(Jeg vågner op og er uden ord og toner!)
Jeg skifter frem og tilbage mellem to forskellige værker, men det triste og mærkelige er, at de begge lukker sig for mig på samme måde, og nærmest på samme sted, og jeg sidder nu ensom og forladt af inspiration med to minutter – ét til hvert værk, og derfra kommer det ingen steder. Det er som om begge værker griner af mig: ”Vi ved godt, du tror, vi skal blive længere; men vi vil ikke være længere end ét minut, og hvis vi skal acceptere at blive længere; må du finde en bedre dør at gå igennem for at finde os!”. Jeg føler det, som var jeg med i ”Hvem vil være millionær”, hvor jeg allerede på det andet spørgsmål må bruge alle tre livliner for alligevel ikke kunne svare, vel vidende at svaret vil være helt indlysende, når jeg hører det. Den berømte klap er gået ned – censorerne er to stykker, som jeg prøver at tækkes - tænker og skriver om igen og igen uden at komme ud af stedet.
(Jeg vågner op. Nu er det forår; men for nogle uger siden!...findes der noget længere end anden påskedag i regnvejr?)
En dag opgav jeg det hele, kiggede endelig bort fra papiret, og i samme sekund kom løsningen på forsættelsen af min akkordeonkoncert. Det er titlen på værket, der rammer mig som en hammer, og i brøkdele af et sekund løber tankerne igennem mig: ”Du plejer jo altid at ha’ titlen først, hvordan kunne du forstille dig, at du pludselig kunne skrive et værk, du ikke engang ved hvad hedder – du ikke ved hvordan ser ud?”. Det er som om værket blinker med øjnene til mig, og mine hænder fjerner alle de fyldte, håbløse skitser fra bordet; men det er i virkeligheden titlen, der får mig til at flå det hele bort – alt det ligegyldige – alt det overflødige og i stedet står det hele efter et kort hurtigt fald fra en lysende G-dur helt stille og hviler på et højt cis, som jeg kort efter gør endnu bedre, da cis bliver til dis, og jeg ser på det – lytter til det, og jeg ved, at det kan stå stille på en ene tone i næsten så lang tid, det skal være.
(Jeg vågner op og beslutter mig endeligt for at skrive et musikdramatisk værk. Samme dag skal jeg rejse til Bergen, og da jeg åbner min mail kort før afrejsen ligger der uafhængigt af det hele en invitation til at deltage i et seminar om musikdramatik i Bergen!)
Det andet værk taler jeg med en af mine bedste venner om en aften i telefonen. Jeg taler om det for at forsøge at komme længere, for at se om ikke de ord om musikken jeg helt bevidst former vil danne ubevidste forsættelser af sætninger, der igen vil bringe mig forsættelsen af musikken. Jeg håber, jeg vil sige noget, jeg ikke vidste, jeg kunne sige. Musik er lyd og selv beskrivelsen af musikken må være lyd. Den må ud af tankerne, ud og lyde – selvom det er blot er i beskrivende ord. Allerede i den første sætning i telefonen kommer jeg videre. Jeg forklarer begyndelsen, og ordene løber ud af munden på mig, for jeg må sige alt, før mine tanker får ødelagt det hele.
Med ordene bliver det anderledes! Den begyndelse, jeg fortæller om, var i virkeligheden ikke den oprindelige begyndelsen. De 6 klokkespil skulle først være kommet langt senere i stykket. Nu begynder de det hele, og det er rigtig. Jeg skulle bare høre det af min egen mund først.
”Vil du høre den klaverstemme – barcarolen, der ligger under de høje klokkeslag?”. Jeg lægger telefonen på klaveret og spiller. Ikke bare for at underholde den sagesløse lytter i den anden ende af røret, men fordi jeg ved, at jeg gør det med en koncentration, så mine ører vil høre så meget andet, og pludselig mens jeg spiller kommer titlen på værket svævende ind i min bevidsthed, og ligeså pludseligt kan jeg høre det hele og er inspireret, taknemmelig og lykkelig!
”Med Bach er det som med kærlighed; vi kan aldrig, aldrig få nok”
(Karl Aage Rasmussen)
En af mine bedste venner har lært mig at danse hver morgen – lært mig at danse søvnløsheden til energi (I gamle dage hed det morgengymnastik). De sidste dage, er jeg begyndt at kombinere det med Bach, som jeg har lyttet til om morgenen, så længe jeg kan huske. Kan man danse til Earth Wind and Fire, Stevie Wonder og Sigur Ros kan man også danse til Bach, og kan man ikke danse til Glenn Goulds indspilning af sidste sats af Bachs italienske koncert, kan man ikke danse til noget som helst. Bachs kantater og motetter får pludselig en helt anden betydning når de går ind i kroppen gennem dansen (Hvis det for nogen giver grimme billeder på nethinden, er der ikke noget at gøre ved det!).
I morges var det så BWV 228: ”Fürchte dich nicht” – ”Frygt ikke, for jeg er hos dig”, og måske er han hos os – altså Bach – når vi går i stå, og jeg beslutter, at jeg altid vil danse til Bach, når jeg i fremtiden står stille!
”Det bedste bevis vi har for at livet er godt, og at der derfor måske alligevel findes en Gud, som bekymrer sig om vores velfærd, er det, at til enhver af os, den dag vi fødes, kommer Johann Sebastian Bachs musik. Den kommer som en gave, uerhvervet, ufortjent, gratis.”
(J.M. Coetzee: Dagbog fra en dårligt år)
(Jeg vågner op og opdager at mirabelletræerne blomstrer. Disse fine, skrøbelige blomster der helt alene danner hvide dyner i landskabet. Jeg må nå at skrive noget, jeg altid kan forbinde med dem, inden de blæser bort og overdøves af alle de andre!)