1. juni: I Bergen – igen, igen! Det meste af dagen har jeg helt for mig selv, for jeg skal først prøve sidst på eftermiddagen. Jeg sidder på Cafe Aura. Det er en cafe jeg altid kommer tilbage til, når jeg er i denne by. Den ligger på verdens mindste torv midt i den ældre bydel.
For tre år siden var jeg mere end en uge i Bergen i forbindelse med festspillene, og den gang var caféen noget af det sidste, jeg sagde farvel til. Den dag jeg skulle forlade byen, sad jeg i skyggen af det lille træ ved caféen, mens min ledsager blev bagt af det stærke solskin (Solen skinner vist altid her, selv når resten af Bergen regner til!). Vi talte op og ned af stolper om musik, kunst, liv og alt hvad det ellers medfører og hænger sammen med. Mens vi talte, mærkede jeg, at det solskin, jeg ikke fik i ansigtet, fordi jeg sad i skygge, kom snigende indefra mig selv – lyset af en idé, der bare voksede og voksede - blev til flere idéer - i takt med at min ven talte og talte. Inspiration på et skønt men besværligt tidspunkt. Bag mit smilende og konverserende ansigt dannede sig idéerne til to triosatser, og samtidig kom en taknemmelighed over for det menneske foran mig, som uden at ane uråd var katalysator for idéerne.
Sidste år sad vi her også tit mellem prøverne på ”Sounds like you”, og jeg sad der altid med forventningen om, at samtalerne om liv og kunst ville bringe den samme tilstand af dobbelthed - Bringe mig ind i det kreative drømmespor, der kan løbe parallelt med nuets samtale.
Nu sidder jeg her alene. Prøver hele tiden at tænke på fremtidens akkordeonkoncert men selvom jeg prøver at presse erindringen til at se fremad bliver den ved med at kigge tilbage, og jeg sidder bare og nynner min lille trio sats.
9. juni: En dag i akkordeonets tegn. Andreas har sin fantastiske debutkoncert om aftenen og inden da mødes jeg med Frode, der spiller de spinkle skitser for mig. Jeg får lyd på mine drømme. Kan et akkordeon græde? Kan det lyde som en sorg, der løber ned af en hvid væg? Jeg optager glimt af sorgen på min telefon, og jeg mærker, at nærheden af instrumentet skaber billeder og løsninger inde bag mit ansigt. De er der, uden at jeg ved hvordan de er; men jeg håber, at en ny samtale, et nyt solskin snart vil bringe dem ud i virkeligheden.
Nogle dage før - en anden café i solskin. Jeg fortæller om opstillingen (Jeg fortæller vist i virkeligheden alt for meget om det her værk; men jeg har brug for, at en eller anden siger de ord, der for mig til at forstå, hvad det er jeg siger. Blufærdigheden hører andre værker til!), og jeg bliver sagt imod, men det, der bliver sagt, er rigtigt, og jeg er kommet tættere på at forstå, det jeg aldrig kommer til at forstå; men som vil være rigtigt i al dets uforståelighed.
(Af en eller anden uforklarlig grund har al den snak og alle de tanker om akkordeon givet mig lyst til at spille bandoneón (Hvor gammel skal man være for at blive voksen?). Jeg låner Torbens instrument, og da jeg endelig har det mellem mine hænder, har jeg svært ved at slippe det. Det er som om mine hænder endelig får det, de har savnet.)
23. juni (i dag!): Jeg er forfærdelig tidligt oppe. Er i København i den skønne lejlighed tæt på Kongens Nytorv. Drikker kaffe alene på balkonen, mens jeg endnu kan nyde stilheden før de begynder at larme med trykluftsbor på torvet. Jeg håber, jeg når at se solen stige op over bygningen med de farverige blomster på muren inden det hele opløses i støj. I nat har jeg sovet med min musik. Mine drømme har været fyldt med et helt nyt stykke, der nærmest har bekæmpet min akkordeonkoncert. Det har været som at genopleve mine to døtres slåskampe på bagsædet i bilen. Lige da jeg vågner skriver jeg det hele ned. Akkordeonkoncerten har fået en ny begyndelse – det andet stykke har fået konturerne af dets krop. Sol og vind er fordelt lige, og det var nattens battle værd.
Nu gælder det et helt andet værk: ”Den hvide skov” på Hærvejen – Vinterskoven, klokkerne og stemmerne. Vi skal mødes om det om lidt – få det beskrevet bedre. Der er så mange ting, der skal være klar inden opførelsen midt i en skov i Jylland d. 7. august.
Vi fik optaget de sidste klokker for en uge siden i Viborg, med et lokalt musikkorps som baggrund. I næste uge skal vokalmusikken optages, og inden skal jeg nå til Berlin for at mødes med manden, der kan bringe musikken fra lydfiler ud til træer, så de kommer til at synge. Jeg håber, at jeg kan nå at få sol og inspiration i ansigtet på en café i Berlin.
(Tre værker på tre forskellige stadier. På klaveret står de utallige skitser til akkordeonkoncerten. Rejserne gælder realiseringen af ”Den hvide skov”; men hovedet er fyldt med det værk, der sloges med akkordeonet i nat. Mens jeg skriver dette, lytter jeg til cellomusik af Reger og Hindemidt (hvorfor var det nu, at vi fik at vide, at de var dårlige komponister – det er jo helt fantastisk musik!) og Janácêks vidunderligt originale ”Diary of one who disappeared”. I går faldt jeg over Akhmantovas samlede digte på engelsk og slog op på et digt, og jeg ved, at både digtet og musikken jeg lytter til vil blive en usynlig, uhørlig del af det nye værk, jeg ikke lige nu kan lade komme frem, men må gemme og passe på inden i mig, så det ikke siver ud af kroppen inden det er blevet til musik.)
”And that heart no longer responds
To my voice, exulting and grieving.
Everything is over . . . And my song drifts
Into the empty night, where you no longer exist.”
(Anna Akhmatova: The complete poems)