I
Jeg har igen mistet denne årstid.
Som i de foregående år mærker jeg, at den forsvinder, uden at jeg når at opleve den. De vidunderlige dage i forrige uge, hvor solen skinnede som var det midt på sommeren, sad jeg væk foran mit arbejdsbord. Kiggede ud af vinduet. Ville så gerne fange årstiden og fastholde den på en bænk i haven.
Det er det sædvanlige. I de umanerligt mørke og triste vinterdage længtes jeg efter lyset, og det var for deprimerende en tid at komponere i. Nu er jeg så deprimeret over, at jeg ikke fik komponeret noget i den triste tid, der ikke var til andet.
Samvittigheden trækker i to retninger – lev eller skriv, og der bliver trukket i mig, så jeg i stedet sidder fast, plantet med min dårlige samvittighed over min manglende koncentration - Kigger ud på verden og ned på papiret og kan ikke koncentrere mig om nogen af delene.
Jeg leder efter en tekst.
Jeg har lovet at skrive et lille korværk til en festival i Tyskland, og det har stået klart så længe, at det irriterer mig, at jeg ikke brugte de triste vinterdage på at finde teksten.
'Sounds like You' er for nogle dage flyttet bort fra skrivebordet, der nu ligger overdænget med digtsamlinger – danske og tyske. Jeg ved, hvad jeg leder efter, men kan ikke finde det. Det skal være på tysk! Det skal være et præludium til mit korstykke Benedictus! Der skal være noget om vand – om havet i det! .... Hvis jeg sammengoogler alle kravene i min hjerne får jeg 'ingen match' og alligevel søger jeg.
Tekster til musik er tit kommet til mig som åbenbaringer. Pludselig læser man den tekst man har søgt efter – f. Eks. Cohen-fragmentet om de elskende på kirkegården i 'The Echoing Garden', og de anonyme digte jeg fandt på en opslagstavle i Wien, som ligger til grund for 'Ständchen'. Stort set al den tekst jeg møder, gennemlyser jeg med min musik. Er der noget her ? Er der ord til min musik?
Jeg koncentrerer mig nu om et par danske lyrikere og søger efter deres digte i tysk oversættelse, og oven i det kommer jeg i tanke om en udstilling med Kiefers billeder, som jeg så i Montreal for to år siden – Ingeborg Bachmanns ord på billedet.
»... dein und mein Alter und das Alter der Welt
misst man nicht mit den Jahren.«
Bachmann havde jeg jo også lige fat i før! Hvad var det der skete, da jeg så udstillingen i Montreal, og kan det ske igen ? Hvad var det for en musik der opstod i sammensmeltningen af tekst og billede?
En ven af mig har lånt kataloget til Kiefer-udstillingen, men jeg møder ham i morgen, og da kan jeg få det tilbage.
II
En anden ven har sendt mig en bog. En bog han selv har skrevet om Københavns steder og parker. 'Steder' dækker over områder i København, hvor man – med et gammeldags udtryk – kan dvæle. Indimellem beskrivelserne af stederne har han indflettet spor af hans egen historie. Hans første møde med den kvinde, han nu netop er blevet skilt fra, hvor de kravlede over muren til den lille plads rundt om Skt. Petri kirke, »hvor vi gemte os fra resten er verden, og elskede kun oplyst af den enorme måne som de hurtige, lette skyer gled over som vores hænder over hinanden«.
Hans tanker og liv smelter sammen med stederne: Kastellet, Balders plads, Rosenvang, Krusemyntegade etc. Kan man gøre det samme med musik ? Kan man flette sin musik sammen med sit liv, eller er det i virkeligheden det man gør hele tiden, i en kunstart, der er så abstrakt, at det abstrakte bliver opløst til virkelighed.
III
I 'Sounds like You' taler hovedpersonerne, og automatisk bliver musikken til baggrund. Hvis de sang ville teksten forsvinde i musikken.
Det er et af de største 'alt eller intet-problemer' når det gælder musik og tekst, og det kommer altid tæt på et 'Enten - Eller'. Kan det samme øre høre ord og musik på samme tid?
I 'Under Himlen' havde jeg store problemer med at lade en talende skuespiller, Lise tale over min instrumentalmusik, så jeg lod instrumenterne forsvinde, når hun talte, og hendes stemme og ord lagde sig i stedet på et tæppe af korklang.
Nu er jeg åbenbart blevet mere modig. I 'Sounds like You taler personerne al tekst hen over min musik, og jeg håber og tror at talen kan blive som musik og musikken som tale, eller måske vil de to ting smelte sammen og tilsammen danne noget tredje!
En af de største oplevelser jeg har haft i år er danseforestillingen. 'Blue Roses', som jeg så i London for halvanden måned siden. Der er ingen musik. Figurerne danser til Tennessee Williams stemme – hans oplæsning af fragmenter af 'Glasmenageriet'. Tekst og dans smelter sammen og danner musik.
Inspiration og kunst er en evig, gådefuld strøm af kemiske forbindelser!