Waiting in Nowhere

3. Maj 2010

Ny Opera af bosnisk/danske Edina Hadžiselimović og Chilensk/danske Rubén Palma sætter fokus på forholdene for asylansøgere i Sandholmlejren.

Waiting in Nowhere handler om en verden spærret inde mellem fire vægge i et ingenmandsland med følelser på kanten af regler og systemer. Om konflikten mellem paragraffer og menneskelighed og om det umulige valg mellem tryghed og kærlighed.

Operaen er bestilt af Den Kongelige Opera hos herboende udenlandske kunstnere og baseret på deres personlige erfaringer som flygtninge i Danmark - komponisten Edina Hadžiselimović fra Bosnien og librettisten Rubén Palma fra Chile.

Komponisten Edina Hadžiselimović er født 1971 i Travnik, Bosnien-Hercegovina. Hun flygtede under krigen i Jugoslavien og har boet i Danmark siden 1992. Hun var indkvarteret i Sandholmlejren i otte måneder fra 1992-93.

Forfatteren Rubén Palma er født i Chile i 1954. Han flygtede efter general Pinochets blodige militærkup og har boet i Danmark siden 1974. Han kender miljøet i Sandholmlejren indgående fra mange års arbejde i lejren.

De medvirkende i Waiting in Nowhere er Sten Byriel, Jens Bruno Hansen,Elisabeth Halling, Michael Kristensen, Johanne Bock og Anna Rydberg. 

Jesper Nordin, der debuterer som dirigent på Det Kongelige Teater, står i spidsen for fire medlemmer af Det Kongelige Kapel: Mathias Friis-Hansen(slagtøj), og Bertil Andersson (klarinet), Anders Öberg/Therese Åstrand Radev (cello) og Angelika Wagner (harpe).

Forestillingen iscenesættes af Christoffer Berdal.

Fra SNYK