Årets første tre måneder er straks forbi, og jeg har arbejdet som en vanvittig i dem alle tre.
Det store ensembleværk, ”Tunnels de lumiére” blev færdig d. 4. januar og i de sidste uger op til færdiggørelsen arbejdede jeg efter helt urimelige arbejdstidsregler. Jeg ville simpelthen være færdig, så jeg kunne begynde at leve fra d. 4. januar, men i stedet for livet flygtede jeg videre ind i en masse små satser: Den lille ”Gondola l’amore” for strygetrio, ”Wiegendlied” for klarinet, viola og klaver – der afslutter ”Schattenlinie” og senest de 8 satser til den hvide skov på Hærvejen, som har ligget i skitser i mere end et halvt år.
Det er som om jeg hele tiden må fortsætte ind i det næste værk. Adrenalinet og energien vil hele tiden videre, videre, og jeg kan ikke finde ro, bare fordi jeg er færdig med noget. Jeg må med videre, videre – følge med adrenalinet, og om lidt går jeg måske igen videre, hvis jeg ikke går i stå eller i stykker.
(Flygter man fra noget eller søger man blot ind i noget andet?)
I dag forsøger jeg at holde mig borte fra musikken, og har sat mig med Mogens Nykjærs store bog om Venezia, og i virkeligheden ved jeg, at den bog bare vil lokke musikken og adrenalinet frem igen. Musikken om og til Venezia!
Alle vintre – og denne vinter har været lang – minder mig om Venezia. Der er en masse Venezia-inspirerede satser og værker i min produktion. Alle er de født af en kærlighed til denne by, som jeg i virkeligheden kun var sammen med i cirka 14 dage i efteråret 1992, og alle er de vist skrevet om vinteren.
”Gondola l’amore” som uropføres på SPOR i Århus d. 7. maj er mit seneste forsigtige kærlighedsbrev til den vidunderlige by - en by jeg altid drømmer om at se i sne. Satsen er skrevet ufatteligt hurtigt – i en rus og i slipstrømmen af det store ensembleværk, og årets næste satser har ligesom lagt skygger over min lille kærlighedsbarcarole. Først i dag tør jeg tage den frem af to måneders glemsel, og jeg kan læse og høre, at jeg stadig er forelsket i Venezia.
”En tåre kan fældes i denne by ved adskillige lejligheder. Antager man at skønhed er en fordeling af lys på den måde der er mest kongenial med ens nethinde, er en tåre en indrømmelse af nethindens, såvel som tårens, manglende evne til at fastholde skønheden. I det store og hele indfinder kærlighed sig med lysets hastighed; adskillelse med lydens. Det er nedtrapningen af den høje hastighed til den lave som fugter ens øje. Fordi man er forgængelig føles en afsked med dette sted altid endelig; at lægge det bag sig er at forlade det for altid. For at tage afsked er en forvisning af øjet til andre sansers provinser; i bedste fald til hjernens sprækker og spalter. For øjet identificerer sig ikke med den krop det hører til, men med genstanden for dets opmærksomhed. Og af rent optiske grunde betyder afsked for øjet ikke at kroppen forlader byen, men at byen forlader pupillen. På samme måde volder den elskedes forsvinden sorg, især når det sker gradvist, uanset hvem der rent faktisk flytter sig, og af hvilken peripatetisk grund. Som verden ser ud er denne by øjets elskede. Efter den er alt et antiklimaks. En tåre er forudanelsen af øjets fremtid.”
(Joseph Brodsky: Venedigs vandmærke)
Venezia! I efteråret 1992 opholdt jeg mig i denne mærkelige, vidunderlige by, og siden har jeg hvert år besluttet mig for at rejse tilbage; men har aldrig gjort det! Det er i stedet blevet til en vidunderlig, ulykkelig kærlighedshistorie til en by, som jeg nok ikke tør se i øjnene igen, fordi jeg ikke kan tage den med mig hjem.
”Gondola l’amore” er det lysende kærlighedsbrev med mørke bølger og smertefulde skygger til en by på vand. ”Lugubre Gondola” er en mørk musik, hvor lyset spejler sig i de bølger, der glider gennem hele satsen. Sammen er de et ekko af de utallige drømme om Venezia, som er kommet til mig – i sovende som vågen tilstand – siden mit ophold for alt, alt for længe siden.
(BS: Programnote til de to ”Gondoli” satser.)
“I ett samtal för ett tag sedan svarade jag ja på frågan om jag varit i Venedig. I nästa ögonblick kom jag på: det har jag ju inte alls! Anledningen till att jag för en sekund trodde det är att de fantastiska skildringar jag läst av Venedig - t ex hos Proust, Henry James, Thomas Mann - är så levande för mig att det kunde förväxlas med ett verkligt minne. (Det låter i sig som en Proustidé!)”
(Britta Byström: e-mail)
”Jeg husker en aften i Stockholm i let snevejr - Jeg tror, det var i januar - hvor jeg vandrede rundt på Ôstermalm og Gamla Stan. Dette lette snevejr faldt på mig og omkring mig med en umærkelig smerteløs ro, for at blande sig med det gule illuminerede lys - Som jeg heller ikke tror man finder mange andre steder end i Stockholm. Jeg tror ikke, der findes andre byer, der bliver så smukke i snevejr som Stockholm - Jo - måske Venezia; men der er det altså sjældent, der falder sne! Jeg husker, at jeg på min vandring den aften kom til at tænke på et af mine svenske favoritstykker: Mikki Edlunds forunderlige klaverfantasi over netop denne by. Klokkerne, snefaldet og den mærkelige stilhed, der hele tiden fornemmes og er tilstede, selv når den blander sig med gadernes støj. Jeg tænkte: "Her må det være rart at være komponist!"”
(BS: Af ”Skitser fra Stockholm og Piteå”.)
”Den usædvanlig højt stemte måne var som en foruroligende falsettone, krydset af en skys bilinje, dårligt nok til råde for vandoverfladen, og gondolens fart var fuldkommen lydløs. Der var faktisk noget udpræget erotisk over dens smidige krops lydløse og sporløse gliden hen over vandet – som at lade sin håndflade stryge ned ad ens elskedes hud.”
(Joseph Brodsky: Venedigs vandmærke)
”Det var på en af mine mange gåture gennem byen Venedig – på en både vidunderlig og lidt foruroligende måde indbegrebet af forfald inden for fikserede grænser – at jeg fik idéen til at lave satsens ramme i form af en enkel barcarole. Jeg tror ikke, jeg har hørt en eneste barcarole sunget i Venedig, men – især om aftenen – hører man hele tiden denne vuggende, langsomme barcarole-rytme i vandet.”
(BS: Af ”I de forfaldne haver” om anden sats af ”Sterbende Gärten”)
Venezia må jeg vist rejse til alene. På det seneste har jeg prøvet at lokke andre til at rejse med mig til min drøm af en by; men alle andre end mig synes at se strømme af turister for sig, når jeg forsigtigt siger dens navn.
Det skal jo også være om vinteren, og nu er det igen for sent. Foråret og turisterne er kommet til byen, men jeg kan i ro mag tage beslutningen: Ligegyldigt hvordan alting ellers går og hvordan verden og jeg ser ud, rejser jeg - med angsten for at min kærlighed dør ved gensynet - til Venezia, når det igen bliver vinter!