Efter at have været i Paris et stykke tid, er jeg nu ved at have fundet ind i rytmen her. Den første tid har været ekstremt hektisk med fuldt program på IRCAM, korrekturlæsning af stemmer til min klaverkoncert som uropføres om tre uger, diverse rejser, et enkelt foredrag, samt lejlighedsvise forsøg på at arbejde på et nyt ensemblestykke. Det er ikke første gang jeg har sat mig selv i en situation med mange projekter, og man kunne måske sige at det til tider er lidt mere travlt end jeg kunne have ønsket mig, men det har lært mig at forsøge at tænke de forskellige projekter sammen, så de idéer jeg arbejder med i ét stykke allerede peger fremad mod det næste, ligesom et foredrag kan være en kærkommen retfærdiggørelse af at dykke ned i en problemstilling, der vedrører det man arbejder med i øjeblikket, fremfor blot at være en ren og skær præsentation af det man allerede har lavet. Det er ikke kun for at holde hovedet koldt og spare tid, at jeg er blevet meget glad for denne strategi, det er nærmere fordi det forekommer mig, at der på denne måde tegner sig noget større, der ligger bag de forskellige projekter – en slags makroprojekt kunne man måske kalde det – som ikke kan formuleres i et enkelt værk. Det giver en mulighed for at vende og dreje idéerne, og udforske forskellige aspekter af dem, og undertiden kan det kaste en ny erkendelse af sig, som kan ændre visse ting radikalt.

Dette har også vist sig nyttigt i forhold til IRCAM. Undervisningsmønsteret er ret klart, og er bygget op af forløb, som afsluttes med en lille øvelse, et lille stykke, som benytter sig af det, der er blevet undervist i. Da disse øvelser har til formål at fokusere på nogle udvalgte tekniske aspekter, bliver rammerne for de kunstneriske muligheder i sagens natur ret snævre. Man kunne selvfølgelig vælge at sige, at det udelukkende drejede sig om tekniske øvelser, og det kunstneriske aspekt var underordnet – og det er heller ikke helt forkert, eftersom formålet med at studere på IRCAM jo er at tilegne sig de tekniske færdigheder – men alligevel synes jeg det er nødvendigt at tænke det kunstneriske ind i det. For med teknikken kan man bevæge sig i vidt forskellige retninger, og jeg synes det handler om at finde den (tekniske) retning, der egner sig bedst til at realisere de kunstneriske idéer. Det vil uundgåeligt resultere i en kobling mellem det kunstneriske og det tekniske, som i sidste ende ikke kan adskilles som to seperate elementer, der kan defineres hver for sig. Derfor har jeg valgt, at behandle retningslinjerne for øvelserne som en liste dogmeregler, hvor det trods begrænsningerne, alligevel handler om at opnå et resultat, der er lige dele teknisk og kunstnerisk interessant. Teknisk interessant i den forstand at teknikken både kan understøtte, men også udbygge de kunstneriske idéer.