Når det drejer sig om min musik – om at komponere min musik, tror jeg på skæbnen!
Jeg tror at mine værker fødes af, at tilsyneladende tilfældigheder ramler sammen i værkets egen logik. At de umiddelbare løse tanker – måske om noget helt andet - pludselig viser sig at hænge ubrydeligt og logistisk sammen og samtidigt at være et vigtigt element i værket.
Jeg tror faktisk kun på værkets logik – værkets kvalitet, kunsten, hvis den/det er stykket sammen af mursten af skæbnebestemte tilfældigheder, og jeg kan kun koncentrere mig om at skrive musik og opsluges af inspirationen, hvis jeg mærker at skæbnen og skæbnens tilfældigheder nærmer sig værket og trænger ind i det.
Kun når værket rammes af skæbnen bliver det til kunst!
I fjerde del af 'Sounds like You' elsker Kvinden og Manden. Lyden af et samleje er beskrevet i en regibemærkning. En lyd der kommer fra koret i salen. Først uforståelig siden bliver den tydelig og forplanter sig i orkesteret. Scenen – både før og efter samlejet er båret af en uendelig blidhed, og lige fra første gang jeg læste teksten, tænkte jeg på den blide musik, der afslutter 'Exit Music'.
Hvordan giver man lyd til et samleje? Skal jeg holde mig fra det? Men skæbnen fortalte mig, at jeg skulle gøre det!
Jeg tænkte på de 'musikhistorieske samlejer' – Mozart, Beethoven, Janà cek, Sjostakovitj etc. Hvordan det kan smeltes ind i musikken, så det forbliver en tydelig antydning, en duft. Men i 'Sounds like You' er vi til et skuespil i mørke, og i skuespillet kan samlejet være langt mere konkret end i den rene musik.
Jeg gik i gang med at lytte mig ind på den rene lyd af samlejet (Hvordan vil jeg ikke komme nærmere ind på – det her er allerede ved at blive en smule småklamt!); men efter at have lavet de første rytmiske skitser over forløbet fandt jeg pludselig ud af, at jeg jo allerede havde komponeret samlejet ind i slutningen af 'Exit Music'. Den rytmiske støj af sandpapirblokke og strygerne, der stryger på stolen, former allerede alt rigelig lyden af samlejet.
Skæbnen - Da jeg skrev slutningen af 'Exit Music', havde jeg ingen anelse om det kommende samleje musikken beskriver; men musikken vidste det åbenbart selv. Lyden af koret fra salen - deres åndedræt er smeltet ind i klangen. Jeg husker, at en af musikerne fra Bergens Filharmoniske Orkester fortalte mig – mens vi stod i kantinekøen dagen før uropførelsen af 'Exit Music', at han - for at forstærke den hvislende lyd af buens strøg på stolen - understøttede lyden med munden ('Tsss'), og spurgte mig nu om det var i orden. Selvfølgelig var det det – Kreative musikere, der vil værket det godt, medskaber i den rigtige retning og oven i købet rammer og viser mig min musiks skæbne, er det bedste i verden.
I fjerde del arbejder jeg med årringe. Den sidste lille melodi af 'Exit Music' der dér bliver spillet to gange, bliver nu spillet fire gange (Om lidt kommer den i øvrigt en sidste, femte gang som begyndelse på femte del, hvor den definitivt vil blive druknet af en anden musik!). Som jeg vist skrev i et tidligere indlæg er der tre enkle lag: Melodien i tutti-violiner (med 'Ton-wolf'), akkompagnementet i solo viola og så støjlaget som kommer ud af det rytmiske akkompagnement. I gennem de fire gennemspilninger ændrer jeg perspektivet, så melodien bliver tydeligere og tydeligere for at fremstå klar i den femte årring. Det er måske som riller på en gammeldags grammofonplade. Den nedslidte pick-up river musik fra den forrige rille op – som et ekko, så den høres igen sammen med den rille, pick-up’en egentlig afspiller. Årringe og gamle grammofonplader er vel også (sådan set fra oven!)så tæt på hinanden, som vinyl og træ kan komme det.
Her til morgen har jeg bladret i en af mine favoritter - Peter Asmussens roman: 'Om natten'(som hermed er ugens anbefaling!). Den var en vigtig katalysator for titlen til min klaverkoncert 'La Notte'. Den var vigtig indgang for mig til at forstå David i 'Under Himlen', og nu finder jeg i den bog stemninger som spejles i møderne mellem Kvinden og Manden i 'Sounds like You':
'I stuen omkring dem spiller musikken helt alene. Nan rækker hænderne frem og tager Tomas’ ansigt mellem dem, tager det op, holder det foran sig. Forsigtigt lader hun sine hænder glide henover ansigtet, så er hun stille. Tomas trækker ansigtet tilbage, trækker det bort. Musikken spiller endnu lidt videre, tillader dem at blive siddende sådan, siddende overfor hinanden, ubevægelige overfor hinanden, dækker dem. Så holder musikken op, trækker sig væk fra dem, lader dem tilbage og Tomas rejser sig og forlader rummet.'