Rune Glerup arbejder med musikalske objekter. Objekter der er til at tage og føle på. Som ikke er andet end sig selv, nemlig musik, men som samtidig udforsker musikkens væsen. Rune Glerups musik er hverken svær eller let, den findes. Den udformes, diskuteres, skrives ned, spilles, spilles igen, høres, tænkes. En grundlæggende ide hos Glerup er, at musik skal forstås som musik, hvilket netop hverken er svært eller let. Musikken er ikke et sprog og kan altså ikke oversættes til andre sprog, musikken skal snarere tænkes direkte, på egne præmisser. Det idemæssige arbejde hos Rune Glerup er således også blandt generationens stærkeste. Arbejdet består i at gennemarbejde og kortlægge nogle af de modernistiske blindgyder, som for nogle synes definitivt lukkede, for andre synes smukke i al deres tavse påtrængenhed.
For Glerup er en klang ikke blot en klang. Også en lyd er klang, to klange er en klang, hvilket fører Glerup frem til de musikalske objekter, der er en form for makroklange. Den måde, som objekterne er defineret i forhold til hinanden, foregår i forståelsen af deres energi. Der er tale om en form for rumlig energi, hvor objekter sagtens kan dukke op igen, eller snarere optræde flere steder samtidig. Man kan sige, at Glerup på samme tid arbejder med en strukturel klangkombinatorik og en dynamisk orkestrering. Man kan kalde hans univers sprængt, men herved overser man netop dette enorme og voldsomt ambitiøse samtænkningsarbejde, som foregår i hans musik. Et arbejde, hvor objekterne både forstås som klang og dynamik og danner musikalske konstellationer i flere dimensioner. Glerups univers er ikke sprængt, men krænget ud i rummet.
Glerups universer er altid koncentrater. Det er fremmede intense universer. Hans musik er således fortættet og detaljeret, til tider nærmest forfinet. Det forhindrer ham dog ikke i skånselsløst at forfølge den filosofiske ide, som har været med ham siden begyndelsen, nemlig den opgave at tænke ”begivenheden” eller ”det nye”. Man kan sige, at Glerup er interesseret i ”begivenhedens fænomenologi”; konstellationer hvor noget nyt, en radikal erkendelse eller sandhed kan rive sig løs. Glerups musik er derfor gennemgående optimistisk i sit anslag, ikke humoristisk eller plat, men affirmativ. Han skriver med sikker hånd, men med en åben attitude. En sikker hånd med terninger i. Et vigtigt imperativ for Glerup er undersøgelsen, den omhyggelige og alligevel uforudsigelige undersøgelse. En undersøgelse hvor komponisten medregnes i processen, og hvor han ofte selv optræder som dirigent.
Rune Glerups musik er umiddelbart gennemtænkt, ganske sikkert uforudsigelig og omhyggeligt radikal. Glerup har i sin troskab mod den modernistiske traditions udfordringer og problemer gjort det umulige, nemlig skabt intet mindre end en rasende moderne musikmetafysik.
Brian Benjamin Hansen, 2009