''Han har jo ikke noget på, er der et lille barn, der siger, han har jo ikke noget på!''
(H.C. Andersen: Kejserens nye klæder)
Det er det sædvanlige! Jeg går i stå midt i en takt – fornemmer, at det jeg skriver mangler koncentration og inspiration. I princippet kan jeg godt gå videre, men alle skridt, jeg tager, vil fra nu af være påvirket af, at de står på et fundament, af noget der kun er godt men ikke godt nok – noget der ikke har tøj på – eller noget der kun er tøj uden krop og liv. Jeg gennemskuer det, og først når jeg accepterer gennemskuelsen og forlader takten, sletter den eller finder den kerne, som inspirationen fødte, bliver fortsættelsen meningsfuld.
' - So, who left who?
- She left me. - Why?
- She saw through me
Ah, Ah – thats not good!'
(Julia Roberts/Hugh Grant: Notting Hill)
Det er det sædvanlige! Jeg er gået stå – eller jeg ved endnu ikke, om jeg er gået i stå eller bare ikke kan tage mig sammen til at gå videre. Der mangler noget, for at jeg kan fortsætte, og om det er energien ('tilsammentagningen') eller inspirationen kommer egentlig ud på ét, for de to ting er jo i virkeligheden to sider af samme sag. Hvis jeg ikke tager mig sammen, kan inspirationens arm ikke nå mig, og hvis jeg ikke er inspireret, kan jeg ikke tage mig sammen til noget som helst. Jeg samler – som sædvanlig - i forholdsvis tilfældig orden - alle mine notater sammen til en bunke og kigger dem alle grundigt igennem - læser side op og side ned og forsøger at gennemskue hver eneste note, hver eneste node - anstrenger mine øjne – higer og søger. Efterhånden som hvert ark bliver vendt, bliver alt kasseret; der gemmer sig ingenting i de notater, og fra at det er mig, der forsøger at gennemskue notaterne for at finde en mening, bliver det nu notaterne, der gennemskuer mig og fortæller mig, at der absolut ingen mening er. En dag henter en god ven mig og kører mig til Amager for at få foretaget en såkaldt Vegatest, med efterfølgende homøopatisk behandling af bla. min søvnløshed. Det er jo i virkeligheden slet ikke mig, og et eller andet sted fornemmer jeg, at jeg vil være i stand til at gennemskue testen, og nøgternt kunne fortælle mig selv bagefter, at det hele er hokus pokus; men gradvist begynder jeg at tro på det. Hvad jeg i sidste ende vil tro, vil tiden vise, men i tiden lige før og under konsultationen er det ikke mig, der gennemskuer testen. Det er mig, der er angst for at testen gennemskuer mig! At den på computeren – som jeg ikke kan se – optegner alle mine synlige og skjulte dårligdomme - at den nøje gennemskuer min krops evige forfald og præcist vil sætte fingeren på mine skavanker og fordærvede levned.
'Der er altid noget at gennemskue hos alle.Eller: Der er intet at gennemskue hos nogen. Om man gennemskuer eller ej afhænger af indstilling og kyndighed hos den der oplever – men mest indstillingen. Som musiker er kunsten så at være så overbevisende, at indstillingen hos lytteren bliver: 'Dette vil jeg gerne opleve – uden forbehold. Her føler jeg mig tryg.' At skabe betingelserne for oplevelsen. Kan man det, ønsker lytteren ikke at gennemskue og gennemskuer derfor ikke. Og så er det som det skal være.
 (Michala Petri, e-mail, 13. august 2008)
Det er nat, og jeg går ud i haven. Det hele er mørkt, men jeg kan kigge ind til lyset i mit arbejdsværelse og se videre ud til mørket på den anden side af huset gennem vinduet i rummet ved siden af. Natten minder mig om 'Symfoni' – arbejdet på det værk foregik mest om natten, og netop det at stå i haven hænger på en eller anden måde sammen med de høje istappeagtige glissandi i begyndelsen af 'Symfoni'. Et lille irritationsmoment er, at jeg her og nu også fornemmer, at denne nat hænger sammen med min klaverkoncert, som jo skal 'handle' om morgen. Skal jeg blive oppe, arbejde videre og vente på morgenen? Mens jeg kigger ind til lyset over mit arbejdsbord, fornemmer jeg, at al kunst jo 'handler' om natten, om mørket som man ikke umiddelbart kan se igennem; men som på en eller anden måde må finde ind til lyset og livet, måske ind til en lampe over et arbejdsbord. Er dagen og lyset livet – er natten og mørket kunsten? 'tommere bliver det næppe en have om natten' (Pia Juul: i brand måske)
Da jeg var en yngre komponist, var jeg altid lidt bange for at sende Cd'er og bånd med min musik til andre, så de ville kunne høre den uden mit opsyn. Jeg følte nok, at jeg burde være tilstede, når de hørte musikken – være klar med undskyldningerne, og var vel bange for, at de gennemskuede den, og at min tilstedeværelse ville kunne hindre denne gennemskuelse (Lidt ligesom man som teenager klistrer til rivalen – selvom man for længst har tabt til rivalen i kampen om den udkårne; men stadig håber at kunne aflede opmærksomheden fra nederlagets grund). Nu håber jeg blot, at jeg gennemskuer musikken før alle andre.
