Af Anders Beyer
Poul Ruders er født i 1949 og er uddannet organist. Som komponist er han hovedsagelig selvlært. Ruders har skrevet korværker, kammermusikværker og værker for soloinstrumenter, der er spillet mere end nogen anden dansk nulevende komponist i og uden for Danmark. Og dog er det værkerne for orkester der har skaffet Ruders størst berømmelse. Han er slet og ret en af de betydeligste symfonikere i Danmark i efterkrigstiden. Selv kalder han sine stort anlagte symfoniske forløb for »Symfoniske dramaer«.
‘Blændende instrumentation’, ‘musikalske farver’, ‘emotionelle dybder’, ‘psykologisk timing’ og ‘formfuldendte dramaer’ dækker nogle af de vigtige områder i Poul Ruders’ musik. Han udtrykker sig selv som komponist og som menneske; i Ruders’ musik har man en fornemmelse af en ganske særegen sammensmeltning af kunst og liv. Måske det ligger bag kunstnerens ord: »At komponere er mit liv, det er det eneste hvor jeg kan fylde rummet fuldstændigt ud. Det er så væsentligt at jeg konstant er jaget af temaer, harmonik, instrumentation og formproblemer.«
I ungdomsværkerne skrev Ruders ekspressionistiske værker for eksempelvis klaver og orgel. Han blev interesseret i musikalske citater og i at skabe forbindelse til tidligere tiders musik. Musikken fra middelalderens gotiske katedraler, barokmusikkens vældige bygningsværker og den klassiske sonateform fandt vej til hans musik. Collagen var ham ikke fremmed. Ruders’ musik fra de tidlige år stillede hele tiden spørgsmålet: "Hvad kan vi bruge traditionen til?". Værkerne forholdt sig til musikhistoriens arvegods, komponisten lyttede sig ned gennem de historiske lag og lod fortiden kaste ekkoer i sin nutidige klangkunst. Henvisningerne til den gamle musik blev gradvist udvisket, men en grundstemning ligger tilbage som noget uforanderligt i lydbilledet: Ønsket om at genskabe noget af den mistede fortid gennem et nutidigt udtryk. Hos Ruders oplever man nydelsen af det, der klinger, og samtidig længes man efter skønheden i den tabte fortid. Det er dette uopfyldte, der er med til at skabe spændingen i hans musik: Fornemmelsen af drømmebilledets skrøbelighed og følelsen af fravær når det hele er forbi.
Den dramatiske, billedskabende musik har altid ligget Poul Ruders på sinde, han har haft det samme problemfyldte forhold til den musikalske modernisme, som nogle af hans ældre kolleger. Ruders afskriver simpelthen dén diskussion som værende frugtbar. Som han udtrykker det: »Jeg interesserer mig for form, udtryk og instrumentation. Om det er moderne eller ikke er jeg komplet lige glad med: Stil-problemer interesserer mig ikke, når blot jeg ikke reproducerer.«
Poul Ruders er ude i et andet ærinde, han vil gøre indtryk, han vil have lytteren i sin hule hånd; i sidste instans ønsker han at føre lytteren ind i sjælens labyrint, ind til det sted, hvor musikken får konsekvenser for, hvordan vi oplever verden. Redskabet til at nå lytteren er et moment af musikalsk genkendelighed. Det sker teknisk, formalt og harmonisk ved at knytte an til klassisk musik. Der er referencerammer i Ruders’ musik, den opleves som en organisk forlængelse af den klassiske musik. Det betyder at dur og mol stadig står til rådighed som brikker i det musikalske puslespil. Andre brikker tilføjes og bringer nyt lys ind over musikken. Fra klangbunden i Ruders’ musik lyder stemmer fra romantikkens åndelige univers. Ruders’ musik kredser om det uopnåelige, om det, der ligger uden for vores fysiske verden, om metafysikken. Komponisten lægger ikke skjul på sit åndsfællesskab med kunstnere som maleren Caspar David Friedrich og digteren Edgar Allan Poe. Alle kredser de om død, ensomhed og melankoli. Det er udgangspunktet for deres kunstneriske skaben. Ruders’ værker spørger overalt, hvordan det konkrete og det ophøjede kan sammenføjes, hvordan eksakthed og ånd kan bringes til at tale sammen.
