I
Jeg havde i begyndelsen af arbejdet på klaverkoncerten en titel i tankerne, der ikke eksisterede: Det modsatte af 'Den sunkne katedral' – 'Den ikke-sunkne Katedral', 'Den opstigende ('opstegede', opstandne ?) Katedral. Alt sammen lød for mærkeligt og frem for alt for forkert (Måske er det fordi 'Den sunkne Katedral' allerede er en modsætning (Det opstandne synker!)). Den ikke eksisterende titel kom sammen med den lyd, den musik det hele handlede om. En musik der i begyndelsen ligger helt i mørke og pludselig stiger op i solen – 'Stairways to Heaven' – Trapper mod solen!
Senere fandt jeg den rigtige titel!
Jeg er mere til skygger end til sol. For et par uger siden var jeg på Kreta, og mens de fleste andre turister – som i øvrigt stort set alle var fra Danmark – kravlede ned fra deres hotelværelser for at lægge sig som søkøer i solen ved den lille kunstige svømmepøl, i håbet om at komme til at ligne andet end røde danske malkekøer, kravlede jeg malplaceret og maddikebleg rundt fra skyggeplet til skyggeplet.
I stedet for at kigge ned og holde mig til det kunstige klorvand, der lå knapt 20 meter fra havet, kiggede jeg opad, var på udkig efter trapper mod himlen, var på udkik efter spor af min klaverkoncert på en ø, hvor jeg mindst af alt kunne forvente at finde dem.
I længselen mod skygger fandt jeg fjernt fra svømmepøler, men med en overraskende frodighed af skygger fra træer, en lille oase i form af et nonnekloster.
Jeg trådte ind. Nonnerne var helt tildækkede i mørke dragter, smilende under deres sorte tørklæder. Jeg havde accepteret (hvilket de rigtige danske solstråler sikkert ikke ville have brudt sig om) klosterets foreskrevne regel om at bære rigtigt tøj, og jeg besluttede mig for, at jeg ikke ville fotografere, at jeg et øjeblik ville forsøge at glemme, at jeg også bare var en småfed, blegrød turist. Jeg ville bare være der – dvæle og drømme, og heller ikke forsøge at give nonnerne deres frihed tilbage, og forklare dem at den ægte frihed findes bag de kroppe, der vælter rundt nogle kilometre borte ved svømmepøl og strand, og som tror de kan blive brune, frie og fantastiske, men er fangne i en konvention og bliver røde, og til syvende sidst ender med at ligne noget der er løgn.
Trapperne mod solen var alle vegne, som de var det i Vendsyssel hos min bedstemor og hendes dueslag for 40 år siden, hvilket jeg kom til at tænke på, da jeg sad og så nonnerne bære de samme fornuftige og praktiske tørklæder, som hun altid bar.
(En uge efter, at jeg kom hjem åbnede jeg for fjernsynet og så en ægte dansk solstråle - smilende men uden det sædvanlige ansigt. Hovedet var erstattet af en indtørret grillkylling (Hun skulle nok have overvejet at bære tørklæde!).)
Trapperne mod solen ligger nu i en klaverkadence.
II
Det er muligt, at der er for få bænke på Kastellet; men dem er der til gengæld rigeligt af på Skt. Pauls Plads, der ligger lige i nærheden. Det er ikke en plads turister valfarter til, hvis de besøger København; den er jo egentlig ikke noget særligt, og man skal nok kende til for at finde den bag Nyboders gader og huse.
Jeg holder selv meget af at sidde på en af de bænke, der findes opstillede rundt langs pladsen, og som næsten altid alle er tomme for mennesker. Under prøvearbejdet på 'Under Himlen' havde jeg lånt en lejlighed i nærheden, og ofte gik jeg efter endt prøve hen og satte mig ensom på pladsen – for at finde og fange noget af dens smittende ro.
Edition Wilhelm Hansen ligger også lige i nærheden, og efter at operaen er overstået, er jeg fortsat med at komme på Skt. Pauls Plads, og har næsten gjort det til en enkel, fin tradition at sætte mig på pladsen et øjeblik og forsøge at finde og fange nye tanker, når jeg skal aflevere et manuskript på forlaget.
I og med pladsen i regelen, når jeg har været der, er tom for andre mennesker, får jeg en forunderlig 'alene i verden-følelse', når jeg sidder dér. Bygningerne omkring bliver til øjne og kameraer, der hæfter sig på mig, og jeg kommer i min ensomhed til at sidde i en gabestok, hvor blikke fra alle steder kan kastes på mig.
Da jeg for et par uger siden sad dér i sommersolen (her kan det i juli være svært at komme i skygge), var der helt stille i næsten 20 minutter. Så kom en trillebør ud fra en lille port efterfulgt af manden, der kørte med trillebøren. Han forsvandt hurtigt, og i takt med at trillebørens rumlen fadede bort, blev der helt stille igen.
En ven af mig har fortalt, at han også ofte kommer der. Han har det på samme måde med pladsen som jeg, og det ligger helt klart i kortene, at vi ikke kunne finde på at sætte hinanden i stævne på den plads. Den kræver ensomheden. Han har i øvrigt fortalt, at netop fordi man føler sig så udstillet på Skt. Pauls Plads – så overvåget, at der synes vidner, til alt man foretager sig, har han utallige gange siddet på bænken overfor kirken og røget sin sidste cigaret.
III
'Phantasmagoria', min klavertrio havde først titlen 'Skyggespil'. Den titel – den titel den altså ikke fik - var nok ikke kommet til, hvis ikke jeg var kommet til at tænke på Hans Kirks fantastiske bog med samme titel.
Kun sidste sats har haft 'Skyggespil' som foreløbig titel, for da jeg begyndte på de andre satser (jeg skrev trioen bagfra!), faldt jeg over ordet 'Phantasmagoria'. Den titel var tæt på den forrige, og alligevel langt væk fra, og den mindede mig af uforklarlige grunde om et gammelt omslagsbillede til en novellesamling af Stefan Zweig – Måneskin, skygger, konturer af mennesker i bevægelse.
Jeg sendte en sms til en god engelsk ven, og spurgte til hendes fornemmelse af ordene 'Phantasmagoria' og 'Shadow Play' i forhold til min musik. Hendes svar var, at 'Phantasmagoria' netop havde en vis gotisk klang over sig, som også kunne findes i min musik, og spurgte så om jeg i øvrigt ikke selv syntes, at jeg havde rigeligt med titler i min produktion som refererede til skygger - 'Shadowland', 'The Shadows of Silence', 'Schattenlinie', 'Shadow Siciliano'. Man tænker ikke selv så langt og på den måde. Klavertrioen, hed i det øjeblik jeg begyndte at tænke så langt, 'Phantasmagoria', og jeg kunne skrive den!
(Det er i takt 69, det går galt. Det er den takt, der uden at vide det har holdt mig borte fra klaverkoncerten så længe. Jeg har været skræmt over den enkelhed, der ligger i rytmen. Har vandret rundt om takterne der følger efter, og har forsøgt at finde en kompliceret version af fortsættelsen - noget der i virkeligheden burde være enkelt. I håbet om pludseligt at finde kompleksiteten, har jeg været bange for at skive det indlysende enkle ned (som om nogen kunne kontrollere, at det på et tidspunkt var nedskrevet!). Den flydende, flimrende musik bliver overmandet af en enkel rytme der bliver til støj, og den har jeg åbenbart været bange for at man skulle høre, og i stedet høres ingenting.
Rytmen er hermed - fra denne morgen - nu så enkel, at jeg kan skamme mig over den; men den er der i det mindste, og en trappe bliver jo ikke mere interessant at gå på, fordi trinnene er uregelmæssige. Det får blot én til at skvatte over et trin. Det vigtigste er at finde det overfor trappen. Nu håber jeg, at jeg er klar til at skrive det!)
(Det er en fornemmelse, en forvirring('dovenskab' er nok et bedre ord!), der har fulgt mig altid – Jeg husker den tydeligt som nærværende, da jeg for mere end 25 år siden skrev på første sats af min første strygekvartet 'Alman'. Fornemmelsen af at det allerede er komponeret. At det er færdigt inden det er skrevet ned, fordi jeg så godt ved, hvordan det skal være, og det derfor kun kan blive værre af at blive skrevet ned, og at nedskrivningen blot er en triviel manglende detalje.
Må solen snart komme, så jeg kan kravle ind i skyggen foran mit skrivebord, og - fri fra overspringshandlinger - få skrevet det hele ned!)
Jeg er færdig med anden sats af klaverkoncerten. Pludseligt gik det så hurtigt. Satsen slutter med en slags kadence. Masser af fald – men til sidst kravler klaveret op af trapperne mod solen. Under kadencen lægger hele orkesteret deres vanlige instrumenter til side for at spille på træstykker (claves).
Det allersidste, jeg manglede at skrive, var en overgang til kadencen, og jeg skrev de sidste toner, mens jeg blev filmet. Det var meningen, at jeg skulle sidde og komponere (lade som om); men jeg kunne jo ligeså godt gøre det rigtigt.
Koncentrationen kom på det mærkeligste tidspunkt, og jeg kunne ikke løbe væk fra den!
(Det er noget med at søge mod noget (løbe væk?), og genfinde det i noget, der endnu ikke er. En tid ('Skyggespil') en lyd ('Gadjo Dilo).)