En aften kom jeg til at tænke på, hvad der egentlig blev af mit blogskriveri, og dagen efter kom der en mail fra min blogredaktør, der opfordrede mig til at begynde igen. Så nu begynder jeg!
Det skal handle om skabelsesprocessen; men hvor teksterne før meget specifikt handlede om skabelsen af ”Sounds like You”, vil de nu sprede sig mere ud. Sprede sig ud over skabelsen af flere værker. Blive en mosaik af tanker, illusioner, fantasier, drømme, indtryk og beskrivelser af hårdt og umuligt arbejde. Blive et opløst billede af alt det, der selvom det i virkeligheden er umuligt at fastholde og beskrive, er nødvendigt for de momenter af skabelsesprocessen, hvor livet og kunsten smelter sammen.
Alt hvad der i øjeblikket – i en kold snefyldt februarmåned – rammer og møder mig – alt hvad der sker i mit liv. Alt det vil - på en eller anden måde - spejle sig i den musik, jeg sidder med, og alt hvad jeg senere vil huske fra denne tid, vil jeg kunne genfinde og genhøre, når jeg en dag hører resultatet af disse noder omsat til lyd..
..................
(17. februar 2009)
Februar er en underlig ekstra måned i året. For nogle år siden i en stresset tid, besluttede jeg mig for kun at regne året i 11 måneder og så have februar som en ekstra tid – en bonusmåned, hvor jeg kan afspadsere fra mit liv og arbejde.
(20. november 2009)
En sen mørk eftermiddag går jeg ud af huset, ud i haven. Jeg står på afstand, kigger ind af mine egne vinduer og nyder, at det i dette korte øjeblik ikke regner. Mens mine øjne søger ind bag de lyse firkanter - ind til pladsen, hvor jeg altid sidder, og videre ud gennem huset på den anden side - kommer fornemmelsen og forståelsen af gåden, i det jeg før sad og skrev derinde. Jeg står helt stille og koncentrerer mig om den lysende tunnel gennem husets vinduer foran mig og ved, at det syn er ved at smelte sammen med den uforklarlige vision, der langsomt fylder mig fra fod til hår. Jeg må ikke røre mig, jeg må ikke forstyrre dette fantastiske øjeblik, hvor jeg forstår den gåde jeg ikke kan løse, men som – mens den glider igennem mig - bliver til en idé. En klar konkret idé, jeg vel egentlig burde have fået for længe siden, men ikke gjorde og først fik, da jeg blev vindueskigger ved mit eget hus.
Jeg står stadig stille som en jubellykkelig idiot, og ved, at jeg i det øjeblik jeg tør flytte mine fødder og gå ind på den anden side af vinduet foran mig, vil kunne skrive videre i sikker forvisning om, at det er rigtigt, og at den fornemmelse af rigtighed vil gøre min koncentration tættere og lettere at arbejde med – det hedder inspiration. Da jeg går ind, får jeg lyst til at nedskrive øjeblikket i ord, og beslutter mig for at forsætte sporet fra teksterne om ”Sounds like You” til nye tekster om de lysende tunneller i ”Tunnel de lumiére” – det store ensembleværk jeg skriver på. I virkeligheden er det vel for sent – værket er næsten færdigt; men de lysende tunneller er måske et meget godt billede på de tunneller, der løber gennem tanker og krop, når man skaber – ind imellem lysende – for det meste sorte og tomme.
Idéen, musikken: Det hele ligger så højt, så højt og alligevel skal det glide opad. Fra det høje landskab af lyd, skal der glide tunneller opad, som projektører der forsvinder op i mørket og hvis lys næsten når længere end vores øjne rækker. Lyden af en sorg midt i en længsel der stiger opad.
Og vi, som er vant til at tænke
på stigende lykke, må føle
en grebethed, som gør næsten
bestyrtet, når lykke falder.
(Rainer Maria Rilke: Duino elegier)
(14, November 2009)
Det har regnet i dagevis, ugevis, altid! Min depression har efterhånden fået så meget vand, at man kan håbe, den drukner mere end den vokser; men i aften er det pludseligt anderledes. Jeg går ned af Blågaardsgade, og det hverken regner eller blæser. Det er lunt, som havde en enkelt tør, forkrøblet forårsdag forvildet sig ind i den endeløse række af regnvejsdage. Jeg går ind på den lille café, for at få den kop kaffe, der skal holde mig vågen til koncerten, jeg er på vej til.
På det lille bord, jeg sætter mig ved, ligger der skråt foran mig en god, gammeldags, blå bic-kuglepen.
Mens jeg drikker kaffen tager jeg bogen der ligger i min lomme frem – Tomas Espedals ”Dagbok”. Jeg læser og da jeg falder over noget jeg må huske, men må mindes om at huske, griber jeg ud efter kuglepennen og sætter som sædvanlig en markering af den tekstdel, jeg ikke må glemme og skriver sidehenvisning bag i bogen.
Jeg læser videre.
En mand kommer ind af døren til caféen og pludseligt står han tøvende foran mig. Jeg har på fornemmelsen, at han står og stirrer på det hjørne af bordet, hvor kuglepennen lå før. Så går han hen til et andet bord, og jeg ser til min overraskelse, at der også ligger en bic-kuglepen på det bord. Han griber ud efter kuglepennen og mærker tekstafsnit af i en medbragt avis.
Jeg skubber forsigtigt – som var jeg bange for at nogen skal se det – min tilranede kuglepen over på det hjørne, hvor den lå inden jeg tog den. Jeg lukker Espedals bog i og tager min kaffe med ud i den lune regnløse aften. Ved bordet udenfor, kan jeg så sidde og holde øje med kuglepennen ved mit tidligere bord. Uden at blive spor forbavset, ser jeg manden med avisen rejse sig og gå over til mit bord og til den kuglepen, der – om end kort - trods alt engang var min, og han sætter sig på min plads og afmærker roligt i avisen med ”min” bic-kuglepen.
Monica skrev et sted: for meg har røyking alltid vært en bevegelse.
Det var ikke tobakken og smaken og giftstoffene, ikke selve sigaretten, men håndbeegelsene i luften, frem og tilbake, i en svak bue eller rett linje, inn og ut av munnen, som gjorde at hun røykte.
Hun likte tanken på å røyke. Hun likte å sende sigaretten i nøyaktige baner rundt tankerne. Hun røykte med den ventre hånden og skrev med den høyre. Når hun ikke hadde sigaretter, eller når hun ikke orket å røyke, rullet hun et stykke papir fra notatboken i en sigarettlang pinne og førte den frem og tilbae i luften. Forskjellen på skrift og røyk er ikke stor. Det går en viss tid, så er alt borte. Hun etterlot en bok og et bilde av to meningsløse år.
(Tomas Espedal: Dagbok)
........
(4. februar 2010)
Jeg står i vinduet i den lille lejlighed i Husumgade. Tagene på bygningerne overfor er dækket af sne, der langsomt er ved at glide ned. Det minder mig om en eller anden tegneseriejulekalender, jeg så som barn. Ovenfor er himlen Magritte-blå med skyer, der langsomt glider forbi. Langsomheden. Jeg tænker på, om et eller andet at det jeg ser, mærker og drømmer i dette øjeblik vil finde udtryk i den kormusik, der ligger på mit bord, og som engang skal ende som en skulptur af stemmer på en vej i Jylland, og som måske senere vil få mig til at huske dette øjeblik ved vinduet. Vil jeg, når jeg engang hører musikken tænke på tegneserietage, Magritte, et åbent vindue eller tankerne om det møde, jeg straks skal til. Eller vil det minde mig om det, jeg netop har skrevet.