23.08.11
Foto: V Lucas (KIT)

Hvem der bare var blind og en lille smule døv

Metropolis Festival 2011

Det var utroligt, at det kunne føles så dejligt at blive ført gennem byen med lukkede øjne og høreværn på - for dernæst at blive blæst omkuld af 500 vindinstrumenter. Sandra Boss rapporterer fra Metropolis 2011, der i år både bød på lydvandring gennem centrums kaotiske lydmiljø, og spektakulere vindinstrumenter på Amager Strand.

Egentlig kunne man jo bare gøre det selv. Stille sig op inde på Axel Torv, foran Scala, (af alle steder i København!), lukke øjnene og bare lytte. Sirener, biler, cykler, folk der taler på alverdens sprog, springvand, spillemaskiner, børn der græder, skrig fra tivoli, busser der pruster. Lugten af popkorn og os, og pludselige vindstød, der laver hvid støj på trommehinden.

Men det gør man måske ikke lige, og hvis man skulle gøre det, hvorfor i alverden skulle man også gøre det lige her? Dette sted er jo forfærdeligt, og jeg kunne forestille mig de første 100 mere interessante steder at lave en lydvandring, end lige netop her, hvor intet kan komme til sin ret.

Svaret kom alligevel til mig, da en spinkel hånd tog fat om min arm og ledte mig væk fra tivoli, trafik og turister. Min guide førte mig rundt om et hjørne, og det var en vild, fysisk fornemmelse at føle et nyt lydrum fysisk lukke sig omkring mig. Det var simpelt, men ekstremt effektivt.

Eller træde ind i et tog med høreværn på ørene, der fik skinnernes skrig til at forvandle sig til en dyb, behagelig rungen.

At føle underlaget under mine fødder ændre sig, og lyden følge i takt.

Eller høre hurtige skridt i et mylder af rytmer bevæge sig henover mit hoved, når de traskede af sted på en stentrappe på Hovedbanegården.

På mange måder føltes turen rundt i byen som en sær form for wellness, der tillod mig at afskære en sans, for at skabe plads de andre sanser.

Det var det franske kunstnerkollektiv Ici-Même, der havde tilrettelagt denne lydvandring som et led i Metropolis Festival, der satte fokus på kunst i byrymmet. Desværre havde Ici-Même, næsten som en klassisk turistfejl, udset sig det måske mest lydbelastede område i hele København, i og omkring hovedbanegården, hvor tempoet og dynamikken konstant var høj, og hvor mange af finesserne dermed aldrig rigtig kom til sin ret. Kompositionen, som lydvandringen efter sigende skulle danne, blev derfor for unuanceret, og jeg savnede flere reelle lydlommer, der kunne give mig nogle klanglige overraskelser.

Mit klimaks indtraf imidlertid, da min venlige guide med den meget spinkle arm og de tynde, rynkede fingre, havde placeret mig i et S-tog, som ventede på signal i en tunnel et sted mellem Vesterport og Hovedbanegården. Her stod jeg med lukkede øjne og høreværn på ørene med front mod de lukkede døre, og lyttede til tunnelens stilhed. Det var lækkert. En stærk tinitus hærgede i mit højre øre og i venstre øre pumpede min puls. Bassen kom fra et tog ude i horisonten, der sendte sine lavfrekvente bølger direkte ind i min øregang. Her stod jeg i 3-4 minutters tid, og det var fantastisk.

Personligt tror jeg godt, jeg kunne leve en rum tid under et høreværn med bind for øjnene.

Desværre satte toget i gang igen og min førerdame førte mig ud i Hovedbanegårdens mylder, hvor en narkoman mindede mig om realitetens absurditet, da han blev ved med at råbe efter mig: ”Hvad har I gang i? Prøver I at lege blinde eller hvad?”

Fra bilstøj til vindsymfoni
Mens København var ved at flyde over med festivaler, der skreg i munden på hinanden for at fange publikums gunst, stod der også 500 vindinstrumenter ude på Amager Strand og flagrede selvsikkert i vinden.

Igen havde Metropolis valgt at vise, hvor simpelt det kan være at skabe et imponerende lydlandskab. Og selvom projektet på papiret måske lød som en større omgang hippie-sovs, var der langt fra teenageværelsets drømmefangere til denne konstruktion, der imponerede i sit omfang, men i den grad også i sine klange.

Harmonic Fields var navnet på dette kæmpemæssige, mekaniske lydlaboratorium, der spyede spøgelsesagtige lyde ud af sine rør, strenge og piber. Der var både klokkespil, trommer, cello-kasser, bambusrør, propeller, gong’er og store vindklokker, der alle spillede klange og rytmer alt efter vindens position og styrke. Det var et overflødighedshorn af organiske, akustiske klange, der overraskede i sin blide styrke, der sagtens kunne blæse et ret stort vindomsust område op.

Det hele var sat sammen ud fra meget simple teknikker, som f.eks. en udspredt snøre, hvis vibrationer skabte dybe droner og en hul bambusgren med huller i, der gjorde det ud som fløjte. Krydret med lidt tandhjulsmekanik her og der, fremstod de forskellige dele som en helhed, der sendte tankerne tilbage til den schweiziske kunstner Jean Tinguelys mekaniske skulpturer eller et kubistisk Picasso-maleri af efterladte instrumentdele.

Og så er det jo altid sjovt, når man kan gå rundt inde i kunstværk, hvilket sker for sjældent. Hele konstruktionen formede en akustisk surroundoplevelse, hvor jeg kunne gå rundt og føle mig fuldkommen ene om netop det jeg hørte, da alt lød forskelligt afhængigt af så mange ukontrollerede parametre som vind og retning nu engang dikterer. Tilsammen skabte det store blæserensemble tilfældighedsstrukturer, som man, alt efter temperament, kunne stykke sammen til et større, avantgardistisk værk, eller, som det måske mere var tilfældet, bare kunne lade sig rive med af og studse over hvor varierede lyde, så simple mekanismer kunne producere.

Denne solskinsdag på Amager, hvor børnefamilier, pensionister og turister var valfartet til strandparken, fremstod installationen mest som en legeplads, hvilket det nok også bare var, og hvilket føltes dejligt befriende. Samtidig gjorde værket det ekstremt tydeligt, hvor nemt det er at få folk til at lytte til ekstremt kompliceret musik, når det ikke længere er gemt bag avanceret elektronik og forstærkning. Lidt ligesom at servere knuste vitaminpiller i børns mad, så de med tiden kan vokse sig store og stærke.

Københavns Kommune burde købe Harmonic Fields som en fast lydlegeplads, hvor mennesker i alle aldre til hver en tid kan søge hen og lade sig forundre over lydens simple og imponerende udtryk.

Hør også Ditte Holms lydreportage fra Harmonic Fields

Metropolis Festival
City Sound Concert, Ici-Même
Harmonic Fields, Pierre Sauvageot/Lieux Public & Cie