26.05.16
Foto: Samuel Olandersson

Illusionisterne

Reportage fra Spor Festival 2016, 12.-15. maj i Århus

Tryllekunsten lå som et magisk velourtæppe over årets Spor Festival. Hvor springer kaninen egentlig hen, når komponisten trækker den op af hatten?

»Altså, undskyld, men det er meget irriterende for mig, at du sidder der med din lysende iPad og tager billeder midt under opførelsen.« En mand to sæder ved siden af mig har det mod, jeg mangler. Siger til vores fælles nabo, at han skal lægge tingesten væk og koncentrere sig om Stefan Prins’ værk deroppe på scenen, hvor et lille hold musikere er i gang med at opføre et afskrællet lydteater.

Der går fem minutter. Så tager han sin iPad frem igen. Jeg orker ikke at diskutere med folk under koncerter, men mit nye forbillede to sæder ved siden af fortsætter sine protester. Han har nok også betalt for at komme ind, og han har sin kone med, og der er sikkert noget med ære i gang derovre til højre for mig. Til sidst kryber fredsforstyrreren til korset. »Det er en del af værket.« Chok, vantro. Hvad for noget? Ganske vist er der også lige sket noget med den afskrællede æstetik kort forinden; den har krøllet sig baglæns sammen i en glitchet opskruethed og er blevet aggressivt elektronisk i et par minutter. Men alligevel – der var lige faldet ro over tingene igen, og nu dette.

Så holder han sin iPad op i strakte arme, og den begynder at larme og blinke og hvad ved jeg. What?! Okay, måske blinker den ikke, men det føles, som om den gør det. Og pludselig begynder andre iPads at rejse sig op for enden af strakte arme blandt publikum, alle sammen med små live-gengivelser af detaljer på scenen. Vi er blevet snydt, og hvad foregår der i det hele taget egentlig lige?

Stefan Prins' »Mirror Box Extensions«. Foto: Samuel Olandersson

Hokus pokus
Måske det her med at blive narret er den nye ting derovre på Spor Festival i Århus. De fik mig også sidste år under Simon Steen-Andersens Inszenierte Nacht. Der, hvor man sidder og ser en frygtløs pianist kæmpe sig igennem Ravels Gaspard de la nuit, og hvor han til sidst giver op men musikken alligevel fortsætter. Gotcha!

Vi er blevet snydt, og hvad foregår der i det hele taget egentlig lige?

I år har man så sendt bud ud til resten af verdens trickstere. Send jeres tryllerier til os, temaet er »What You See Is (Not) What You Get«. Det belgiske illusionskorps Nadar Ensemble er hyret som gæstekuratorer, og Stefan Prins er deres kunstneriske leder. Han er nem at kende henne ved mikserpulten med sit store, sorte mikrofonhår og et ansigt, der virker kronisk interesseret i verden omkring ham.

Prins er født i samme verden som Steen-Andersen, der i øvrigt er en af de komponister, Nadar har allerflest værker af i repertoiret. En anden er Johannes Kreidler, den tyske enfant terrible inden for det audiovisuelle, og hvis man kender til Steen-Andersen og Kreidler, så kan man også forestille sig, hvor Prins’ Mirror Box Extensions (2015) hører hjemme.

Scenen indtages af både levende og båndede musikere, grænserne er nogenlunde ophævet af de lange, halvgennemsigtige slør, der hænger ned fra loftet og på én og samme tid fungerer som distance til de levende og lærred for de projicerede. Musikken er fragmentarisk, men de spiller den med hinanden – levende og båndede  for som Prins senere fortæller, så lever vi i en verden, hvor det ikke længere giver mening at skelne skarpt mellem at være virtuel og in real life.

Og så aner man altså heller ikke, om man sidder ved siden af et rigtigt menneske eller en eller anden performer-fyr, når man sidder der helt fredeligt og tysser på sin sidemand.

»Bluff«
Ud over Prins’ ret kaotiske værk, der savner noget musikalsk dybde midt i alle sine visuelle tricks og den glitchede sammenkrølning, opfører Nadar også Bluff (2015), et samarbejde mellem den tyske komponist Michael Beil og den fransk-tyske dramaturg Thierry Bruehl. To ret så erfarne herrer med rimelig høj cigarføring, der har haft kunstneriske illusioner som omdrejningspunktet for deres samarbejde de sidste ti år.

De vil gerne dekonstruere musikkens elementer, Beil og Bruehl. Musikerne kommer på scenen og ser forvirrede rundt i salen, som om alt virker fremmed for dem. Til venstre står der et podie med en indspilningsmikrofon, til højre er det røde tæppe trukket halvt for, så man ikke kan se, at det skjuler en fotoboks, der er forbundet til to store lærreder og sender sine videoer i forskudte mønstre.

»We’ve encountered some technical difficulties,« siger basunisten.

Nogle gange spiller musikerne, nogle gange indspiller de, nogle gange filmer de, og nogle gange løber de rundt i ring på scenen, som om de var ved at varme op til idræt. »We’ve encountered some technical difficulties,« siger basunisten. Han er klædt i en grå Sherlock Holmes-frakke, der sidder så tæt om livet, at han får en komisk anderumpe; forestil dig Daniel Craigs sjove bror. Ordene bliver gentaget flere gange undervejs, mens han kigger hemmelighedsfuldt ud på publikum. Glitch-æstetikken lever.

Stilen er lige så kaotisk og kalejdoskopisk som hos Prins. Det hele bliver kædet sammen af et atonalt fragment, de spiller igen og igen, indtil musikken bliver én af mange rekvisitter. Tæppet bliver trukket helt fra, illusionisterne afslører deres videotrick, mens vanviddet fortsætter. Og ude i foyeren kører Nicolas Provosts Plot Point-filmtrilogi fra 2007, en fascinerende hyldest til anti-plottet. Jeg er ikke den eneste, der ikke kan rumme mere den aften og skipper Puce Marys noise-performance på natklubben Double Rainbow.

Musikerne i kø til fotoboksen i »Bluff«. Foto: Samuel Olandersson

Kække distanceringer
Mens jeg ligger der på mit discounthotels skummadras og kigger op i loftet, kan jeg godt se, at Nadar-koncerten har sat noget i gang. Det er næsten, som om den ny musik befinder sig midt i et kupforsøg, når jeg at tænke. Hvem der kupper hvem, det er stadig lidt uklart.

Det er næsten, som om den ny musik befinder sig midt i et kupforsøg, når jeg at tænke.

Det norske asamisimasa-ensemble er også i Århus, ligesom landsmanden Trond Reinholdtsen. Han er i sine fyrrere, og oversat til ny musik-år betyder det, at Reinholdtsen stadig bliver kaldt en ung komponist. Hans trademark, hvor musikken bliver afbrudt af hans enetaler, er i hvert fald ungdommeligt kækt.

Asamisimasa-musikerne får lige et par takters fred i begyndelsen af Reinholdtsens Music As Emotion (2007/16), men så overtager komponisten med en forelæsning: om musikkens mulighed for at formidle bestemte følelser. Vel nok det ældste emne i musikhåndbogen. Han kaster handouts ud til publikum og tester så vores evne til at forstå små Wagner-fragmenter opført af ensemblet. »Didn’t you read your papers?« spørger han forarget, når vi svarer forkert. »It was fear

Vi skal med Reinholdtsen til psykolog for at høre, om hans tilstedeværelse måske ikke skygger lidt vel rigeligt for musikken.

Alle forlader scenen, og en video toner frem. Vi skal med Reinholdtsen til psykolog for at høre, om hans tilstedeværelse måske ikke skygger lidt vel rigeligt for musikken. »Det kan godt skabe irritation,« fortæller psykologen. Latter fra salen. »Ahh, min yndlingsfølelse,« udbryder video-Reinholdtsen. Større latter. Og min egen irritation over hans distance til musikken er sådan set ægte nok, det vil jeg gerne have ført til referat.

Samme boldgade med amerikanske Jessie Marino, både i The Whale Is a Capital Fish (2016) og i duo-performancen med Natacha Diels. Førstnævnte vil gerne diskutere, om man kan oversætte mellem forskellige sprog, og det udvikler sig til et lille tale- og lydteater med problematisering og iscenesættelse af spanske gloser og morsekode-banken på små elektroakustiske kontakter. Sidstnævnte er en form for hyldest til infantiliteten, en langstrakt leg med tilfældige lyde og tittebøh-mimik. Lidt svært at engagere sig i den form for distancering, efter duoen har været halvanden time forsinket og klokken har nærmet sig midnat – udtrykket virker forceret, næsten ungdommeligt meget forceret.

Komponist Trond Reinholdtsen har indtaget pulten. Foto: Samuel Olandersson

Komponisthat, tryllehat
Men det er nu altså meget interessent, hvad der foregår under festivalen. Det er vel den udgave af Spor, der har haft det allerstørste fokus på performance og video, siden festivalen blev født i 2005. Når enkelte værker som Niels Rønsholdts Songs of Doubt (2015) tager den traditionelle komponisthat på, virker de næsten som blinde passagerer. Rønsholdt kompenserer dog for sin helt almindelige – poppede, alvorligt indfølte og nok også lovlig lange – sangcyklus for kor ved at projicere kæmpe, sort-hvide optagelser af sig selv i bar overkrop op på lærredet, optaget med reklamefilmsagtig sans for forholdet mellem lys og mørke, næsten som om han solgte underbukser ved siden af. Værket modtager festivalens største applaus, ligesom ved uropførelsen i Holland sidste år.

»Wow,« tænker man midt i den hektiske klipning.

I nogle værker virker det visuelle unødigt illustrerende. Det gælder også Nicolai Worsaaes Saariaho-negleskurrende strygekvartet Squawk (2016), hvor de fire strygere er gemt væk omme bag et lærred, der så til gengæld streamer deres opførelse sammen med optagelser fra Apollo-månelandingen. I andre værker er forholdet mellem video og musik mere organisk. Alexander Schuberts Hello (2014) viser for eksempel, hvor effektfuldt det kan være, når komponisten træder frem på lærredet i opskruede, forproducerede sekvenser og kommanderer med musikerne på scenen. »Wow,« tænker man midt i den hektiske klipning.

Samme »wow«, når Nadar-koncertens Bluff pludselig viser en af de forskudte videoer med pianisten, som kigger ned på scenen fra de to lærreder og lader sin finger vandre pegende hen over skærmen, samtidig med at hun løber hen over scenen sammen med resten af musikerne i nøjagtig samme bevægelse som fingeren. Hvordan gjorde I dét? Ligesom når tryllekunstneren saver sin forlovede midtover og samler hende igen, eller når han hiver kanin nummer otte op af hatten.

Øm programmering i Vitalija Glovackytes »Virtual Love«. Foto: Samuel Olandersson

Vilde kaniner
Hvor løber kaninerne så egentlig hen, når de er oppe af hatten her på Spor Festival? Det er det, jeg ligger og tænker over på skummadrassen, når koncerterne er ovre. De fleste af dem ser ud til bare at lave en form for amokløb i alle retninger eller på ét sted. Under Scenatets åbningskoncert starter østrigske Eva Reiters Alle Verbindungen gelten nur jetzt (2008) ligesom et kvarter inde i en Hendrix-solo og bliver kun mere helikopterkaotisk, som tiden går.

I nogle tilfælde føles det lidt som at se en Christopher Nolan-film

Det er, som om viljen til at komponere ikke er helt så stærk på festivalen som viljen til at fortrylle og dramatisere; det musikalske er ikke altid på højde med det visuelle udtryk. I nogle tilfælde føles det lidt som at se en Christopher Nolan-film, hvor alt er lagt an på plottets overraskende drejning halvanden time inde i fortællingen. Abraca-dabra.

Tonekunstnerne har fødselsdag
Til gengæld er der også komponister, der forstår at håndtere det kaotiske. Musikalsk set er Aarhus Unge Tonekunstneres 50-års jubilæumskoncert nok det, der står stærkest på årets festival. Østrigske Matthias Kranebitter har fast hånd om de vilde kaniner i Dead Girl (Requiem E) fra 2008. Som så mange andre arbejder han med et elektronisk backtrack, der møder livemusikere, i dette tilfælde en fløjtenist og en elguitarist.

I modsætning til så mange andre er backtracket til gengæld ikke bare behagelige, diskante regndryp-på-paraplyen-lyde. Elektronikken tramper famlende med fejllyde, løs kontrabasstreng og trommemaskine, den rummer mange modsatrettede og viljestærke elementer. Oven over asfaltjunglen skriger så en piccolo- eller tværfløjte, og elguitaren bevæger sig rundt med en halvmekanisk tøven.

Musikalsk set er Aarhus Unge Tonekunstneres 50-års jubilæumskoncert nok det, der står stærkest på årets festival.

Det er britiske Another Contemporary Music Ensemble og østrigske Black Page Orchestra, der opfører jubilæumskoncerten, og jeg bider også mærke i ungarske Mirela Ivicevic, der har god hånd om sit spil mellem det afdæmpede og det kaotiske i The F Song (Dominosa VII) fra 2014.

Men det er måske særligt litauiske Vitalija Glovackytes Virtual Love (2016), der rammer publikum. En lille, rørende fortælling om en langskægget programmør, der sidder med sit lillebitte musikkeyboard og langsomt programmerer en pige frem på lærredet ved siden af ham, holdt helt enkelt og nostalgisk i sort-hvid via billedfremviser. Musikken er så enkel som programmør-bip og newage-synth, indtil de koder, man kan høre ham sidde og indtaste, langsomt dukker frem som et helt let kaos. Det er altså ømt.

Lawrence Malstafs installation »Mirror«. Foto: Samuel Olandersson

Tricksternes parade
I Lawrence Malstafs installation Mirror (2002) sætter du dig ind i et mørkt rum og kigger ind i et stort spejl. Spejlet begynder at ryste, og dit ansigt forlader langsomt kroppen, som om der stod en Dementor og sugede livet ud af dig. Pludselig – plop! – forsvinder du helt, og det eneste, du ser i spejlet, er læderstolen, du sidder på.

Spejlet begynder at ryste, og dit ansigt forlader langsomt kroppen, som om der stod en Dementor og sugede livet ud af dig.

Der gemmer sig potentialer i at se ligheder mellem komponister og illusionister. Er der ikke stadig lidt magi i musik? Potentialer, men selvfølgelig også faldgruber, ligesom det er tilfældet med billedkunstens op-art, der snyder og bedrager sanserne. Jeg tror ikke, jeg vil tage parti for eller imod tricksterne på Spor Festival. Nogle gange fungerer det audiovisuelle og nærmer sig noget sublimt. Andre gange sker det på bekostning af noget, jeg er så midlertidigt reaktionær at kalde musikken.

En god festival sætter tanker i gang, så Spor Festival var en god festival i år. Ikke alle værker var lige langtidsholdbare, sådan vil jeg sige det. Når det musikalske element bevæger sig i retning af at blive en rekvisit i et visuelt illusionsnummer, så fortager fortryllelsen sig hurtigere, end hvis man kan høre den kompositoriske vilje rumstere i musikken. Og så ligger man og stirrer op i et loft og tæller kaniner og tænker over, hvad der bliver af dem.