07.06.11
Foto: Alexander Banck-Petersen

Åbenbaringer og overflod

Athelas New Music Festival 2011

Dette års Athelas New Music Festival kom med to vidt forskellige bud på, hvordan musikkens felt kan udvides gennem nytænkende iscenesættelser. Under overskriften Tick, Tack, Tock voksede nye lag frem hos avantgardens mestre i samspillet med visuals, skæve rekvisitter og nøje planlagt koreografi. Til gengæld druknede musikken, da en overflod af overgjorte aktiviteter var bragt ind i manegen hos den unge danske duo Klejs og Rønsholdt. 

Med Ligeti, Feldman, Nørgård og Reich på programmet var forventningerne til onsdagens program på Athelas New Music Festival skruet helt derop, hvor forventningens glæde truer med en ordentlig fuser. Og forventningen blev i den grad overfuset – på den gode måde dog, hvor værkerne, både hver for sig og sammen, tog trumf og totalt overrumplede både øjne og ører med en imponerende og gennemført totaloplevelse.

Parat start
Tiden var løbet løbsk denne aften, hvilket stod klart allerede fra første taktslag, hvor tiden blev udstrakt til en mærkelig plasma, der kunne formes alt efter ørets fokus i rummet.

Med 100 metronomer placeret i en stor halvcirkel blev Ligetis ”Poéme Symphonique” sat i gang. Hver enkel metronom var indstillet til at opmåle tiden ud fra sin egen tidsfornemmelse, hvilket resulterede i en sart men perspektivrig akustisk oplevelse, hvor øret frit kunne gå på oplevelse i et væld af amorfe, rytmiske mønstre. Det overvældende stereoperspektiv udeblev desværre for os, der ikke havde været hurtige nok til en plads i midten af salen, hvor værket formegentlig kunne være kommet ordentligt til sin ret. Men pyt med det. Det var totalt fedt endelig at opleve dette værk på dansk grund, som jeg indtil nu kun har fornøjet mig med gennem dårlige youtube-videoer. Og det var en fantastisk oplevelse, at der nu var blevet sat tid og opmærksomhed af til i fællesskab at lytte til den simple maskine, som metronomen er. At publikum efterfølgende ikke helt vidste, hvorvidt de skulle klappe af maskinen eller ej, da det sidste taktslag var blevet slået, satte blot en ekstra tyk streg under værkets underspillede, men geniale, indlejrede performativitet. 

(Foto: Alexander Banck-Petersen)

Efter denne menneskeløse musik blev rummet indtaget af en engel og hendes kloner. Sopranen Sofie Elkjær Jensen sang Morton Feldmans ”3 voices” fra 1985 sammen med sine dobbeltgængere, der var placeret på et stort lærred i baggrunden. Med en tilført gestisk koreografi, hvor Sofie Elkjær Jensen skubbede en blodrød streg op og ned alt efter sangens sange skæve veje, fungerede visualiteten som et forførende element, der understøttede værkets og stemmernes nerve. Det var enkelt og usandsynligt smukt.

Kapløb med tiden
Forestillingen fortsatte med et kapløb med tiden. Per Nørgaards stykke ”Achilles og skildpadden” åbnede for et umuligt væddeløb mellem to, på papiret ulige, konkurrenter: En racercyklist i reklameplastret, tætsiddende cykeltøj hjulede derudaf fra det ene hjørne af salen – til trods for de kraftige tramp i pedalerne rykkede cyklisten sig kun ganske langsomt fremad. I det andet hjørne hamrede en pianist løs i tangenterne på et flygel, hvilket syntes at få det til at rykke sit kæmpe korpus langsomt fremad. Iscenesættelsen var lige i øjet og understøttede musikkens lag af sekvenser, der kæmpede mod hinanden. En ulidelig musikalsk kamp med en stigning uden for kategori. Væddeløbet endte i et brag af et nederlag efter at konkurrenterne havde passeret hinanden, og flyglets tangenter strittede og vibrerede for endelig at blive hamret til døde, da låget blev smækket demonstrativt i. 

At tabe tiden
Aftenens højdepunkt indtraf da Steve Reich for anden gang var på programmet. Første gang havde værket ”Pendulum Music” svunget sine skæbnesvangre og smukke feedback-toner gennem rummet. Det simple system tilbød en rytmisk foranderlighed, der var hypnotiserende og som med fordel kunne være blevet strakt endnu længere end tilfældet var. 

Men der skulle jo også være tid til Reichs ”Four Organs”, som mere end noget andet denne aften satte et fysisk greb omkring mig. Og her var der heldigvis på ingen måder gået på kompromis med tiden. Den blev strakt til den yderste, smertefulde grænse – der, hvor det fysiske nærvær opstår. Værkets sanselige element fik sin fuldendte illustration i mødet mellem det ensomme menneske i midten, der var udstyret med et sæt maracas og omringet af fire, farverige Farfisa-orgler. Mens maracas-spilleren pligtopfyldende holdt takten gennem hele stykket i en kraftudfoldelse af fysisk udholdenhed, der må have krævet en stor portion træning op til koncerten, snublede tonerne fra orglerne over hinanden og skabte mættede lag af nye klange. I takt med at skiftene gik langsommere og langsommere kunne øret finde sig tilrette og udforske de afkroge, som det simple rytmiske mønster indeholdt. Værket var et udstyrsstykke i tidsopfattelse, hvor tiden rent ud sagt blev udslettet og tilbage stod et fysisk nærvær af klang.   

Efter oplevelsen af disse fem værker på én og samme aften stod ét klart billede tilbage på nethinden: Man havde været vidne til et minutiøst, tilrettelagt stykke musikalsk scenekunst, hvor intet måtte, og intet gik galt. Tilmed de flotte overgange mellem de enkelte værker kørte og lød som smurt elektronik i øregangene. Alt var planlagt til mindste detalje, og den eneste anke man kan have ved et sådan set-up er, at det hele bliver så forbandet stramt. 

Til gengæld viste det sig dagen efter, at det er ååh så langt meget bedre at være stram i betrækket end slap i mælet.

(Foto: Uffe Paulsen)

Amorf provinsdisko møder ufarlig splatter
Klejs og Rønsholdt ville rigtig meget torsdag aften, da de under titlen ”Racer – en kærlighedshistorie” introducerede et udpluk af friske værker fra duoens bagkatalog. 

Forestillingen lagde ud i det stille hjørne. Med strygere der frembragte sarte klange på strengene og udforskede den ældgamle, trækasses klanglige muligheder, var jeg fanget. Jeg spidsede ører og var med en stor del af vejen. Men før stykkerne var gået i gang, var de desværre færdige og selv efter alle fire satser, sad jeg tilbage med en uforløst følelse af at være blevet lovet noget, som aldrig kom.

Den uforløste spænding prøvede imidlertid at finde sin forløsning i næste værk, hvor strygerne var blevet placeret bag et udstrakt lærred, hvor de spillede sammen med det ligeledes usynlige elektroniske musik. Skyggespillet var meget sejt i de små afmålte momenter, det kom til sin ret, og det fungerede også delvist til at simulere den aggressivitet, som musikken måske gerne ville lægge for dagen. Alligevel endte det i frustration, da skyggespillet sammen med de ligegyldige visuals på ingen måder understøttede musikken, men mere stjal al opmærksomhed uden egentlig havde noget på hjerte.

Som koncerten skred frem, og flere elementer kom i spil, tiltog min forvirring. Strygerne kom snart tilbage på deres pladser i midten af salen, hvilket gav mig lidt ro. Til gengæld blev de oversvømmet af visuals med skov- og kropsmotiver, der lyste fra både den store bagskærm og en mindre skærm ude i siden. Derudover hang der en slags motor-lignende genstand ned fra loftet, hvorpå der var klistret nogle små vandballoner. Man anede et gavepakkebord i venstre side af scenen, hvor også nogle saxofoner stod og hvilede, og allerede her gruede jeg lidt for, hvordan mon disse ting skulle kunne nå at komme i spil. Ude i siden stod Klejs og Rønsholdt selv og styrede de mange marionetter, de var i færd med at sætte i spil.

Der var så mange elementer, at man knap nok kunne finde ud af, hvor man skulle fokusere. Skulle jeg lade mine øjne hvile i de mange visuals, som ofte tog udgangspunkt i den udtømte, klassiske spejlingseffekt? Eller skulle jeg fokusere på den motor, der hang ned fra loftet, og som Signe Klejs nænsomt filmede, mens hun skar nogle balloner op med en skalpel, og ud dryppede en klistrende masse? Og hvorfor ikke også lige spille lidt på de saxofoner, nu når der også var sådan nogle? Med gavelegen til sidst, hvor Rønsholdt pakkede madvarer ind i små gaveæsker, mens Klejs pakkede nogle andre gaver ud, der viste sig at indeholde de måske pulveriserede madvarers farverige rester, var jeg nået mit mætningspunkt. Til tonerne fra et playback-track lavede duoen noget, der kunne minde om en kunstnerisk performance, men som bare ikke var det.  

Ja, så mange ord og endnu så få, der har sagt noget om musikken. En pointe der måske taler for sig selv. Den elektroniske musik, som Rønsholdt havde stykket sammen, fik imidlertid en del plads at boltre sig på. Materialet byggede blandt andet på nogle sarte, syntetiske, højfrekvente lyde blandet med reallyde. Det var måske ikke det mest nytænkende materiale, man kunne forestille sig, men måske lå det og gemte sig et sted under den stønnende, hviskende stemme (som i følge programmet læste tekster af Ulrike Meinhof), der desværre sørgede for at krumme min øregang fuldkommen sammen, så jeg ikke kunne høre det. 

Musikken fik senere mere magt og fik for alvor trængt sig på, da en række, næsten kitch techno-beats og en dundrende bas rystede hele lokalet. Hermed fik Rønsholdt skabt et absurd sammenstød mellem et provinsdisko og en strygekvartet. Jeg er stadig i chok, og ved næsten ikke helt hvordan jeg skal placere mine ord. Det var som om Rønsholdt havde sluppet en fortrængt dance-knægt løs, som bare endnu ikke havde fundet den rigtige kompressor til at lave det heftige punch, der for alvor kunne have gjort både beatet og bassen farlig. Og strygerne. De var der, men fungerede mere som statister end egentlige medvirkende, som de sad der måbende tilbage i lokalet.

Klejs og Rønsholdts forestilling torsdag aften viste, at den musikalske iscenesættelse hurtigt kan kamme over. Der var mange gode ambitioner, men alt for mange elementer, hvor mange af dem forekom mig at være blevet iscenesat, fordi – ja, simpelthen bare fordi man kunne.

Tick, Tack, Tock. Staged Music – Staged Time (Republique, 1. juni 2011)
Jacob F. Schokking – iscenesætter og scenograf
Sofie Elkjær Jensen – sopran
Kristoffer Hyldig – klaver, orgel
Christian Winther Christensen – live electronics og orgel
Alexander Ross McKenzie, Manuel Esperilla – orgel
Mathias Reumert – maracas
Morton Feldman (1926-1987): “3 Voices” (1982)
György Ligeti (1923-2006): “Poème Symphonique” for 100 metronomer (1962)
Per Nørgård (f. 1932): “Achilles og Skildpadden” for soloklaver (1983)
Steve Reich (f. 1936): “Four Organs” (1970) for 4 Farfisa-orgler og maracas
“Pendulum Music” (1968/1973) for mikrofoner, forstærkere og højttalere
Transitioner, interventioner og remix ved Christian Winther Christensen

Racer – Kærligheden er en racerbil! (Republique, 2. juni 2011)
Klejs & Rønsholdt med Athelas Chamber Players