Jeg så 'Exit Music' i en drøm!
(I drømme kan man se musik, der ellers kun lader sig høre!)
I drømmen stod jeg i en åben dør til en lille hytte på et bjerg eller ved noget vand.
(I drømme kan steder ændre sig kamæleonisk på en måde, der ville gøre én bange, hvis det skete i vågen tilstand!)
(foto: Ragnhild Lothe)
Jeg stod og så en sky, der indeholdt min musik, forsvinde på himlen. Der var noget Magritteagtigt, ved den film jeg drømte, og jeg kan ikke engang sikkert benægte, at jeg i drømmen bar en sort bowlerhat.
Musikken forsvandt med skyen, og drømmen forsvandt, da jeg vågnede – det har drømme det med at gøre; men heldigvis dukkede drømmen langsomt op igen – det gør drømme ofte hos mig, og idet den dukkede op sammen med musikken, der blev synlig og hørbar, dukkede også titlen til orkesterværket, der gemte sig i skyen, op: 'Exit Music'.
Det var i sommeren 2006. Jeg lyttede en del til Radiohead, Massive Attack, og Björk, og der er spor af den lytning langt inde i de inderste celler af 'Exit Music' - Loops, treklange, orkesterscratchs og rytmiske mønstre (I virkeligheden er det tydeligste mønster også det enkleste, som jeg tror kom direkte fra Bonos version af 'Can’t Help Falling in Love' på Cd-afspilleren i baggrunden - over min blyant og videre ned på nodepapiret).
En titel skal ramme som et skæbnebestemt håndkantslag(Hvis det altså er mig, der skal bruge den!), hvor alting pludselig ramler sammen og former og hvisker en titel. I dette tilfælde ramlede drømmen (eller erindringen om drømmen) sammen med min fornemmelse af formen på værket – hvor musikken hele tiden forsvinder, der igen ramlede sammen med skjulte ekkoer af den øjeblikkelige lyd omkring mig (Radiohead ('Exit Music'), U2 ('Exit')).
Lyden omkring mig viser sig altid aldrig at være helt tilfældig!
Da drømmen var oversat og smeltet ind i idéerne til 'Exit Music' - var blevet til noget så virkeligt som musik, kom den varieret igen i nætterne efter. Behagelige drømme, der kun havde repetitionerne tilfælles med det evige mareridt, der red mig i en lang periode af min tidligste barndom, hvor scenen var mørke. Et mørkt hus bag store, sorte træer. En bil ventende foran det truende hus.
Jeg ville altid så gerne vågne væk fra den drøm, og når det lykkedes, lagde jeg mig på den friske side og forsøgte at tænke og glide ind i drømme om alt det modsatte: Lyse bygninger, solstrejf på træer og skibe med hvide sejl......
'Sommetider går jeg ganske vist stadig en tur i Szemlóhegygade, men den minder ikke engang om den Szemlóhegygade hvor jeg mellem ældgamle plataners slangeagtige rødder, forskanset bag et jerngitter, af og til stødte på græske landskildpadder, som jeg bar ud på engen for enden af gaden og lagde pavestolt i græsset; her, på denne højtliggende eng, lå verdens sidste forsvarbare udpost, herfra skuede jeg hinsides verdens rand, og dette hinsides var en lokkende anelsesfuld blånen som mit barneblik fortabte sig i og fortrylledes af, og dér, hvor grænsen mellem det bugtende vandspejl og den glitrende himmelrand næsten var udvisket, skimtede jeg sommetider med gyngende forundring konturerne af et hvidt drømmeskib...'.
(Imre Kertész: 'Jeg – en anden')
'En sommeraften kom et oplyst skib til syne, det bevægede sig så langsomt, at jeg troede, det lå stille. Jeg så det, som om jeg aldrig havde set et skib før, det var det eneste, der var ikke andet end det. Rundt om var der skumring og tiltagende mørke. Det var strålende oplyst, lysene dannede deres eget stjernebillede, at det var på vand fornemmede man af den smerteløse ro, det gled med. Dets lydløshed bredte sig som forventning. Det lyste længe, uden blafren, og tog mig i besiddelse, som var jeg gået ud i frugthaven for dets skyld. Jeg havde aldrig set det før, men jeg genkendte det. Det svandt bort i lysenes fulde styrke. Jeg gik indenfor og talte ikke med nogen, hvad kunne jeg have talt om.'
(Elias Canetti: 'Den reddede tunge')
Jeg blev ikke færdig med 'Sounds like You' til min personlige deadline 18. juli, men for lidt siden blev jeg færdig med det lille korstykke, som jeg i et svagt øjeblik – midt på en gade i Greenwich Village i New York i oktober sidste år over en mobiltelefon - kom til at sige ja til at skrive.
Det skal uropføres på en festival, der ligger tæt på havet, og det skal forme et præludium til mit 'Benedictus', hvor alle sangerne er placeret i en cirkel omkring publikum. Jeg har ord for at foretrække antydningen frem for det helt klare, og typisk faldt jeg for et digt, hvor havet kun er usynligt antydet ved tilstedeværelse af strand.
I begyndelsen af stykket er koret samlet på scenen, men mod slutningen bevæger de kvindelige sangere sig ud til de positioner, de skal være i, når de fremfører 'Benedictus'. Herrestemmerne synger teksten til de sidste linier i digtet på en mærkelig unison melodi, og kvindestemmerne bærer toner ud i rummet . En enkel terts (d#/f#) glider ud blandt publikum, som bølger der glider ind over strandens sten.
(foto: Ragnhild Lothe)
Digtet af Pia Juul har ingen titel og det er stadigt uklart om værket skal hedde 'Jeg vender mig om' (digtets første linie) eller 'og solen går ned' (digtets sidste linie). Jeg kan mærke, at det er den sidste linie, jeg har haft mærker i nakken af efter titelhåndkantslaget, men når jeg her og nu ser de to linier , ser jeg også en utrolig smuk cirkel i ord, som bestyrker mig i, at jeg valgte det rigtige digt ('Jeg vender mig om, og solen går ned').
