Søg: stilpluralisme, akustisk | SEISMOGRAF

7 results

Résultats

Olivier Messiaen Messiaens udgangspunkt var den Debussy'ske harmonik, men allerede i sine tidligste værker anvendte han modalitet, klare rytmiske identiteter og blokagtige, statiske former der kan minde om Varèse. Men indadvendt, meditativ ro veksler med ekstatisk bevægelsesenergi og rytmisk fremdrift. Det er betegnende at han øste fra vidt forskellige kilder: gregoriansk sang og folkesang, oldgræske, indiske og fjernøstlige rytmer, Mozarts brug af talesprogets accentueringer, Stravinskys og Varèses rytmiske byggesten, naturlyde, og senere frem for alt fuglesang, som han indsamlede og studerede mange steder på jorden. I fuglesangen fandt han helt nye klange, farver, former og rytmer som optog ham gennem det meste af 50'erne og som han også senere vendte tilbage til. Hans musikalske sprog er et storslået eksempel på sammensmeltning af et væld af forskellige musikalske impulser, uden hensyn til deres tidsmæssige og geografiske tilhørsforhold, men modsat f.eks. Debussy og Cage er hans syntese lukket omkring sig selv og sin urokkelige religiøsitet; trods sin enorme indflydelse som fordomsfri lærer og inspirator for den yngre generation, er han uden egentlige efterlignere eller efterfølgere.
(1908-1992) komponist
Alfred Schnittke I sin ungdom var Schnittke, som langt de fleste yngre sovjetkomponister, præget af indflydelsen fra Sjostakovitjs nøgleposition i musiklivet. Men midt i 60'erne førte mødet med Luigi Nono under et af italienerens besøg i Sovjet ham til eksperimenter med tolvtoneteknik og serialisme. Denne fascination blev dog kortvarig, han følte sig spærret inde af serialismens regelbundethed, i Serenade og i violinsonaten Quasi una sonata (1968) bryder den vildtvoksende stilpluralisme igennem som længe kom til at dominere hans udtryksform. Han kastede sig desuden ud i en energisk produktion af teatermusik og musik til snesevis af film, og senere dukker stof fra dette arbejde ikke sjældent op i hans musik for koncertsalen. På tværs af alle de vidt forskellige stilmidler er Schnittkes omfattende livsværk gennemtrængt af lidenskabelig udtryksvilje, undertiden grænsende til romantisk patos, en stadig genovervejelse af de klassiske genrers og formtypers aktualitet og en Mahler-lignende flertydighed hvor smertelige erindringsspor, fortvivlelse og længsel vokser sammen med visionær livskraft og religiøs følelse.
(1934-1998)
profil Bernd Alois Zimmermann
(1918-1970) komponist
Ib Nørholm Nørholm søger i sin omfattende produktion mod en umiddelbar og intuitiv kompositionsform, hvor det enkle møder det komplicerede og hvor tonalitet møder atonalitet. Stilpluralismen er et grundvilkår og den har ført ham vidt omkring – collage, fluxus, ny enkelhed, eklekticisme, neo-ekspressionisme og folkelig sang. Blandt hans centrale værker kan nævnes 3. og 7. symfoni samt værket 'Elverspejl' for solister, kor og orkester.
(*1931) komponist
profil Thomas Agerfeldt Olesen »Thomas Agerfeldt Olesen har ikke bare en usædvanlig veludviklet evne til at forestille sig en original og overrumplende musik; han ved også, hvordan man skriver en umulig musik. [...] Det umulige i Thomas Agerfeldt Olesens musik er, at man kan høre noget, man ikke troede muligt, at man kan høre ting, hovedet har svært ved at tro på.«
(*1969) komponist, musiker
profil Peter Bruun Peter Bruun rejser i sin musik tilbage for at se det nye i det velkendte. Der er ikke tale om at genopdage noget, idet han ikke har alderens fylde til at have været gennem tonalitet/modalitet, gået gennem serialismens prøvelser for derefter at nå helsindet ud med ny erkendelse om de gamle udtryksformers bæredygtighed. Peter Bruun har i det hele taget ikke arvet tidligere generationers behov for brud og opgør med faderfigurer eller institutioner. Denne situation skaber rum til en anderledes tydning af historiens frembringelser.
(*1968) komponist
Krzysztof Penderecki Penderecki komponerer intuitivt og direkte med lydens fysiske og psykiske virkning, en musik hovedsagelig for strygere formet i blokke af klangmasser og voldsomme kontraster. De enkelte klangflader fremstår som afgrænsede "bånd" af lyd eller støj domineret af én bestemt ublandet klangfarve. De kan udvide sig og trække sig sammen, opløses i punkter og ikke mindst skydes ind over hinanden i enkle lagdelinger. Den elektroakustiske musiks rene, frigjorte lydtænkning (som man har kaldt sonisk) er på sin vis genfødt her i instrumental form. Den frit udvælgende brug af pastiche, citater og alle tænkelige stilmidler gør det formentlig meningsfuldt at se Penderecki som et tidligt eksempel på den materialeholdning der er blevet kaldt postmoderne.
(*1933)