16.03.14
Koneservatoriets strygerensemble under ledelse af den franske dirigent Jean Thorel

PULSAR Festival 2014

Festivalreportage

Vil man danne sig et indtryk af den unge komponistgenerations udtryksmidler er Pulsarfestivalen stedet at gå hen. Sådan er dét. Ud af festivalens mange koncerter, peger Svend Hvidtfeldt Nielsen på en enkel, absolut musikalitet, som en samlende tendens for de yngre komponister.

Ingen anden festival viser med så stor præcision, hvad der optager de unge komponister. I hvert fald de af dem, der studerer komposition på DKDM. Hvad der kan undre, er imidlertid, at ikke bare tegner Pulsar et billede af de nye tendenser, men det synes som om hele årgange af komponister samles om en enkelt ”trend”. På trods af individuelle forskelle værkerne imellem tegner denne trend sig år for år nemlig med uafviselig tydelighed.

Sådan har det været, så længe jeg kan huske. Som i en bølgende bevægelse har det æstetiske credo pendlet mellem det tonalt smukke (90-ernes Martin Lohse, Carsten Bo Eriksen og Jørgen Messerschmidt) og det skrigende rå (ungdomsværkerne af Jexper Holmen og Simon Christensen). Det rå tog med Simon Steen-Andersen og Dygong-generationen en drejning mod en yderligere radikalisering af udtrykket, med inddragelse af tidens tilgængelige (og utilgængelige, selvopfundne) teknik. Som reaktion – eller yderligere udvikling – kunne man sidste år opleve bl.a. Jeppe Ernst og Mette Nielsens drejning af det konceptuelle i retning af det udtryk, der prægede dansk musik i de tidlige 70-ere. Ikke som plagiat, men som genoptagelse af en tabt tråd.

Skønt hver årgang også har sine enegængere, er de skiftende dominerende trends altså påfaldende. Men måske er det ikke så mærkeligt

Skønt hver årgang også har sine enegængere, er de skiftende dominerende trends altså påfaldende. Men måske er det ikke så mærkeligt: Man spejler sig som komponiststuderende i sine kolleger og kollegers dom. Det må være derfor alle disse forskellige komponisttrends, som de seneste tyve år har fremvist, at alle formår at hente deres forskellige indbyrdes inkompatible næring og inspiration hos en lærestab, der de sidste år har været næsten uændret. Det maner til beundring for den rummelighed og brede horisont, disse lærere inkarnerer. En rummelighed, man kan sige blev indstiftet af triumviratet Nørholm, Nørgård og Gudmundsen-Holmgreen, og som altså stadig bæres videre. Og ikke bare bæres denne indstilling videre, den tiltrækker i vid udstrækning udenlandske studerende (om end de naturligvis også kommer på grund af lærerenes kunstneriske habitusser). Med studerende fra Singapore, Kina, Australien, USA, England, Irland, Norge og også Danmark fremstår Pulsar i sig selv nu som en international festival, hvilket gør den fælles trend så meget desto mere frapperende.

Jeg overværede fem koncerter af dette års Pulsar festival - torsdagens, lørdagens og mandagens, og kan derfor sagtens mangle nogle nuancer i min oplevelse af den nye trend.
 
Åbningsaftenen
For at starte med begyndelsen: Torsdag aften.
I en absolut pænt besøgt koncertsal (vi er åbenbart mange, der synes at Pulsar-festivalen er værd at komme efter) spillede Athelas ensemblet dirigeret af Pascal Rophé musik af dels studerende, som Luke Lewis, James Black, Martin Rane Bauck, og etablerede komponister som den franske Raphaël Cendo og festivalens gæstekomponist, norske Maja Ratkje.

En gæstekomponist har Pulsar nemlig også. Maja Ratkje har stor succes i såvel Norge (hvor hendes musik ifølge programhæftet bliver spillet intet mindre end ”overalt” – dybe dale, høje fjelde) som internationalt, hvor hun er gæst ved tidens mest celebre festivaler. Ratkje er et eksempel på en bredt favnende komponist, der fra et elektroakustisk udgangspunkt er aktuel både som komponist og performer, og en oplagt kandidat som rollemodel for såvel komponistgenerationen, der dannede Dygong som elektronica-performere.

I forhold til dette års komponister fungerede hun imidlertid mest som perspektiverende kontrast. For den musik som åbnede festivalen, ..and all watched over by machines of loving grace (2012) af den unge komponiststuderende Luke Lewis, var hverken præget af elektronisk interaktion eller improvisation. Det var en klassisk, ren, konsekvent, i sin essens enkel, musik, med lige dele mindelser til Stravinsky og Abrahamsen. I programmet fremstod det som et en-satset værk, men det realiseredes som flersatset. Modsat det umiddelbart efterfølgende værk, Doxologia (2012) af James Black, der skønt beskrevet som flersatset, realiseredes attacca: som ensatset.

Begge værker udsøgte på forskellig vis måder at fortælle musik ved traditionelle musikalske midler til stor tilfredsstillelse for i hvert fald en lytter som mig. Og, erfarede jeg i pausen, jeg var ikke alene om denne positive oplevelse.  Værkernes komponister er kun (undskyld en gammel mand) 24 og 26 år, men har begge et imponerende håndværk og noget på hjerte, de kan bruge dette håndværk til.

Med studerende fra Singapore, Kina, Australien, USA, England, Irland, Norge og også Danmark fremstår Pulsar i sig selv nu som en international festival

 Også Martin Rane Bauchs (ligeledes 26 år), Tierschaft, engelsgleich (2013), der uropførtes efter pausen, fremstår som en ”klassisk” musik, der dyrker en ”traditionel” klanglig æstetik: En slags ”Webern møder minimalisme”-musik. Smukt.
Koncertens to etablerede navne tilhørte en anden æstetik. En klangens og den brede lydpalets æstetik, hvor elementer som motiver eller genkommende genkendelige klanggestalter synes at spille en underordnet rolle i forhold til lydens bevægelse som ren lyd.

Senere samme aften var der en ren elektronisk koncert. Eller næsten ren. Ratkje optrådte som eneste levende væsen med en af sine inciterende improvisationer. Derudover var der musik af såvel unge studerende som de ældre, etablerede komponister Else Marie Pade og Hans Peter Stubbe Teglbjærg. Et gennemgående tema var kombinationen af en animeret billedside og elektronisk lyd.

Denne kombination af elektronisk lyd og billede viste sig for mig at se, at være problematisk. Som udgangspunkt må billedsiden forventes at relatere sig til lydsiden. Men hvilket billede relaterer naturligt til en computer-genereret/manipuleret klang? Resultatet, viste det sig, ender nemt som en uforpligtende billedleg, som er mere forstyrrende end befordrende for den samlede oplevelse. At det dog ikke a priori er umuligt at løse opgaven, viste uropførelsen af komponiststuderende Mads Emil Dreyers poetisk dragende Bølger (2014). Her lykkedes det at lade lyd og billede fremstå som to betagende sider af samme sag, to sider som på forbilledlig vis komplementerede hinanden i deres uendelig langsomme beherskede bevægelse fra mørke til lys. I denne rene bevægelse udtryktes med radikalt andre midler den samme æstetik af enkel absolut musikalitet, som aftenens første værker havde intoneret.

Men det er ikke kun billedsiden man til tider kan/bør fravælge. Også lydsiden kan elimineres, uden at musikken på nogen måde går tabt. Det viste den overlevende repræsentant for sidste års udtrykseksperimenterende tilgang til musikskabelse, Jeppe Ernst, overbevisende i sin egenhændige opførelse af sin dybt rørende #23b (2013): 5-minutters tavs direktion af en imaginær musik i flere satser.

Så-slap-dog- af-det-er-jo-bare-musik-musik
Lørdag eftermiddag var der debutkoncert i Studiescenen, der på trods af det nu for alvor spirende forår, var næsten fyldt.

Debutanterne Kasper Rofelt og Benjamin De Murashkin skriver begge musik, der i lyset af de forrige generationer må betegnes som ”traditionel” på samme måde som torsdagens indledende værker var det. Denne traditionalitet formidler de imidlertid på meget forskellig vis. Så forskelligt, at det kan være meningsfuldt at udlede kontrasterende æstetikker af deres tilgange. Rofelt skriver sig ind i den danske tradition fra Nørholm, Abrahamsen og Nordentoft. Musik hvor nøje udvalgte elementer sættes i spil mod hinanden, et spil, der varieres og udvikles indenfor de rammer, der fra start er sat op. Smukkest og mest overbevisende udført i værket Entourage III (2013) for tenorblokfløjte, violin og accordeon, som Bolette Roed, Karen Johanne Pedersen og Andreas Borregaards uropførelse forløste på fornemste vis.

Heroverfor skriver Benjamin De Murashkin en uhæmmet ”så-slap-dog- af-det-er-jo-bare-musik”-musik. En musik uden hensyn til højt og lavt, en musik hvor det subtile, det elegante og det tåkrummende kitschede blandes frejdigt med hinanden. Ikke på den "intelligente", objektiverede måde, vi kender det fra en Gudmundsen-Holmgreens musik, hvor vi efter, at vi er kommet os over musikkens indiskutable direkte emotionelle styrke, kan sige kloge ting om ”objektivering” og ”subtil æstetisering af hverdagsgenstande”, og på den måde forsikre os selv og hinanden om, at alt er i orden og kunst er kunst.

Hos Murashkin er det anderledes. Hans musik (som f.eks. i det stort anlagte Tarangeshu (2010/2014) for 8 accordeonister og solistisk bratsch og cello), giver ikke anledning til mange kloge kommentarer. Den kan affærdiges som naiv og kitsched. Eller den kan tages for pålydende som et livstegn fra en verden, hvor al musik i sidste ende blot er ”sange” eller ”numre” på I-tunes, hvor den gamle tids kunstopfattelse ikke er andet end en lille uanseelig skares sidste halmstrå gennem hvilket, de klynger sig til en eksistensberettigelse som ”kunstnere” i en verden af underholdning. I sin tilsyneladende ureflekterede, fordomsfri musiceren udøver denne musik – i rammerne af en komponistfestival som Pulsar – en udvidelse af den æstetiske horisont, som går helt andre veje end en Simon Steen-Andersen, ja, som på en helt anden måde end Steen-Andersen rent faktisk formår at provokere den alment etablerede kunstforståelse. Hvis man vel at mærke tager musikken alvorligt. Og det synes jeg man skal – på dens egne uprætentiøse præmisser.
Hatten af for en institution, der formår at tiltrække og integrere også en sådan type komponist!

 Portræt af Benjamin de Murashkin, kunstner Jette Hofman

De unge komponister har en fan i mig
Mandag aften bød også på to koncerter. Under en titel, der lovede intet mindre end Folkesange i et galaktisk felt: Vokal & klavermusik, repræsenteredes de etablerede komponister ved Berios klassiker, Folk Songs fra 1964 og et ungdomsværk af Thomas Adés, Traced Overhead, skrevet dengang det var Adés, der blot var 26 år. I festivalsammenhængen kunne Berios værk næsten høres som en kommentar til Murashkin, som et bud på en anden måde at overskride finkulturens usynlige grænser. Kontrasten mellem Adés og Berio er enorm. Hvor den modne Berio med en fanden-i-voldsk enkelhed vender sin tids serialisme ryggen, komponerer den unge Adés med teknisk og klangligt overskud en stilren modernistisk musik. Personligt finder jeg en sådan overlegen modernisme en smule anonym, og jeg havde igen anledning til at glædes over de studerendes modsvar.

5 Drops of water (2013) for fløjte og bratsch, skrevet af den ikke helt så unge (34 år) Marcus Lease, indledte koncerten med en opløftende friskhed og poesi, og forkyndte, at vi stadig befandt os indenfor trenden: ”Klart konciperet musicerende instrumentalmusik.” En trend som også denne koncert befæstede med Patrick Brennans (29 år) klaverværk Patterns in a Galactic Field (2011-13), der i to satser udfoldede en enkel og klart formuleret musik, hvis simple strukturer talte for sig selv. 

Som det vel er fremgået, tiltaler årets trend mig umiddelbart. Jeg holder af ren musik, særlig når den er klart formuleret i genkendelige gestalter, hvis indbyrdes spil udgør musikkens indhold. Så de unge komponister har en fan i mig. Det betyder dog ikke, at jeg ikke kan lide eksperimenter, eller de udvidelser af hvad man skal forstå ved begrebet musik, som tidligere år har været Pulsars tema. At de forskellige tilgange kan spille sammen og danne et frugtbart æstetisk helhedsbillede var aftenens sidste koncert et forbilledligt eksempel på. Indrammet af Jeppe Ernsts forunderlige åndedrætsbaserede værker ”+” og ”-”, intenst forløst af Alexander Stæger og Martin Stauning, udspillede koncerten sig i vekselvirkning mellem digtrecitation og 2014-trends-musik. Man kunne næsten spore en bevægelse fra ren åndedræt til poetisk tale over talende musik til musisk tale til ren musik til tale til musik og endelig en afsluttende udånding. De tre digtrecitationer fungerede overbevisende i samspillet med kammerværkerne, som igen spillede fint sammen med rammen. Ja, på trods af min generelle glæde over 2014-trenden, kommer man ikke udenom, at aftenens store scoop faktisk var koncertens originalt tænkte og elegant udførte ramme-værker, + og -.

Den kan tages for pålydende som et livstegn fra en verden, hvor al musik i sidste ende blot er ”sange” eller ”numre” på I-tunes

Dette fører til en afsluttende overvejelse. For som jeg indledningsvis nævnte har trends’ne bølget frem og tilbage mellem smukke og brutale klange, ja, er til tider endda gået helt væk fra klange. En bevægelse, der signalerer lærerkræfternes åbne fordomsfrihed. Eller måske de unge menneskers stærke egoer. Uanset hvad antyder det en ligeværdighed for alle musikalske udtryk. Og vel er alle udtryk lige værdige og lige velkomne. Men gennemgår man repertoiret i de internationale ny-musik festivaler ser man straks, at ikke alle udtryk karrieremæssigt er lige profitable. Er målet at slå igennem som stjerne i ny-musik miljøet, skal man ikke følge dette års trend, men snarere skele bagud til de tidligere års retninger.

Sådan er dét, og det kan ikke være anderledes.
Enhver branche har sine interne logikker og lovmæssigheder, som virker næsten bag om ryggen på alle gode hensigtserklæringer.

Derfor er der så megen desto mere grund til at glæde sig over fænomenet Pulsar, der gør det muligt at stifte kendskab til også den musik, der uden for konservatoriets mure risikerer at fremstå som mindre ”hip”, mindre ”revolutionerende” uanset, at dette på ingen måde gør den mindre ”god”.
Tak for det.


Læs mere om årets Pulsar Festival i festivalavisen her