I
Jeg har endnu engang rejst langs Hærvejen, og endnu engang nåede jeg frem til den lille by Vrads, der ligger som en lille, levende oase i et større skovområde syd for Silkeborg. Da jeg sidst var her, var det sommer – en sjælden vidunderlig sommer. Det var ved at være aften, og jeg satte mig på en bænk ved kirkegårdsmuren og ventede på at klokkerne skulle ringe solen ned. Ventede og ventede på de klokker der ikke ringede, fordi klokker ikke længere ringer solen ned, når den går ned, men i stedet ringer kl. 4 hver eftermiddag uanset solens bane, hvilket jeg på det tidspunkt ikke var klar over.
I går var jeg mere forberedt og havde truffet aftale med graveren, der mødte op midt på dagen og kimede alene for min og mit projekts skyld. Han var så flink, og jeg havde så dårlig samvittighed over ikke at have medbragt nogen form for naturaliegave for hans arbejde, så nu må jeg nøjes med at kreditere ham som usynlig musiker i et værk, og den rolle var han også spændt på at få.
Da jeg kørte ind og ud af den lille by, undrede jeg mig over, at jeg bortset fra kirken og den lille købmandshandel slet ikke kunne genkende noget. De to bygninger stod i en for mig helt fremmed scenografi – det gennemsigtige forår i sort og hvidt, havde afløst den grønne, tætte sommer som jeg huskede som baggrundstæppe, da jeg var her sidst.
II
Selvom jeg ikke selv oplevede det er jeg ret sikker på, at historien, som min ven fortalte mig den, er sand:
Få dage efter deres bryllup – en strålende sommerdag - gik de grinende gennem Ørstedsparken med deres hænder flettet sammen. Tilsyneladende lykkelige satte de sig på en forholdsvis højt beliggende bænk i nærheden af udgangen til Nansensgade, og herfra kunne de se ned mod parkens dybeste sted.
Mens de sidder midt i deres drømme bliver de begge opmærksomme på tegneren på en af bænkene nede langs den lille sø, og det synes som om, han kigger på dem, mens han tegner. ”Det må vi ned og se” – siger hun leende, og allerede dér – i det øjeblik – mærker han, at der noget helt galt, og han følger kun modvilligt med. Tegneren har øjenkontakt med Beate og synes at tegne hurtigere og hurtigere, som hun nærmer sig. De når ned til tegneren og kommer bag om ham, og da de ser hans tegning, ser de, at hendes lyse hår er tegnet mørkt, og hendes blå øjne synes kulsorte. De ser ansigtet af en helt anden kvinde. Et ansigt han ser igen to uger efter i et helt andet land, - ikke tegnet men virkeligt; men fuldstændigt genkendeligt.
III
Jeg er færdig med mine ”Sneklokker”. I den sidste lille sats jeg skrev, skal Nørre Snede kirkes klokker smeltes ind i stemmernes musik. De to klokker klinger som Bb og G (Et interval der ikke er mig helt fremmed (jeg har vel ikke skrevet andet end små tertser hele mit liv, der vel i virkeligheden kan gøres op i små tertser!)).
Det er min egen musik, men jeg finder hele tiden spor af anden musik. Jeg mærker noget, der minder mig Evart Taubes ”Så skimrande var aldrig havet”, og pludselig er det Bach – hvilket jeg er bevidst om, men videre genkender jeg en melodisk vending fra Schumanns violinkoncert og bagefter glider det ind i en popsang, jeg ikke tør nævne navnet på. Alt minder om noget – alt minder i hvert fald mig om noget, og måske mindes jeg det kun, hvis det minder mig om noget.