Kærlig rebel fejrer 80 års fødselsdag

Pelle Gudmundsen-Holmgreens musikalske univers er ganske signifikant med en forkærlighed for det humoristiske, gerne grænsende til det groteske, men altid velstruktureret og yderst gennemtænkt. Det er aldrig helt udtalt det ene eller det andet; for netop rummet mellem de veldefinerede genrer elsker han at pille ved. Værker som Tricolore, Plateau pour deux, Je ne me tirais jamais. Jamais, Symphony Antiphony, Konstateringer, Tryptikon og Octopus er værker, der vidner om, at vi har at gøre med en rigtig rebel - men en kærlig én af slagsen. Den kedsommelige hverdag er således guf for Pelle Gudmundsen-Holmgreen, der gerne transformerer ulidelige kommunale gråtoner om til et musikalsk værk, der river og trækker i tiden, indtil man som tilhører fysisk kan mærke hvor rædselsfuldt og meningsløst det hele kan være. Andre værker er ekstremt udadvendte og stærkt inspireret af jazz og minimalisme, sammenkogt i et moderne tonesprog. Den klassiske skønhed er heller ikke udeladt og optræder i sin mest naive form i værker som Konstateringer og Antiphony-delen af Symphony Antiphony. På det seneste er især denne del trådt mere frem og den grovkornede ironi knap så udtalt. Klaverkoncerten viste en Pelle Gudmundsen-Holmgreen, der næsten var lidt for klassisk og velklingende, især for de hårdkogte fans af hans stil.

Tæt forbundne værker
Aftenens koncert viste ligeledes en generelt mildere og blødere Pelle Gudmundsen-Holmgreen, der på smukkeste og mest naturlige vis taget John Dowland i hånden og lukket renæssancekomponistens musik ind i sit vildnis af løjerlige, komiske og groteske virkemidler. I værket Turn II var det som om de to komponisters musik flød side om side. Det instrumentale overfor det vokale. Til trods for deres forskelligartede udtryk forstyrrede de på intet tidspunkt hinanden nok til, at der opstod en egentlig konfrontation. Den kamp man kunne have forventet mellem det instrumentale og vokale var afløst af en accept af hinandens forskellighed.

Inden da havde Gudmundsen-Holmgreen underholdt os i værket Run for ensemble. Værket var en energiudladning grænsende til det kaotiske, med kærlige tanker sendt til jazzens jamsessions. Men ligesom netop med jazzen, var aftenens musik altid formaliseret i det Gudmundsen-Holmgreen selv kalder symmetriske tonegitre og rundgange. De to første værker virkede tæt forbundne i deres tonemateriale, men også i deres forskellighed. Lidt som yin og yang i den kinesiske kosmologi. London Sinfonietta formidlede dette værk fabelagtigt, kraftfuldt og overbevisende. Theatre of Voices med Paul Hillier i spidsen, var fornemme ambassadører for de krævende,  udtryksmæssige og meget forskelligartede satser. Formidlingen af de forskellige karakterer, der optrådte i værkerne var overbevisende og blev gjort med en utrolig stærk indlevelse.  

Theatre of Voices med Paul Hillier i spidsen, virkede som om de var på hjemmebane og formidlede overbevisende og med stærk indlevelse de forskellige karakterer og personligheder, der optrådte i aftenens værker.

Flow my tears
En anden stærk kraft, der bandt koncerten sammen, var John Dowlands Flow my tears. Få komponister besidder den evne til at skrive sange, der er så smukke, fine og skrøbelige som John Dowlands. Således, har mange komponister i tidens løb ladet sig friste til at anvende Dowland i deres værker. Selvom Gudmundsen-Holmgreen legede og manipulerede med teksten og hakkede alt ud i lydlige fragmenter tilsat små komiske kommentarer, så kunne han til sidst ikke lade være med at give så meget plads til Dowlands sang, at man fornemmede, hvor meget han må holde af Flow my tears.

Og hvordan slutter man så, når man har fået sovset sig ind i dette væld af skønhed? Jo, man slutter det hele af med en kort dråbeformet tone, der falder til jorden og hverken efterlader spor eller svar.

En farverig afslutning
Sidste værk på programmet, Company (2010) for vokalkvartet og sinfonietta, havde meget anderledes karakter end de foregående, med et mere farverigt og mangetydigt udtryk end i f. eks de vokale værker. Selskabet havde praktisk talt udvidet sig, og var man blevet henført af de intime vokalværker forinden, fik man nu travlt med at hænge på vognen. Alle løse tråde og ender skulle samles og måske gik det lidt ud over klarheden i værket. Men på baggrund af koncertens forløb og sammensætning af stykker, gav det i sidste ende alligevel mening.

Værker, der vokser med tiden
De koncertgæster jeg snakkede med i pausen og efter koncerten havde meget delte meninger om koncerten. Nogle havde håbet, at det var mindre sentimentalt eller mere grotesk (”...mere Pelle'skt”, sagde de), mens andre var helt vildt begejstret. Selv var jeg mest vild med Turn II, der for mig var magisk flydende og plastisk - og på én og samme tid mærkelig hakket. Igen et vidnesbyrd om, at Gudmundsen-Holmgreen formår at integrere kontrasterende elementer med hinanden, uden at de mister værdi.

Jeg tror dog, at jeg vil se tiden an, inden jeg bedømmer hele den oplevelse, han gav mig. For det er som om Gudmundsen-Holmgreens værker vokser sig store med tiden. Man kan føle sig lettere udstrakt eller maltrakteret efter at have hørt et af Gudmundsen-Holmgreens værker. Det var tilfældet for mig, da jeg første gang hørte Je ne me tirais jamais. Jamais. Jeg var faktisk dengang sikker på, at det var et dårligt værk. Men det har siden ændret sig.

Konstateringer
Det slår mig, at Gudmundsen-Holmgreens kunstneriske vision måske er, at vi altid skal turde gå med på musikkens præmisser og glemme de præferencer og fordomme, vi har med os i rygsækken. Jeg gætter bare. Ikke desto mindre virker han frygtløs overfor brugen af klichéer og mikser gerne vidt forskellige genrer og musikalske elementer, som i nogles øjne absolut burde være adskilt. Han gør det med et glimt i øjet, og dog så tror jeg han mener det meste.

Koncerten i Diamanten i lørdags var et vellykket og smukt vidnesbyrd om nu 80-årige Pelle Gudmundsen-Holmgreen fantastiske musikalske rejse. En rejse, som også er en musikalsk gave til alle os, der har lyttet med undervejs – og stadig gør det.