I
(12. februar 2010)
Det er tidlig morgen, og jeg skal netop til at skifte til et S-tog på Hovedbanegården. Lige da jeg skal stige på toget, tager jeg mig selv i at nynne.
Jeg ved ikke, hvad jeg nynner; men jeg har på fornemmelsen, at det har med den sang at gøre, jeg skrev på i går. Jeg prøver at finde sammenhængen, skriver noderne ned i hovedet; men det går ikke med al den trafik og alle de mennesker omkring mig, så i stedet tager jeg tager min mobil og ringer til en kær veninde. Hun tager med det samme telefonen, lyder glad og overrasket; men jeg er kort for hovedet og beder hende øjeblikkelig om at smide røret på og lukke sin telefon, så jeg om få sekunder kan ringe til hende igen, og nynne det lille fragment af en melodi ind på hendes telefonsvarer . Det gør jeg så – ringer, nynner, misser det første tog, men er glad for at jeg ikke mistede men fangede melodien i luften, og jeg er kun en anelse bekymret over, om hun nogensinde vil tage telefonen, når jeg ringer til hende næste gang. Hendes telefonsvarer er eneste vidne til noget, der enten kan bruges eller vil gå over i den endeløse række af slettede beskeder, der må findes derude (Bare jeg nu når at hører melodifragmentet inden beskeden er slettet! Jeg skylder nu min veninde en flaske rødvin.)!
Jeg har gjort det før. En dag midt i København fik jeg et andet melodifragment ind i hovedet. Dengang fandt jeg – inspireret af en god vens historie - en telefonboks og sang af fuld hals ind på min egen mobilsvarer. Da jeg siden lyttede til sangbeskeden, opdagede jeg, at fragmentet i virkeligheden stammede fra en sang af Elton John - en sang, jeg huskede, at jeg havde hørt uden rigtigt at lægge mærke til den et par dage før. Betoningerne var anderledes, der var en ny melodisk krølle på fragmentet; men det var – ligegyldigt hvordan jeg vendte og drejede det – mere Elton John end jeg.
....Og en morgen – en morgen for omkring en måned siden, før al sneen vaskede verden væk - vågnede jeg op i en sang. Jeg må have sunget i søvne, og jeg sang direkte videre i vågen tilstand. Det var som at blive trukket op gennem en lysende tunnel, som var det sangen der trak mig til vågen tilstand. Det var ikke min egen stemme, jeg sang med; men jeg havde sangen i kroppen og stemmen i mit øre. Kort tid efter fandt jeg sangen – ”For Sentimental Reasons” - og stemmen – Natalie Coles.
II
De elskede i den lille park, og hun hviskede konstant ord og sætninger på det sprog, hvis toner og musik han efterhånden syntes at kende, men på den anden siden ikke forstod et ord af. Bagefter lå de begge helt stille og tæt ved siden af hinanden, og han begyndte at tænke på, hvordan han senere på hotellet ville kunne forklare den tilstand hans krop og tøj ville befinde sig i – hvordan de ydre spor ville se ud i virkeligheden; men han blev bragt tilbage til drømmen - til den nye virkelighed, da hun hurtigt satte sig op, bøjede sig ind over ham og kiggede uendeligt længe i hans øjne med de øjne, der aldrig syntes at blinke. Så hviskede hun tydeligt den lange sætning, og hun fløj op og ud af parken.
Han lå tilbage med en sætning, han ikke forstod, men som han som et ekko hviskede til sig selv igen og igen - hviskede da han gik ud af parken i sit forrevne, græsgrønne tøj – hviskede gennem mønttelefonen i udkanten af parken ned i hans egen telefonsvarer.
De næste dage lyttede han flere gange om dagen til sin egen stemmes uforståelige ord, og gemte beskeden igen og igen, som for at forsikres om, at det uforståelige ikke forsvandt, og at han kunne bringe det med tilbage som en souvenir.
III
(15. februar 2010)
Jeg skriver på en korsang. Teksten kom som et mirakel. En kær veninde sagde: ”Hvad med Blicher”, og straks da jeg slog op blandt hans digte faldt jeg over ”Sneeklokken”, der passer så fint til det jeg vil, og jeg skylder nu min veninde en flaske rødvin. Fire stemmer - en folkelig korsats. Jeg kæmper med melodien, der hele tiden udvikler sig - arbejder med strukturen, men jeg former og ændrer den primært med min stemme. Synger på den - den må hele tiden kunne synges. Hele magien ved en god folkelig sang er, at den på en ene side må have så megen identitet i sig selv, at man når som helst kan identificere den; men den må også falde så fuldstændig naturligt ind i hukommelsen, at man føler man har hørt den mange gange før.
...Og i søvne kan jeg synge min folkelige sang, ”Havet er så blankt og stille”. Efter at have skrevet den lod jeg den blive slutsangen i operaen ”Under Himlen”, hvor Ida og David nynner den. Engang i Odense overværede jeg et foredrag om ”Under Himlen”, hvor den fantastiske og dybt savnede Mogens Andersen fortalte om, hvordan næsten alle melodiske celler i værket kunne føres tilbage til ”Havet står så blankt og stille-melodien”. Da jeg hørte ham sige det, tænkte jeg: ”Det har han jo slet, slet ikke ret i”; men da jeg selv kiggede og lyttede efter, fandt jeg ud af, at han havde fuldstændig ret. I ”Havet står så blankt og stille” gemmer sig mit kompositoriske dna, og som andre dna’er kan man ikke se det selv.