Pelle Gudmundsen-Holmgreen er død

28. Juni 2016

Pelle Gudmundsen-Holmgreen er død, 83 år.

Det er mindre end to uger siden, Pelle Gudmundsen-Holmgreen med en trio af strygekvartetter rundede årets Klang Festival af. Som professor Michael Fjeldsøe skrev i sin anmeldelse, kunne koncerten ikke undgå at antage karakter af afsked, for det var en alvorligt sygdomssvækket Gudmundsen-Holmgreen, der modtog salens stående bifald. I går, mandag, afgik han ved døden.

Dermed må vi sige farvel til en af de største danske komponister gennem tiden – og en flittig gæst ved ny musik-koncerter indtil for ganske nylig. Pelle Gudmundsen-Holmgreens død er på alle måder et stort tab for dansk musik, og han vil blive savnet. Hans værker mistede aldrig den originalitet, der for mere end 50 år siden gjorde komponisten til en af efterkrigstidens mest markante stemmer, og han var aktiv til det sidste.

Så sent som i 2015 fik han uropført operaen Sol går op, sol går ned på Takkelloftet i København. Samme sted vil man lørdag den 9. juli klokken 16 kunne høre Theatre of Voices og amerikanske Kronos Quartet opføre værker af Gudmundsen-Holmgreen; det sker i forbindelse med Dacapo Records’ udgivelse af albummet Green Ground.

I dag mindes vi Pelle, 1932-2016.