Af Marie Kølbæk Iversen (2007)
Jacob Kirkegaard er en kunstner, der har gjort det til sit speciale at dykke ned i et givent rum/en given situation og lade dette ’tale for sig selv’. Hans arbejdsredskaber består af en række videnskabelige instrumenter (accelerometre, hydrofoner, elektromagnetiske modtagere, ultralydsdetektorer og akustiske mikrofoner), der bruges til at fremmane bestemte lyde. Disse lyde er normalt skjult i forhold til vores umiddelbare sanseverden, de eksisterer gemt i jorden, dybt i atomkraftværkets kerne, i forladte bygningers tyste rum og båret af vinden i luften omkring os.
Kirkegaard, årgang 1975, opnåede i februar 2006 sin MA-grad ved Academy of Media Arts I Köln, Tyskland, hvor han studerede under prof.dr. Siegfried Zielinski & prof. Anthony Moore. Derudover har han studeret klassisk cello hos Niels Erik Clausen i perioden 1995-2000. Den umiddelbare interesse for lyd og musik blev allerede plantet i den unge Jacob, da han som 12-årig fik en guitar af sin far. Denne og også de orientalske instrumenter, faren havde hjembragt fra sine rejser, blev et tidligt udgangspunkt for Kirkegaards musikalske og akustiske eksperimenter. De fungerede som indfaldsvinkel til en praksis, der er funderet i en nysgerrighed efter at blive mere fortrolig med lydens væsen, der ofte også er tilgængelig uden for den komponerede musiks domæne. For ligesom man på en guitar kan skabe lyd på andre måder end når man klimprer på dens strenge – og disse lyde kan opfattes som skønne, selvom de næppe kan kategoriseres som ’guitar-spil’ – kan også andre fænomener I vores livsverden opfattes og nydes gennem høresansen, selvom de, konventionelt set, er kendt som fænomener af eksempelvis visuel karakter eller blot opståede som et overskudsfænomen af anden aktivitet, f.eks. lyden af accelererende bil, der jo ikke accelererer med det formål at generere lyd, men for at komme hurtigt af sted.
Det var især, da Kirkegaard tilfældigvis i et radioprogram blev præsenteret for de tidlige
eksperimentalister, komponisten Pierre Schaeffer og filmskaberen Walter Ruttmann, at han fik øjnene op for verdens potentiale som lydkilde, og blev inspireret til i højere grad at fokusere på den rene og ubearbejdede lyd.
