En morgen står man tidligt op og går direkte fra sengen til arbejdsbordet. Man når måske at sætte kaffe over; men springer ellers alting over - åbner hverken computer eller mobiltelefon, og man skriver bare videre fra aftenen før. Natten var et rum med søvn af tanker om skabelse, som man om morgenen bare forsætter fra - udmattet og lykkelig. Den morgen er der ikke ret meget verden derude.
””Jeg ser ikke (inspirationen) som en nådestilstand,” skriver Gabriel García Márquez, ”ej heller som et åndepust fra himlen, men som det øjeblik, hvor man gennem stædighed og beherskelse er blevet ét med sit emne ... Man ansporer emnet, og emnet ansporer også en ... Alle hindringer blegner bort, al konflikt forsvinder, ting man aldrig havde drømt om falder en ind, og i det øjeblik findes der simpelthen ikke noget bedre i verden end at skrive.””
((Gabriel García Márquez: 'The Fragrance of Guavas') J.M. Coetzee: Dagbog fra et dårligt år)
Jeg stod op klokken fire i morges, og jeg har arbejdet lige siden. Da jeg vågnede, troede jeg allerede, at jeg var vågen. Jeg var midt i en diskussion med en dirigent om klangen i den lille sats, jeg efterlod for natten; og jeg diskuterede videre med mig selv, da jeg gik fra sengen til bordet (den lige vej mellem seng og arbejdsbord ligger der ikke meget støv på for tiden!). Jeg er ikke sikker på, jeg har sovet, og selv søvnen er musik.
..........................
”Når jeg ser tilbage på mit liv, ved jeg at jeg har ødelagt det. Somme tider bliver jeg ved daggry vækket af noget der nærmest ligner et syn. Jeg ser livet. Fuldkommen knivskarpt ser jeg livet for mig som det usandsynlige mirakel det er; en lille boble der, strålende af farver, sejler alene af sted i et umådeligt, omgivende mørke. En boble i tiden, et lille øjeblik på en hurtigt forbiilende frekvens, en scene der bare hastigt træder frem. Ligesom berørt bliver jeg vækket ved daggry, brændt af dette utrolige. I næste øjeblik bliver jeg fyldt af en smerte, en sorg der er så kraftfuld at jeg næsten bliver kvalt. Det er ikke alene sådan at jeg ikke har taget vare på mit liv, jeg har også forgrebet mig på det.”
(Elisabeth Rynell: Til Mervas)
En morgen står man op uden håb og tør dårligt nok gå ind til arbejdsbordet. Man drikker al for meget kaffe - finder på så mange overspringshandlinger som muligt, så man for enhver pris undgår at se den manglende inspiration og de mange tomme noder i øjnene. Man er helt sikker på, at man ikke er komponist – sikker på at man har spildt sit liv med at tro det (selvom man heller ikke troede det i sidste uge – derefter troede – ikke troede – troede...). Kan man tro på noget som helst. Der er altid en papirtynd væg ind til den kunstneriske dødsangst!
” – Er du meget modig –
Medium vil jeg tro –
Hvad er det modigste du nogensinde har gjort?
Han spyttede og sendte en blodig spytklat hen ad asfalten.
At jeg stod op i morges, sagde han.
Er det rigtigt?
Nej. Du skal ikke høre efter hvad jeg siger. Kom, lad os gå.”
(Cormac McCarthy: Vejen)
...........................
”Det hele begynder igen for tre et halvt år siden. Jeg er i Wien og hører Leif Ove og Det Norske Kammerorkester spille Mozarts 17. Klaverkoncert. Mens jeg lytter til den vidunderlige opførelse, løber mine tanker rundt inde i musikken: Tilbage til barndommen - d. 17. var noget af det første, jeg hørte - og videre ud i fremtiden. Det er den besætning, jeg vil have til koncerten. Orkesteret i et kammer – kammermusik i et orkester.
Efter koncerten mødes vi på den desværre nu forsvundne pianobar – ”Broadway”. Drikker vin, slapper af og pludselig sætter Leif Ove sig til klaveret og spiller Busonis, Bachs ”Ich ruf’ zu dir, Herr Jesu Christ”. Jeg sidder tæt på, og kan se hans hænder forme noget, der fra dybet svæver opad og danner en glorie over vores hoveder. Da jeg kommer hjem fra Wien skriver jeg straks begyndelsen af klaverkoncerten ”La Mattina”. Det er det dybeste og mørkeste, jeg nogensinde har skrevet; men det rejser sig op, som vi gjorde det den morgen, natten var blevet til, da vi forlod Broadway i Wien. Koncerten er i fem satser; men man kan også dele den op i to, tre, fire eller seks satser. Alle satser glider ind i hinanden. Motiver og teksturer går igen i nye forklædninger, og den mørke begyndelse – med lukkede øjne og et lille spor af en Bachkoral, ender i en hæsblæsende rondolignede sats med vidt åbne øjne.
(Fra note om ”La Mattina”)