SPOR festival starter nnnnnnnnu!

10. Maj 2016

Mens den aarhusianske festival de seneste dage har tyvstartet med et filmprogram og byder på en performance onsdag middag, er det den store åbningskoncert torsdag aften, der for alvor sparker festlighederne i gang. Her er det ensemblet SCENATET, der opfører værker af bl.a. Kaj Duncan David og Eva Reiter.

SPOR er i år gæstekurateret af det belgiske Nadar Ensemble under temaet WYSI(N)WYG (What You See Is (Not) What You Get), og programmet byder på så forskellige ytringer som ny musik af Niels Rønsholdt for ondes martenot og sangere, kroatiske Mirela Ivičević’ skiftevis dragende og frenetiske “F Song” og konfrontative noise-brag fra danske Puce Mary.

Foruden musik og performance har festivalen også et omfattende udstillingsprogram i form af installationer i en række af byens kunstrum. I 77m3 kan du eksempelvis opleve danske Christian Skjødts “Eavesdrops”, der gør brug af små lasermikrofoner, mens du i Kunsthal Aarhus kan opleve italienske Agostino di Scipios såkaldt ekosystematiske installation, der forarbejder og forstærker rummets lyd på grænsen til feedback.

Se det fulde program, køb billet og læs mere om de optrædende og udstillende på festivalens hjemmeside.