Organisk digitalt

Gennem de seneste par år er der kommet et nyt kuld af interessante og eksperimenterende unge musikere i København. Man kan ikke rigtig tale om, at en ”ny” scene er skudt frem, for der er ikke noget fælles sted man samles om, og de musikalske udtryk peger i mange forskellige retninger. Mange opererer også med soloprojekter, der så i øvrigt vikler sig ind og ud af mere etablerede scener og på tværs af andre udtryksfællesskaber.

Og så alligevel – måske er det et udbrud fra feltet? Fælles for en del af disse musikere og komponister er nemlig, at de har baggrund i miljøerne omkring landets rytmiske konservatorieuddannelser – steder, der tidligere mest var forbundet med jazz, pop, musiklæreruddannelser og gedigent musikalsk håndværk – men som nu også producerer musikere og komponister, der i høj grad laver noget, som bryder med de genrenormer og snævre instrumentaltraditioner, der tidligere definerede disse uddannelser. Så vidt i hvert fald mine egne udokumenterede fordomme om den musikalske fødekædes forandringer i Danmark.

Det var interessant, at en udgivelse som Framework kom fra en musiker, der netop var færdiguddannet på Rytmisk Musikkonservatorium

En af de musikere, der har rumlet rundt på min radar i et stykke tid er 27-årige Mads Emil Nielsen. Han er oprindelig uddannet trommeslager fra Rytmisk Musikkonservatorium (2013) og færdiggjorde sidste år sin solistuddannelse i komposition sammesteds.

Det, der i første omgang fangede min interesse ved Mads Emil Nielsens arbejde var udgivelsen Framework, som består at en fin lille bog med 14 grafiske partiturer og en tilhørende CD med elektroniske fortolkninger af værkerne. Det hele er utroligt flot udført og har en helt særlig, lidt nostalgisk fascinationskraft både i sit grafiske udtryk og i indspilningerne. Værket, hvoraf dele indgik i hans afgangsprojekt, er udgivet på hans eget selskab Arbitrary, der primært sætter Nielsens egne projekter og samarbejder i søen, men også har udgivet en lille stribe fine mixtapes fra beslægtede musikere.

Jeg syntes, det var interessant, at en udgivelse som Framework kom fra en musiker, der netop var færdiguddannet på Rytmisk Musikkonservatorium. Værket trækker nogle tydelige spor til midten af forrige århundrede. På lydsiden er det klart, at det elektroniske isenkram han primært anvender, er noget, der havde sin storhedstid inden både computeren og synthesizeren blev allemandseje – et lydbillede, der langt hen ad vejen lader sig sammenligne med det, der i 1950’erne blev kendt som elektronische Musik. Det visuelle udtryk derimod minder mere om på Earle Browns eksperimenter med alternative notationsformer i Folio fra starten af 1950’erne eller især Cornelius Cardews klassiker Treatise fra midten af 1960’erne, som jeg opfatter som to af de værker, der mest væsentligt stillede sig i opposition til den strenge serielle tradition, som netop den tidlige elektroniske musik ofte bliver associeret med. Det handlede om, hvad der var vigtigst: Musikerens frihed til at spille musik – eller komponistens minutiøse tilrettelæggelse af samtlige parametre. Altså, sådan sat på spidsen.

Således set fra min egen glasboble, synes jeg det var interessant, at et værk som dette kom fra et sted, hvor både partiturets, komponistens og musikerens status alt andet lige er blevet opfattet på helt andre måder. Et sted hvor værkbegrebet har haft en anden betydning.

Udgivelsen Framework fra 2014

Grafiske notationer
Rasmus Holmboe [RH]: Kan du fortælle lidt om processen og ideerne til Framework?

Mads Emil Nielsen: [MEN]: Min vej til at arbejde med grafiske partiturer var helt klart John Cages bog Notations. Jeg faldt over den i 2011, hvor jeg lavede et lille projekt, der blev startskuddet til Framework. Bogen er jo sådan en samling af alle mulige forskellige ting, så ved at dykke ned i den opdagede jeg blandt andet Cornelius Cardews Treatise, som mange også har nævnt som en reference.

I mit arbejde har det været tegningerne der kom først og så sidenhen instruktionen og fortolkningerne

RH: Ja det er ret tydeligt, at der er et slægtskab der.

MEN: Helt klart. Jeg var meget inspireret af det ordløse i Treatise, og i mit arbejde har det været tegningerne der kom først og så sidenhen instruktionen og fortolkningerne. I starten havde jeg kun tænkt det som mit eget projekt, men jeg fandt ud af, at jeg også gerne ville have andre til at fortolke partiturerne. Derfor var det mere interessant at holde det åbent, så det var tegningen, der bestemte. Så jeg lavede alle 14 notationer helt færdige, inden jeg lavede instruktionerne. Dels fordi det er meningen, at det skal kunne spilles af rigtig mange forskellige, men især fordi der var nogle helt specifikke musikere, hvis bud på fortolkninger jeg gerne ville høre og gerne ville give plads til.

RH: Så du har flere forskellige fortolkninger af de samme stykker?

MEN: Ja. Jeg har lavet mine egne til hvert partitur, og så har jeg fået fortolkninger til nogle af dem fra blandt andet Adam Pultz Melbye, Andrea Neumann og Marc Méan.

RH: Hvordan er det at sammenligne dine egne fortolkninger med andre musikeres?

MEN: Jeg synes man kan fornemme meget den samme struktur og energi eller dynamik fra tegning til tegning. For eksempel #2, som Adam Pultz Melbye har fortolket. Den er jo meget et rum eller en tredimensionel figur man spiller ud fra. Men han havde klart valgt at spille den meget mere lineært, hvor jeg selv havde tænkt den meget rumligt.

Eller i #3, som Marc Méan har fortolket. Det er helt forskelligt, hvilket materiale vi har valgt at bruge. Jeg valgt at arbejde med nogle meget metalliske lyde, og han arbejder med en melodi eller i hvert fald med toner, der vikler sig ind og ud af hinanden. Men jeg synes alligevel, at man kan fornemme sådan en varm, mere cirkulær gentagelse i første del, og så noget mere kaotisk og omskifteligt i den anden del i begge indspilninger. Generelt kan man fornemme nogle af de samme forløb og strukturer i musikken – og det var også det, jeg håbede på med projektet.

Eksempler på de grafiske partiturer i Framework

En levende elektronisk musik
RH: Når jeg lytter til din musik, synes jeg der er en tydelig rød tråd i det. På den ene side et element af noget analogt, ofte perkussivt, der bliver bearbejdet elektronisk. Og på den anden side lidt af den der tidlige 50’er-60’er-elektroniske musiks lidt dystopiske stemning: Impulslyden med en fjederagtig rumklang på, som ligger og blopper og sådan nogle ting. Samtidig er der noget lidt mere impro eller jazzinspireret, som er nogle flader eller nogle progressioner og noget mere akkordbaseret og tonalt materiale.

MEN: Det er en god og præcis beskrivelse.

RH: Tak. Ud over Framework er der pladen Percussion Loops. Den har jeg virkelig optur over. Det er godt produceret og lækkert klippet. Og så er det lidt på en anden måde end det, jeg lige talte om. For det er mere tydeligt digitalt bearbejdet, hvor meget af Framework godt kunne have været lavet med gamle analoge maskiner.

MEN: Det er ikke helt ved siden af. Framework er lavet med tonegeneratorer og fjederrumklang, som man også brugte i studierne i 1950’erne. Faktisk fuldstændig samme teknologi, bare nyere maskiner. Percussion Loops har været en lidt anden proces. Det består af mest af trommer og bækkener, som jeg har optaget – helt simple ting ad gangen. Det er meget ting, der falder ned på noget og bliver lagt oven på hinanden. Så har jeg editeret de enkelte samples meget grundigt og derefter siddet med en lille sampler og indspillet alt live. Der lagt lidt ting på efter og klippet lidt, men jeg har forsøgt at holde det så levende og organisk som muligt.

RH: Ja. Pladen har netop en meget organisk lyd af noget, der bare er optaget. Dertil kommer den måde lydene er klippet op på, der er meget tydeligt digital – men stadig meget organisk. Det har jo en helt anden og skarp måde at være nyt på i forhold til det der lidt mere støvet-fjederrumklangsagtige.

Man kan godt få nogle af de samme rytmer frem, hvis det er håndspillet, men det får klart en anden feeling af det

MEN: Men det kommer simpelthen af metoden med at indspille det live med sampleren. Efter at jeg har brugt vildt lang tid på at mikroeditere de enkelte samples, så spiller man det bare. Det synes jeg, at det får et andet liv af. Jeg har selv lyttet meget på ting, der er lavet på den måde, og jeg synes det er en spændende tilgang til sample-baseret musik

Teknologien som legekammerat
RH: Er du så i virkeligheden stadigvæk trommeslager – også når du er komponist?

MEN: Da jeg startede med at arbejde med elektroniske ting, kombinerede jeg ofte trommesæt med elektronik. Men jeg gik rimeligt hurtigt væk fra det og valgte at fokusere enten på det ene eller det andet. Godt nok bygger Percussion Loops mest på samplede trommer, men det var nu en gang bare de lydkilder jeg valgte. Fokus har helt klart været på de specifikke samplinger, deres processsering og på hele produktionen.

Man kan godt få nogle af de samme rytmer frem, hvis det er håndspillet, men det får klart en anden feeling af det. Det der med, at man ikke helt klart kan høre hvordan det er lavet, det er et meget spændende felt at arbejde i. Og netop dér er der en meget fin grænse mellem det punkt, hvor det virker – og så der hvor det bliver for processeret eller overproduceret. I tillæg til det, så er lydene ofte processeret gennem maskiner, der ikke altid opfører sig som man forventer. Så selvom det er klippet meget, kommer det aldrig til at lyde som noget, der er lavet 100% i en computer.

RH: De der overraskende inputs fra teknologien – når den gør som man ikke regner med – minder det om at spille sammen med mennesker?

MEN: Det kan minde rigtig meget om at sidde og snakke med en anden person eller spille sammen med en anden musiker. Det er helt klart, at noget af det, der gør det interessant at arbejde alene er, at man får en interaktion med noget teknologi, der på en måde har sit eget liv.

Man sammensætter jo sit eget instrument, når man arbejder elektronisk. Jeg har valgt at bruge noget hardware, som ofte opfører sig meget overraskende. Ikke helt tilfældigt, men alligevel rimeligt overraskende. Så det handler både om lydkvaliteten, men også om hvad der sker eller hvad instrumentet tilbyder af overraskelsesmomenter.

Man sammensætter jo sit eget instrument, når man arbejder elektronisk

At uddanne sig til musiker og komponist
RH: Jeg vil godt lige vende tilbage til Framework. Sådan som du fortæller om det, så peger det værk i hvert fald delvist i retning af en kompositionstradition, hvor komponisten skriver musik for at den skal fremføres af andre – altså noget man primært finder i den klassiske komponistrolle. Noget af debatten omkring netop det i kompositionsmusikmiljøerne i de senere år har jo handlet om, at det er relativt nyt, at de klassisk uddannede komponister er begyndt at fremføre deres egen musik. Hvis man kommer fra dit udgangspunkt derimod, så forestiller jeg mig, at forholdet er næsten omvendt: Man er først musiker og så udvikler man måske en kompositionspraksis. Derfor er det oplagt for mig at spørge, om du ser nogen forskel på at være uddannet som komponist fra Rytmisk Musikkonservatorium i forhold til en af de klassiske komponistuddannelser?

MEN: Det er vigtigt for mig, at jeg selv kan være med til at fremføre den musik jeg komponerer. Jeg har endnu ikke lavet noget, som jeg bare har afleveret til nogle andre. Måske kommer det på et tidspunkt. Så derfor er det heller ikke så tit, jeg kalder mig selv komponist. Det er et lidt sjovt ord for mig. Tit jeg skriver ”musiker/komponist”. Det er en meget god fællesbetegnelse. Og den komponerende musiker er jo også en figur, der er på vej frem – for eksempel ude på Rytmekons. Jeg tror faktisk, at der nu er både en bachelor- og en kandidatuddannelse derude for folk, der selv både skaber og spiller deres musik. Så det er skolen klart blevet mere åben over for.

RH: Ja. Der er virkelig sket en udvikling med det sted inden for det seneste årti.

Mads Emil Nielsen på Wundergrund Festival 2014. Foto Hanne Budtz-Jørgensen

MEN: Ja, eller måske mest de sidste fire-fem år. De første år jeg gik der, der var det meget som det måske havde været de forgående 25 år. Da jeg startede i 2008, skulle vi jo igennem hele den der jazz-samspils-hørelære-mølle. Og det fornemmer jeg, er blevet meget mere åbent nu og mere fokuseret på folks individuelle projekter. Det er en god udvikling synes jeg.

Selv på bacheloruddannelsen kan det nu mere være ens egne ting, man arbejder med helt fra starten. Og på den måde svarer uddannelsen jo meget mere til hvordan virkeligheden ser ud, når man kommer ud i den anden ende, end den gjorde tidligere. Det er mere ved at blive mere en kunstskole end en håndværkerskole. Det er en udvikling, der er kommet oppefra og har forplantet sig kreativt nedad.

Det er mere ved at blive mere en kunstskole end en håndværkerskole. Det er en udvikling, der er kommet oppefra og har forplantet sig kreativt nedad

Da jeg søgte ind på solistuddannelsen med de ting jeg laver, var jeg meget i tvivl om, hvorvidt de overhovedet ville have mig. Så jeg er jo helt vildt glad for, at jeg har kunnet lave den her type arbejde derude og samtidig har haft sindssygt frie hænder til selv at definere det. På en måde er det ligesom at have fået et toårigt arbejdslegat, bare med den bonus, at jeg har kunnet tage timer både her i landet og i Berlin, hvor jeg også boede under en del af min kandidatuddannelse. Så længe jeg kunne dokumentere, at jeg fik lavet de ting, jeg havde sat mig for, har der ikke været nogen der stillede spørgsmålstegn.

Næste skridt
RH: Vi er kommet vidt omkring. Hvad er fremtidsplanerne?

MEN: Helt konkret er der et genoptryk af Framework på vej, som kommer her i juni. De begrænsede oplag er jo en fed ting, men man løber også hurtigt tør. Der kommer også flere mixtapes og forhåbentlig en særudgivelse af Framework på 12” vinyl med nogle flere af andre musikeres fortolkninger. Men igen i lille oplag. Og så har jeg været på et 14 dages residency på EMS i Stockholm, hvor jeg har optaget en masse ting. Så derfra har jeg et kæmpe arkiv af materiale, som jeg redigerer i. Noget af det har premiere på et australsk radioprogram, der hedder Ears Have Ears her den 16. Juni – og så regner jeg med at det senere også bliver til noget, der sandsynligvis også kommer ud på Arbitrary.