

Festivalen finder sted i det af Olafur Eliasson designede kulturcenter Harpa, der bl.a. huser den højteknologiske Eldborg-koncertsal, hvis avancerede udformning kan tilpasses de enkelte koncerter. Den danner rammen om en koncert med Islands Symfoniorkester torsdag aften, hvor der er musik af islandske Anna Thorvaldsdóttir, finske Esa-Pekka Salonen, britisk-danske Juliana Hodkinson og svenske Benjamin Staern på programmet.

Herudover byder festivalen på hel række nordiske komponister, ensembler og kunstnere. Og som noget nyt i år suppleres koncerterne af en pavillon med sit eget program, hvor der bl.a. præsenteres forskning, paneldebatter, foredrag og workshops. Her behandles temaer som køn samt arkivering og dokumentation af samtidsmusik.

Se det fulde program og læs mere på Nordic Music Days’ hjemmeside.