Det er søndag aften. Toget, jeg skulle med, er aflyst, så jeg når ikke frem til den koncert i København, jeg ellers havde glædet mig til. I virkeligheden er jeg lykkelig over aflysningen. De sidste dage har jeg gennem ufatteligt hårde afsavn genfundet koncentrationen og har hele weekenden arbejdet fra morgen til aften og nætterne med, og nu kan jeg – på grund af en togaflysning - med god samvittighed ignorere virkeligheden og søge tilbage til mit arbejdsbord.
Jeg skriver musik for fem stemmer og kirkeklokker. Stemmerne skal lyde som klokker og klokkerne som stemmer. Ti små satser som skal smeltes sammen i en installation af lyd - lyden af en vinterskov. På vej tilbage fra stationen ser jeg den begyndende solnedgang over skovene omkring mit hus, og i stedet for at flyve tilbage til noderne, flyver jeg ud i skoven, ud til de sorte træer på den hvide bund af sne, der foran bakkerne smelter sammen med den hvide himmel, og hvor den eneste farve kommer fra solens blide rødmen.
Jeg går blandt træerne, men jeg arbejder stadig – slipper ikke koncentrationen, men tager den med mig, mens jeg lytter efter, hvordan en vinterskov lyder - hvad det er træerne synger. Det er det bedste, jeg ved. Jeg kan tage min musik med ud i virkeligheden, og i virkeligheden er alting min musik.
”Elgar, quoting a theme from Gerontius, declared, ”This is what I hear all day – the trees are singing my music – or have I sung theirs? I suppose I have.””
(Jonathan Harvey: Music and Inspiration)
Er kunst ikke en ulykkelig kærlighed til virkeligheden og meningen (eller mangel på mening!) med den?
At skabe - at arbejde sig frem mod kunsten – bærer alle forelskelsens symptomer, og lykkes det bliver det til kunst som forelskelsen kan blive til kærlighed.
En god ven og stor kunstner spørger mig: ”Arbejde værner mig mod virkelighedens totale kaos, gør det også det for dig?” ”Ja” svarer jeg ”– men jeg satser nok altid på, at arbejdet bringer mig til en virkelighed, der er smukkere og lettere at udholde end den virkelige virkelighed eller får den virkelige virkelighed til at være smukkere”.
Jeg må tilbage til arbejdet ved nodepapiret. Det hele må smelte sammen, og den virkelighed derude - langt borte fra mine vintertræer og min musik - kan være kaos og fuld af sorg og smerte; men så må den ind på papiret, med ud og vandre i skoven og smeltes ind i lykken ved at skabe og arbejde.
.......................
I en skuffe lige her ved siden af mig ligger der et værk. Det er længe siden, jeg har set på det, og når det sker, er det smertefuldt. Det er et kasseret værk, der i øvrigt ikke er helt færdigt. Noget ligger i skitser – noget ligger som færdige partitursider. Det blev kasseret den dag jeg opdagede, at det var skrevet uden tilstedeværelse af min koncentration – uden tilstedeværelse af mig selv. Jeg undrer mig stadig over, hvordan det den ene gang (for det er kun sket den ene gang) lykkedes mig at skrive så meget på et enkelt værk, uden at opdage, at jeg ikke var tilstede i processen. Måske var det netop fordi, det blev skrevet i en rus, hvor jeg skrev fra morgen til aften – og nætterne med, at det ikke lykkedes. Den store rus var i virkeligheden en ligegyldig brandert, og midt i den brandert brugte jeg alt for meget tid og en masse kræfter, der i det øjeblik jeg stoppede ædruelig op og kiggede på min musik føltes helt spildte, og jeg var i klarhedens øjeblik helt bevidst om, at det der lå foran mig ikke var min egen musik. Jeg havde skrevet en musik, der intet havde med min virkelighed at gøre; en musik der blot var et præekko af tømmermænd.
Værket er kasseret; men der må vel være en grund til at det stadig ligger ved siden af mig, og at jeg ikke bare har smidt det ud. Måske håber jeg inderst inde, at værket og jeg en dag, har flyttet os og kan finde sammen igen i en ny virkelighed.
”Og med den periodiske flabethed der dukkede op så snart han ikke længere var ulykkelig, og hans moralske normer samtidig dalede, udbrød han for sig selv: ”At tænke sig at jeg har spildt år af mit liv, at jeg har ønsket at dø, at jeg har haft min største kærlighedshistorie med en kvinde, som jeg ikke brød mig om, som ikke var min type!”
(Marcel Proust: På sporet af den tabte tid)
For mere end 20 år siden sad jeg i toget fra Roskilde til København. Jeg var på vej til generalprøven og den efterfølgende koncert i Radiohuset, hvor Ensemble Modern og dirigenten Elgar Howarth skulle uropføre ”Minnewater”. Jeg havde ikke set på stykket i mange, mange måneder (siden har jeg lært noget om forberedelse), og da jeg endelig åbnede partituret i toget på vej til København, forstod jeg ingenting! Jeg kunne slet ikke se mening i mine noder – jeg kunne ikke se noget som helst, der var værd at høre på. Mine nakkehår rejste sig – hjertebanken – frygtelig nervøsitet og akut depression. Resten af togturen forberedte jeg mig på at møde de vrede ansigter fra musikere, der jo måtte have gennemskuet dette makværk, og jeg søgte i tankerne efter den bedste og pæneste måde at få aflyst denne katastrofe af en uropførelse på, og derved spare alle tilhørerne for at spilde fjorten minutter af deres liv.
Da jeg trådte ind i koncertsalen var jeg ved at dø af skam og sorg; men det jeg så var en masse smilende ansigter, og det jeg hørte var positive og interessante kommentarer. De spillede værket igennem for mig – et værk de kendte og forstod bedre end jeg, og jeg var glad for, at jeg ikke havde spildt mere end en time af mit liv på at forsøge at holde op med at elske ”Minnewater” – Kærlighedsvand.
.......................
Det er tirsdag morgen. Jeg går gennem snefygningen i Københavns indre by. I aftes så jeg for tredje gang ”Ingen møder nogen” af Peter Asmussen, og mens jeg tænker på stykkets fantastiske replikker, rammes jeg af en anden af hans sætninger: ”Er det ikke bedre at gå i stykker end slet ikke at gå nogen steder?” fra ”Sounds like You”. Så enkel og rigtig og essensen af alt der har med liv, kærlighed og kunst at gøre. Enkel og præcis - hvis man har været der, og uden tvivl banal - hvis man aldrig har satset på noget, der kunne gå i stykker, eller noget, der kunne få andet til at gå i stykker, i hverken livet eller kunsten.
Jeg må tilbage til arbejdet ved nodepapiret, og kan næsten ikke vente med at gå nogen steder, om jeg så skal gå i stykker!