Panorama – festival for moderne komponistionsmusik

21. Juni 2015

Når komponist Allan Gravgaard Madsen i disse dage afslutter sin kandidatgrad i komposition fra Det Jyske Musikkonservatorium markerer han det med en gratis festival for moderne kompositionsmusik. Det er d. 27. og 28. juni i Aarhus.

Sammen med en række forskellige samarbejdspartnere vil Allan Gravgaard Madsen med Panorama Festival give publikum mulighed for at høre, hvad komponistklassen fra Det Jyske Musikkonservatorium har arbejdet med de sidste fem år. Publikum vil derfor ud over Gravgaard Madsens egne værker også kunne høre musik af Piotr Peszat, Loïc Destremau og Henrik Budde. 

Allan Gravgaard Madsen forklarer selv: ”Det er ikke en fast del af komponistuddannelsen at slutte af med en koncert, hvor man får spillet de værker, som man har arbejdet på under sin uddannelse, og det synes jeg er ærgerligt.
Vi komponister kan jo leve en ret ensom tilværelse, når vi arbejder på vores stykker. Derfor er det fedt at kunne vise ens arbejde frem for andre. Men sådanne muligheder kommer dog ikke altid af sig selv og vi komponister lærer ret hurtigt, at man nogle gange selv må sætte skibe i søen, hvis man vil ud at sejle.”

Festivalen foregår i 4 sale i Musikhuset Aarhus og indeholder 4 koncerter: To med kammermusikalske værker fremført af Århus Sinfonietta, Trio Colore, Njyd Kvartetten og 11 gæstemusikere, Henrik Buddes debut med et tysk messingensemble fra Berlin, Ensemble Apparat, og så en hel koncert med en ny video-opera af Piotr Peszat fremført af Århus Sinfonietta. Der er gratis adgang til alle koncerterne.

Festivalens samarbejdspartnere: Århus Sinfonietta, Det Jyske Musikkonservatorium, Dansk Komponist Forenings Produktionspulje / KODAs Nationale Midler, SNYK / Det Flyvende Spillested, Statens Kunstfond, Aarhus Kommune, Kapelmesterforeningen, Ulla Brix Bertelsen & AUT - Aarhus Unge Tonekunstnere.

Program:
27. juni 2015 klokken 15:00, Symfonisk Sal.
Åbningskoncert med Århus Sinfonietta, Trio Colore og Jakob Bangsø (guitar). Værker af Allan Gravgaard Madsen, Henrik Budde, Loïc Destremau og Piotr Peszat. Se det fulde program her

27. juni 2015 klokken 16:30, Rytmisk Sal
Henrik Buddes Debut med Ensemble Apparat (DE)
Se det fulde program her. Efterfølgende åbningsreception i samarbejde med AUT – Aarhus Unge Tonekunstnere.

28. juni 2015 klokken 15:00, Lille Sal
Kammermusikalske værker af Allan Gravgaard Madsen, Loïc Destremau og Piotr Peszat fremført af Njyd Kvarttetten og 11 gæstemusikere.
Se det fulde program her

28. juni 2015 klokken 17:00, Kammermusiksalen
Grandpa H – uropførelse af ny video-opera af Piotr Peszat med Århus Sinfonietta.

Læs mere om Panorama Festivalen på dens Facebookside.