Seismograf og The Lake lancerer ny podcast

14. september 2016

I samarbejde med internetradiostationen The Lake lancerer Seismograf i dag et nyt månedligt podcastmagasin om lyd og lytning kaldet Lyt Dybt.

I udsendelsesrækken forsøger de to værter Jan Høgh Stricker og Rasmus Cleve Christensen at åbne ørerne for kunsten, for historien og for omverdenen, når de i hver episode opsøger gæster, der omgiver sig med lyd på forskellige måder. De bevæger sig gennem ny kompositionsmusik, lydoptagelser, eksperimenterende musikformer, lydkunst, musikalsk tænkning og alt det derimellem, der kan vække deres og lytterens soniske bevidsthed.

Afsnit 0 er tilgængeligt her på Seismograf, hvor der også er link til podcastfeedet, som du kan tilføje i dit favoritpodcastprogram.

Afsnittet handler om at gå i gang. At begynde fra en begyndelse. Det blanke nodepapir. Dette tematiseres gennem en række lydlige, musikalske og tankemæssige nulpunkter. Vi lytter til et big bang, til hverdagens stilhed, til bogstavet A og til flippede elektroniske klange. Og så gæster pianisten og komponisten Søren Kjærgaard studiet og giver et bud på, hvad man kan lære af John Cage, hvis man gerne vil starte helt forfra.