“Bekymring 2” fra Omvej til omvej...
Når jeg arbejder med et nyt værk, er der som regel en længere fase med instrument-eksperimenter - både hvor jeg selv sidder med instrumenterne og i samarbejde med musikere.
I forbindelse med den 7 minutter lange pilot-version af Ouvertures havde jeg kun haft i alt ca. 75 minutters fysisk kontakt med det traditionelle kinesiske soloinstrument, den dengang for mig fuldstændigt ukendte gu-zheng: 15 minutter i Shanghai året før konkurrencen i forbindelse med en længere demonstration af de forskellige solo-instrumenter, som vi kunne vælge at skrive for. Senere fandt jeg en gu-zheng-ejer i Berlin, som krævede 150€ for en lille times introduktion og en lille time, hvor jeg selv kunne side med instrumentet (under nøje overvågning). Alligevel lykkedes det mig at få en god fornemmelse for fysikken og mulighederne med instrumentet, så jeg bagefter kunne regne ud, hvad der kunne lade sig gøre, og nogenlunde hvilket resultat jeg kunne forvente. (Det skal dog siges, at den første gu-zheng-spiller, der skulle have spillet stykket takkede nej, da hun så noderne, fordi hun ikke mente det kunne lade sig gøre, og at det ville ødelægge instrumentet. Så fandt arrangørerne heldigvis frem til en ny solist, den dengang kun 23-årige Liu Le, og jeg kunne ånde lettet op, da han allerede i den første mail skrev, at han mente det hele kunne lade sig gøre.)
Til den nye halvdel af stykket har jeg haft rigelig med tid sammen med gu-zheng’en til at prøve at udvikle nye ideer, teknikker og lyde, da solisten og jeg i forbindelse med opførelser af pilot-værket i Göteborg og Odense købte en gu-zheng i Tyskland, fordi det bedre kunne betale sig end at transportere en fra Kina.
Til gengæld var jeg under så meget tidspres, at jeg ikke kunne nå at afprøve alle ideerne til diverse spille-tekniker til orkesterinstrumenterne.
På trods af dette forløb prøverne uden det, der var min største bekymring i denne forbindelse, nemlig at noget slet ikke kunne lade sig gøre, hvilket naturligvis opfattes som manglende viden om eller fornemmelse for instrumenterne (det har jeg prøvet før i et orkester, hvor det blev råbt triumferende fra en af de bagerste rækker). Og selvom der var et par enkelte effekter, som var noget svagere, end jeg havde formodet, var jeg overordnet tilfreds med forholdet mellem mine skrivebordsfantasier og det klingende resultat efter de første to prøver (hvor vi dog aldrig nåede helt til kung-fu kadencen ...).
