Tirsdag: Jeg er ankommet til Paris, hvor jeg tjekker ind på det samme hotel, hvor jeg boede sidst, jeg var her.
Det er også den samme hotelportier - nu blot med gråt hår, og da jeg kommer op på værelset, som vist også er det samme som sidst, har jeg på fornemmelsen, at jeg i virkeligheden har boet her i to og et halvt år!
Der er nogle timer, til jeg skal til prøve på ”Tunnels de lumière”, og jeg sætter mig med det trykte partitur for at gøre de sidste forberedelser. Det er helt galt! Jeg kan ingenting læse, ingenting høre. Noderne er døde, musikken er død. Hjemme har jeg kun kigget i mit originale håndskrevne partitur, og dér levede tonerne, og jeg kunne høre alt. Nu sidder jeg med et dødt eksemplar af mit værk, hvor alting ser forkert ud, og alting synes at stå på de forkerte sider. Jeg får et akut anfald af skam, for det her kan jeg jo ikke bede nogle om at spille eller høre på. Det vil være musikalsk nekrofili at få dette makværk opført. Det eneste, jeg kan håbe på, er, at det er i oversættelsen fra hånd til computer at mordet på magien er sket, og at det kun er sket i min drøm.
Jeg ringer til en ven, der ved meget om skam: ”Glem det” – er rådet, og det gør jeg vel så men husker og husker, og tænker på hvor meget nemmere alt i livet ville være, hvis man ikke kunne huske noget som helst, og at al sorg og smerte bunder i det at huske – i hukommelsen, i minderne.
Min skam og jeg sætter os ind i koncertsalen. Musikerne kommer ind. Otte af dem er placeret på balkonerne omkring publikum. Jeg hører de øver, og jeg genkender mine toner. De smiler og hilser, som om de ikke var klar over hvilken katastrofe, de om lidt skal være del af ... Og så første gennemspilning. Jeg opgiver at følge det døde partitur og nøjes med mine ører, og pludselig lever tonerne og min dagbog fra april 2009 til januar 2010 strømmer imod mig, og jeg genkender det hele både dagene og musikken. Slutningen myldrer af sted, og det skal den, for jeg ville jo være færdig d. 4. Januar, og lige inden det hele slutter rammer musikken mit første loop. Ni gentagelser af den samme takt orkestreret for to klaptræer, der spiller ff mens strygernes pizzicato rundt om i salen glissanderer tyst - men hørbart - mellem g# og a. Måske er det den bedste takt, jeg nogensinde har skrevet, og måske er det derfor, at jeg instinktivt lod den gentages igen og igen!
Elliot Perlman: Seven types of ambiguity
Emma Vall: Kattjakt
Bill Henson: Mnemosyne
Richard Powers: Sange i tid og rum
Anna Michaels: Fugitive Pieces
Karen Lisa Salamon: Selvmål
La Patache, Rue de Lancry – her kunne man være lykkelig!
De L’autre cote – Fatih Akin
Optimal – kapsler
Abnormals gallery
(Noter (i udvalg) fra min telefon)
Noterne - De står hulter til bulter i min telefon. Løsrevne ord og titler med stavefejl og det hele. Jeg skriver hele tiden disse noter ind i telefonen, fordi jeg fornemmer, at de engang vil få betydning, og som min musik bringer de mig tilbage til steder, jeg måske ellers ville glemme. ”Seven types of ambiguity” skrev jeg ned på en café i London, hvor bogen blev læst af en pige ved nabobordet - ”Mnemosyne” viste Christoffer Boe mig og siden har jeg ledt efter den i New York, Berlin og nu i Paris – ”Sange i tid og rum” så jeg i vinduet hos en af antikvarboghandlerne i Fiolstræde - ”Fugitive Pieces” så jeg i Loré Lixenbergs reol - ”Optimal – kapsler” dækker over et godt råd om natursovemedicin fra en kær ven.
”Nogle gange er det sådan at man kan gå forbi en bog i en boghandel og mærke at det giver et sug, at der er noget over den bog, måske titlen eller farven på omslaget eller bare den fysiske fremtoning, formatet, at den føles substantiel på en måde der adskiller den fra de bøger der står ovenover og nedenunder og på begge sider, selvom bøger jo for det meste er ret ens at se på. Man får lyst til at tage den ud og mærke den i hånden, og når man ikke gør det, fordi man egentlig ikke har råd og ikke vil fristes for meget, så er det sådan at ligegyldigt hvor man står i butikken og vender sig om, så ser man direkte på den bog. Hver eneste gang”
(Per Petterson: Månen over porten)
Tirsdag aften i Paris. Jeg forfølger med spænding en note: ”La Patache i Rue de Lancry” har jeg skrevet med fortsættelsen: ”her kunne man være lykkelig!”. Jeg har et klart billede af den lille bar og er lidt bange for, at min erindrings smukke billede af stedet vil krakelere ved gensynet. Jeg går den samme vej som sidst langs kanalen og når frem til ”La Patache”, og alt er det samme – alt er som det skal være. Det er de samme tjenere, og i virkeligheden føler jeg også, at det er de samme gæster. Jeg går hen til bordet, hvor jeg sad sidst, hvor der er udsyn til alt. Jeg bestiller det samme som sidst, og det, man skal bestille her, er en tallerken med pølse, skinke, ost, brød m.m. Brødet er tørt og objektivt set kedeligt, og resten er der egentlig heller ikke så meget ved; men alligevel er det bedre her end alle andre steder. Det er stemmerne der gør det. Stemmerne i rummet. Det er den bedste akustik man kan forestille sig – stemmer som musik – små bølger af tropismer som Nathalie Sarraute skrev ind i sine fantastiske romaner ”Tropismer” og ”Planetarium”. Det er min musik – lysende tunneller gennem lyd! Der kommer flere mennesker ind – bordene er ved at være fyldt, og en kvinde sætter sig ved mit bord. Hun smiler og begynder at tale til mig. Jeg får indflettet det første ”Qui” og derefter taler hun videre – taler og taler og jeg nikker og prøver at forstå det sprog, som jeg jo i virkeligheden ikke forstår, og angsten kommer – hvad skal jeg sige? ”Do you speak english?” – kan man sige det efter at ha' lyttet til 10 minutters tale? Midt i det hele kommer tjeneren hen til bordet, hvor vi nu begge spiser og uden undskyldninger og uden så meget pjat, beder han os om at rejse os fra bordet og flytte os midt i en mundfuld. Bordet skal væk, så han kan løfte lemmen til kælderen, der ligger lige under os. Bordflytningen er gong-gongen, der redder mig fra sproget. I pausen der opstår kommer hendes veninde ind og da vi sætter os, får jeg blot smilet, mens veninden får ordene, og kort efter kan jeg rejse mig, give et kort nik fra mig og forsvinde uden at have afsløret, at jeg faktisk ikke kan sige noget fornuftigt på fransk.
”De gik til te. De sad dér i timevis, mens hele eftermiddage gik. De talte: ”De laver ynkelige scener, de skændes om ingen verdens ting. Men jeg må dog sige, at det er alligevel ham jeg beklager. Hvormeget? I det mindste to millioner. Og det er kun arven efter tante Josephine ... Nej, hvor vil de hen? Han gifter sig ikke med hende. Det er en god husmor, han har brug for, men han er ikke selv klar over det. Nej, nej, jeg siger Dem jo. Det er en husmor, han har brug for ... en husmor ... husmor ...” Man har altid sagt det til dem, De havde tit og ofte nok hørt det, de vidste det: følelserne, kærligheden, livet, det var deres område. Det tilhørte dem.”
(Nathalie Sarraute: Tropismer”)
Onsdag finder jeg på ”Centre Georges Pompidou” værket, jeg vil huske, og som altid vil minde mig om caféen og slutningen af Tunnels de lumière. Chantal Akermans video: ”Letters Home”.
De to kvinder taler mod hinanden, over hinanden. Jeg forstår næsten ingenting; men uden at være en opera, er det den bedste opera, jeg har hørt længe.
Torsdag skriver jeg endnu en note. Jeg ser teksten på en plakat i metrovognen, og jeg må konstant stirre hen over manden overfor, som står lige i plakaten, for at kunne skrive og skrive hurtigt; for jeg må nå det inden vi når frem til Porte de Pantin, så jeg ikke bliver nødt til at tage ekstra stop og dermed formentlig komme for sent til min egen uropførelse på grund af en note.
”Les habiles, les jongleurs de mots sont plus éloignés de la poésie que cet homme qui – sans parole aucune – se défait de sa journée, le regard levé vers un arbre, ou le coeur attentif à la voix d’un ami”
(Andrée Chedid: Textes pour un poème)