Kontrasterne stråler ud fra Klaus Ib Jørgensens musik, og en vital energi frisættes i friktionen og møderne mellem de udtryksmæssige modpoler - mellem hektisk fortætning og åndeløs suspension, mellem uhåndgribelig flygtighed og pågående nærvær, mellem klangens lyseste lys og sorteste mørke, mellem sart og voldsomt, højt og dybt.
