Jens Hørsving

(*1969)
Jens Hørsving har en baggrund som jazztrompetist og klassisk uddannet komponist. Dette forener han i et eget musikalsk univers, hvor erfaringer og lærdom på begge sider af den gamle kløft mellem klassisk og rytmisk musik giver komponisten en stor, varieret palet af nye, uhørte udtryksmuligheder.

Af Frode Andersen

Lyset har den sære fysiske egenskab, at hvis man vælger at betragte det som en bølge, opfører det sig som en partikel, og hvis man betragter det som en partikel, opfører det sig som en bølge. Ligeledes er det med Jens Hørsvings musik. Set fra den klassisk moderne akademiske skole, undviger musikken betragteren, da den i for høj grad er orienteret mod klange og arbejdsmetoder hentet i den rytmiske musik.

På samme måde støder betragteren fra den rytmiske scene ind i samme problem, da Hørsvings musik i for stor grad bruger strukturer og teknikker fra den akademiske klassiske skole. Hele billedet, både af musikken og Jens Hørsving selv, får man kun hvis man betragter dem som et både/og og ikke et enten/eller. Jens Hørsvings baggrund som jazztrompetist og klassisk uddannet komponist bliver forenet i et eget musikalsk univers, hvor erfaringer og lærdom på begge sider af den gamle kløft mellem klassisk og rytmisk musik giver komponisten en stor, varieret palet af nye, uhørte udtryksmuligheder. Palestrina, Brahms og Xenakis er lige så relevante kilder som Beck, Bjørk og REM.

Men der er flere både/og'er. Jens Hørsvings musik er typisk blevet til på en computer. Hørsving fascineres af de energier, der opstår, når man sætter computerens strenge strukturer op mod de levende musikeres spontanitet, det elektroniske lydbillede op mod det akustiske, de nedskrevne noder op mod de improviserede.

Disse konfrontationer, denne hybrid mellem intellektuelle overvejelser og improviseret spontanitet, både fra komponisten selv og de musikere han med omhu vælger at samarbejde med, skaber en musik med energi og udtrykskraft, så den kan nå langt ud over scenekanten og ned til det lyttende publikum. Og det er vel først og fremmest i den tilstand, som lyttende publikum, vi får mest ud af at betragte musik.