25.09.17

Ny Nicolai Worsaae-opera

Ny dansk opera over en af græsk mytologis mest tragiske skæbner spiller fem aftener på operaens intime takkelloft.

Nedstigning – underverdenen tur-retur fortæller historien om den unge nymfe Eurydike, der på sin bryllupsdag dør af et slangebid og må drage alene til underverdenen. Hendes elskede Orfeus efterlades i sorg, men beslutter sig for at følge hende i håb om, at hans sang kan formilde guderne og befri Eurydike fra det evige mørke.

Den hollandske instruktør Marc van der Velden iscenesætter denne fortælling som opera med musik af Nicolai Worsaae og libretto af Julie Maj Jakobsen.

I opsætningen medvirker Figura Ensemble med fem musikere på både ældre, traditionelle og helt moderne instrumenter sammen med bl.a. mezzosopran Nana Bugge Rasmussen og baryton Teit Kanstrup.

Hvad? Urpremiere på Nedstigning – underverdenen tur-retur
Hvor? Takkelloftet, Den Kongelige Opera, Ekvipagemestervej 10, København
Hvornår? 26-30. september

Læs mere på Det Kongelige Teaters hjemmeside.