Jeg rejser hele tiden til Jylland – alene eller sammen med andre. I sidste uge fandt vi den hvide skov, som den ser ud, inden den bliver hvid.
På andre ture fanger jeg kirkeklokker med min lille optager, og det er som at være lystfisker igen. For 35-40 år siden boede jeg ved Kimmerslev sø, og det meste af tiden omkring Påske brugte jeg på at hale geder og aborrer i land – finde det rigtige sted at lægge mit blink i vandet, så det ville være helt uimodståeligt for enhver rovfisk. Dengang havde jeg næse for det, og nu er jeg ved at have næse for at finde det rigtige sted i læ ved kirkernes tykke mure, så jeg fanger klokkernes musik uden alt for megen støj af biler, vind og gøende hunde.
For et par dage siden i Åbenrå sad jeg på en bænk og ventede på at klokken skulle blive 11, så jeg kunne optage klokkerne af Skt. Nicolai kirke, når de kimede for dagens konfirmation. Jeg sad i den anden ende af byen, da en enkelt klokke uden varsel begyndte at ringe fra kirken en halv time tidligere end planlagt, og i min angst for at miste den vigtige mulighed for fangst, begyndte jeg at optage, mens jeg gik op ad gågaden mod kirken. På optagelsen høres nu stemmer, der passerer optageren en passant – et barn græder - løbende skridt der blander sig med mine egne målrette skridt – utydelige ord og sætninger udtalt af for mig ukendte mennesker, men et enkelt ord fra en kvinde træder tydeligt frem: ”Italiensk” (det må være hæftet på en skobutik eller et pizzaria, jeg intetanende har passeret med min optager). Under hele denne vandring – denne dokumentation af livet på Åbenrås gågade kl. ca. 10.35 den sidste lørdag i marts - hører man så Skt. Nicolajs klokke blive kraftigere og kraftigere efterhånden som jeg nærmer mig kirken, og til sidst har klokken spist al anden lyd.
De ”rigtige” bestillinger har bragt mig vidunderlige ture rundt i verden, men nu føles turene til små landsbykirker rundt i Jylland - med spor af mig som dreng med en fiskestang - som langt mere eksotiske. Verden er blevet mindre, men af en eller anden grund synes Jylland, at være langt længere borte end i min barndom, hvor jeg hvert år var her ugevis for at besøge min bedstemor. Projektet gør mig til en salig dreng. For mig hidtil ukendte kirker er mine koncertsteder og graverne er mine musikere (de fleste uden at vide det!). Andsnes, Artitti, Carnegie, Fröst, Haltli, Intercontemporain, Proms og Wigmore er for en stund blevet til Viborg, Thorning, Vrads, Nørre Snede, Øster Nykirke, Jels, Åbenrå og Kliplev, og jeg har taget beslutningen om, at jeg altid vil have et projekt af den her karakter i gang. Det er simpelthen så sjovt.
Vi bliver vist rundt på Vester Palsgaard Skovmuseum og fanges ind af billederne fra mere end 100 år siden, da alt det land, hvor den tætte skov nu ligger, var hede. Det er menneskernes ansigter på billederne, der fastholder os og gør os stille. Det er mennesker der nu for længst er borte, men her er fanget midt i deres liv – navnløse og ude af alle minder.
Måske skulle jeg tage stemmerne fra gågaden i Åbenrå med i de færdige lydbilleder. Vil værket eksistere længe nok til, at stemmerne engang vil være stemmer af mennesker der for længst er borte? Tanken gør mig ufattelig trist!
”Musikken forsvinder for altid idet den spilles; at spille den er at få den til at forsvinde ind i ingenting. Kun lydbåndet med de cirklende spoler fanger musikkens genfærd, så selv publikums host, nogle få sekunder, får et skær af udødelighed og kan gentages i det uendelige; for længst døde menneskers host som forstyrrer de døde musikeres spil under den døde dirigents taktstok i 1953, som er blevet et museum uden adgang for nogen, stående urokkelig og gennemsigtig i tiden, med sit datoskilt af luft over indgangen, indgangen til det eneste absolut flugtsikre fængsel i verden.”
(Tor Ulven: Gravgaver (Om Toscaninis indspilning af Brahms Tragische Ouverture 22. november 1953.))
................................
Er det en tango, jeg skriver? Jeg tror det næppe; men et eller andet sted i baghovedet klinger et magisk øjeblik for snart to år siden på Risør Kammermusikfestival, hvor Håkon Hardenberger med Risør Festival Strings som ekstranummer efter Haydns trompetkoncert spillede Piazzolas vuggevise på en måde, så man for altid har lyst til at sove ind til den klang. Det er en anden musik på mit papir, og alligevel har det klangen fra den nat med sig. Det er for akkordeon og strygere, og jeg er - uden rigtigt at have bemærket det - gledet ind i arbejdet på det næste værk.
Begyndelsen: Akkordeon solo – musikken er ufattelig sørgelig, uden at jeg ved hvorfor. En slowmotion tango men kun måske. Jeg skriver hurtigt, så hurtigt at jeg taber blyanten ned på tangenterne, mens jeg skriver, spiller og lytter samtidig. Da jeg forsøger at gribe blyanten i faldet, falder min hånd ned på tangenterne og rammer ukontrolleret G, A og H. Det går ind i min lytning, og det passer perfekt og bliver skrevet ind med det samme, og min klodsede blyantsbehandling har for altid sat sig spor i takt 12 af min akkordeonkoncert!
Er jeg blevet stor nok til alle tre toner i en treklang? Før blev det ved tertserne, og jeg var vist i virkeligheden bange for de rene treklange. I ”Exit Music” og ”Sounds like you” ligger der pludselig en g-mol akkord i strygerne – helt tyst, helt alene og så længe, at man skulle tro, at jeg måtte lytte længe til den for at tro på den.
Nu ligger der pludselig en ren G-dur akkord – den lyseste treklang af alle - midt i den sørgeligste musik. Er det glæden der giver sorgen tyngde, eller er jeg med den G-dur akkord endelig nået frem til den hvide væg i det citat af Miklos Radnoti, jeg fik stukket i hånden i Ungarn for halvandet år siden: ”It is pain flowing down slowly on a white wall”?
