© Jeppe Gudmundsen-Holmgreen

Pelle Gudmundsen-Holmgreen

Pelle Gudmundsen-Holmgreen - En musikalsk tingfinder 

af Anders Beyer

Pelle Gudmundsen-Holmgreen er født i 1932 og han debuterede i midten af 1950’erne. I begyndelsen af 1960’erne stødte komponisten på Samuel Becketts forfatterskab, som blev en afgørende, livslang inspirationskilde. Bag tonerne gemmer der sig et sort livssyn, som farver musikken, der kan blive absurd indtil det uudholdelige. Gudmundsen-Holmgreens musik omfavner derfor ikke lytteren. Til gengæld er den god til at sætte spørgsmålstegn ved indlærte vaner, fordomme og forventninger. 

Gudmundsen-Holmgreen lod sig tidligt inspirere af amerikansk billedkunst, pop-art, Cage-lyden og Varèses musik - musikkens lyd er for komponisten ikke kun begrænset til tonernes verden. Robert Rauchenberg skabte med sine opsatser af ‘fundne ting’ æstetiske objekter ‘i anden omgang’ og var dermed et oplagt orienteringspunkt for Gudmundsen-Holmgreen, der også samler ting sammen, som man ikke umiddelbart tror kan forenes på et sted. Takket være hans særlige mentalitet kan det lade sig gøre og ikke kun som provokation, men som fuldgyldigt æstetisk objekt. Og ved at gentage musikalske vendinger, kan komponisten opnå en tomhed, en bogstavelig talt absurd effekt. Situationen bliver umulig. Pelle Gudmundsen-Holmgreen kan godt lide at arbejde med umulige situationer og tilsyneladende umulige musikalske forløb og umiddelbart sære instrumentkombinationer. […] Humoren er ikke til at komme uden om. Lige som Gøg og Gokke bruger Gudmudsen-Holmgreen en række tricks, men samtidig ligger der æstetiske principper bag hans handlemåde. Humoren opstår som en følgevirkning af den abstrakte behandling af forskelligartede elementer. […] 

Mange af melodierne og klange i Gudmundsens-Holmgreens værker er enkle, de udgør næsten et anonymt allemands-stof, uden nogen form for villet ciselering eller ornamentik. Musikken fører ingen steder hen, den er snarere en væren i bestemte mønstre.  

Paradoksalt nok opstår der ud af cirkelbevægelser, sortsyn og stædig vilje til ikke at ville noget, en stille, befriende situation, der ligner det, mange omtaler som livsglæde.

Skrevet af

Debat

Af
Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Hans Sydow, Morten Skovgaard Danielsen
1. august 2002