Klaverkoncerten gik pludselig i stå, mens det gik allerbedst. Den bevægede sig pludseligt ingen vegne. Jeg var så glad for begyndelsen af fjerde sats, men det hele endte med en akkord i strygerne, som jeg blev ved med at ændre på – den skulle være længere – den skulle være kortere - den skulle indeholde fornemmelsen af en a-mol akkord – og så alligevel ikke.
I mere end en uge gik jeg rundt med den akkord. Tænkte den – lyttede den. Jeg prøvede at presse fortsættelsens mening ud af en akkord, jeg endnu ikke havde fundet den egentlige mening med!
I de desperate dage, hvor intet bevægede sig, mærkede jeg konstant forstyrrelserne omkring mig. Jeg blev forstyrret i ikke at lave noget – en forstyrrelse der er langt mere irriterende, end forstyrrelser der kommer, når det hele skrider på skinner. I dens slags tilfælde vil forstyrrelserne nemlig aldrig trænge helt ind, for dér kan jeg simpelthen ikke forstyrres. Da mit arbejde var havnet som et billede på fermaten af den usikre akkord, der ikke førte til noget, følte jeg hele tiden, at forstyrrelserne hindrede mig i at fange det øjeblik i tiden, hvor jeg ville finde de vise sten i en strygerakkord.
Det er altid sådan. Forstyrrelserne i de perioder hvor der intet sker peger fingre af det faktum, at der intet sker og forstørrer rastløsheden og desperationen. Forstyrrelser midt i koncentrationen kan fejes bort, og koncentrationen fører værket gennem forstyrrelsen.
Nu har jeg lagt klaverkoncerten væk. Måske håber jeg, at den akkord og dens fortsættelse vil komme helt naturligt, når værket har lagret sig uden mine desperate forsøgs indblanding, og jeg kommer pludselig til at tænke på noget Wagner sagde til en af hans studerende. Noget med at tænke koncentreret på en person i en opera – lukke øjnene – forestille sig at personen langsomt åbne munden – lytte - og (gennem koncentrationen omkring personens mund) høre denne persons ledemotiv.
Selvom jeg har lagt koncerten væk, vågner jeg stadig om morgenen og tror, at det er det værk, jeg skal skrive på. Måske drømmer jeg om den og drømmer om at mærke det Mahler mærkede, da han skrev sin tredje symfoni:
'En stemme råbte til mig om natten, mens jeg sov(det var Beethovens eller Wagners – Det er ikke dårligt selskab, jeg er i om natten, vel?): 'Lad hornene komme ind tre slag senere!' Og – jeg kunne ikke tro mine egne øjne – dér var den mest vidunderlige, simple løsning på mine besværligheder!'
(Gustav Mahler: Brev til Anton Seidl, 17 februar 1897)
Da jeg endnu ikke har kunnet tyde de stemmer, jeg eventuelt har hørt om natten, er jeg gået tilbage til 'Sounds like You' . Prøver at finde ind til det sted jeg for et par måneder siden gik bort fra...og dog...pludselig i dette øjeblik, mens jeg skriver dette, kommer jeg til at tænke på råbet til Mahler – måske råber det videre til mig– måske er der en dybere grund til at jeg tænker på citatet - måske skal hornene komme ind 3 slag efter strygerne i den akkord, der ingen vegne kom. Det skal de! Inspirationen har forstyrret mig i arbejdet på 'Sounds like You'. Altid lader jeg mig forstyrre, og måske vil jeg bare forstyrres. Med tanke på citatet fra Mahlers brev får 'Morgenen' en ny betydning en sen torsdag eftermiddag.
I de sidste par dage har jeg skrevet på 'Sounds like You': Begyndelsen af 'Exit Music' bliver genkomponeret. Vi er til værkets anden koncert, hvor kvinden og manden igen lytter til 'Exit Music'. Der bliver lagt et lag henover Exit-musikken - Støj der næsten kvæler musikken. Mens jeg har skrevet på det, har jeg hele tiden haft billeder i hovedet fra Bill Morrisons fantastiske fim 'Decasia'. Jeg har svært ved at forstå hvorfor de dukker op, og måske forsvinder de billeder, eller jeg kommer til at forstå deres betydning.