07.08.13
Vagn E. Olsson, Untitled, 2006 – 2013. Foto Signe Lupnov

Krystalliserende Fluxus i Henning Christiansens Arkiv

Fra 22.-23. juni transformerede Kunsthal 44 Møn sig til en mini performance festival med underjordiske sinustoner, ’dødedans’, karmintrombone, en 8-hændig orgelkomposition og et ulvehyl som afslutning. Festivalen, The Hammer without a Master: Henning Christiansen’s archive, indviede museets nyerhvervede bygning, der fremover skal huse den nu afdøde Fluxus kunstner og komponist Henning Christiansens vidtfavnende arkiv.

The Hammer without a Master dækker både over en udstilling og en festival. Kunsthal 44 Møn har opkøbt rettighederne til Henning Christiansens arkiv, som fremover skal huses i en nyerhvervet nabobygning til museet. På sigt skal bygningen fungere som sommerresidens for unge komponister, kuratorer og kunstnere. Det nye hus bliver indviet med en udstilling, hvor en række billedkunstnere, lydkunstnere og komponister har fortolket værker fra arkivet. Til udstillingen har de skabt stedsspecifikke installationer, der favner forskellige aspekter af Henning Christiansens kunstneriske virke. 

Intentionen er at skabe en relation mellem Fluxus bevægelsen og nutidens eksperimenterende musik, noise og lydkunst. Således blev udstillingen åbnet med en spektakulær mini festival, hvor de inviterede kunstnere havde udviklet nye performances og kompositioner til lejligheden.

Undertoner af TR Kirstein og Claus Haxholm. Foto Signe Lupnov

En havefest i et virvar af lyde
Da jeg ankommer til Kunsthal 44 Møn i Askeby lørdag middag, lyder en let summen fra et hvidt bondehus. Det er her Henning Christiansens arkiv fremover skal huses.  Inde i husets gårdhave sidder folk i sporadisk placerede havemøbler med solhatte og engangsbægre. Indtil videre er der 30-40 gæster. Flere lokale mønboere, men også en del københavnere og internationale gæster har fundet vej til festivalen. Et øjeblik er det lidt som at være ankommet til en havefest. Og så alligevel ikke helt, for inde fra huset lyder et konstant virvar af rislen, rungen og dunken.

I enerum med Henning Christiansen
I alle husets rum er der installationer. På toilettet hænger en højtaler i loftet, og her er det muligt at være i enerum med Henning Christiansens kompositioner, hvor han bl.a. synger om diverse forfærdeligheder i et fornøjet toneleje. ’Don’t take a dump’ advarer en forbipasserende gæst, der aner forvirringen i mit ansigt. Forstået!

På toilettet hænger en højtaler i loftet, og her er det muligt at være i enerum med Henning Christiansens kompositioner

Selvom der er en hjemlig atmosfære i huset, gælder de vante husregler ikke længere: Installationerne har indtaget huset. På førstesalen er en meterlang klaverstreng spændt tværs ud over loftet, og i entréen lyder en roterende rislen fra kinetiske skulpturer. I kaminen synger en trombone, og gennem stuevinduet er det muligt at ane to højtalere i forhaven, der står og blæser orgelmusik ud i græsset. Lyden fra de forskellige værker flyder sammen og virker svimlende for ørerne. At bevæge sig rundt i huset er som at forsvinde ind i et flygtigt forbipasserende landskab penetreret af lyd.

Underjordiske toner
Hovedindgangens entrédøre er holdt i spænd af en halvstor bunke jord. En ledning stikker ud fra jordbunken og fortsætter videre ud i haven. Jeg følger ledningen, der fører mig til en afsides krog af haven, hvor to hvide skjorter lyser op på den anden side af et tilgroet buskads. Det er Tobias Kirstein og Claus Haxholm, der har indledt dagens første performance. Sveden driver af de to herrer, der siden formiddagen har været i færd med at grave. De er vel ved at nå op på et par timers intensivt gravearbejde nu. I to jordhuller afspiller højtalere sinustoner, som de nu er i gang med at tildække, og der lyder en dyb rungen fra jorden, som stod mulden og gabte. Hullernes størrelse er nøje afmålt efter de to performerkroppes konturer. Der er på sin vis noget hyggeligt og uhyggeligt over hele scenariet – à la David Lynch på havearbejde. To mænd, der først måler op til egen grav for efterfølgende at udføre en skulpturel modellering af sinustoner. Der er noget meget fascinerende ved at betragte nedgravningen, mens tonerne fra undergrunden langsomt fortager sig.

En splintrende glas-ceremoni
Lørdagens program er komprimeret med i alt 9 performances. De øvrige performances starter om eftermiddagen og præsenteres én efter én. I løbet af dagen skifter scenen konstant til forskellige steder i huset og haven.

Den svenske kunstner Marja-Leena Sillanpää opfører sin performance Bring new life to death på husets gårdsplads. Publikum er fulgt med om på den anden side af huset og har dannet en halvcirkel rundt om Marja-Leena Sillanpää. Hun rækker et glas frem mod publikum i udstrakt arm, lukker øjnene og slår mod glasset med en spids hammer. Slagene går fra en let klingen til en mere dyb klang, inden glasset splintrer i en zinkbalje foran hende. Hun henter endnu et glas fra husets vindueskarm bag hende og viser det igen frem til publikum, som en form for statuering inden destruktionen. Denne gang smadrer hun glasset direkte ned i håndhulen, som kun er beskyttet af et par tynde grønne handsker. Samme handling gentager hun efterfølgende igen og igen. Der begynder at opstå en rytme mellem Marja-Leena Sillanpääs skridt i gruset, hammerens slag mod glasset og den endelige splintring mod zinken. Hendes bevægelser virker nøje afstemt og fremkalder en særlig højtidelighed. 77 glas splintrer i zinkbaljen. Ét for hvert år i Henning Christiansens liv. 77 fødselsdage fejret i en splintrende glas-ceremoni.

77 glas splintrer i zinkbaljen. Ét for hvert år i Henning Christiansens liv.

Leif Elggren, Infinity Plus One for Henning Christiansen, 2013. Foto Thomas Bagge

Døde-Siesta
I et af husets hjørneværelser står den svenske kunstner Leif Elggrens ’senge-installation’ i, hvad der minder om et aflukket soveværelse. Vinduerne er dækket til med hvidt stof og det afskærmede dagslys efterlader rummet i en døsig siesta-agtig stemning. En massiv træseng troner ud fra væggen. Sengens ben hviler på monterede skruer, som hæver de sig over gulvet. Et lysstofrør kaster et sterilt genskær i mørke spejle, der er placeret under sengen. Leif Elggrens performance Infinity Plus One For Henning Christiansen bliver om eftermiddagen indledt af en dyb rungende tone. Vinduerne er blotlagt og publikum følger med fra haven. Inde i huset har flere stuvet sig sammen omkring dørkarmen. En kold metallisk skæren fra rummets højtalere forplanter sig som en muterende rotation i brystet på Leif Elggren. Han står halvt lænet op mod væggen. Langsomt begynder han at bevæge sig henover gulvet i en form for epileptisk gang, som en morfende Kvium figur. Lyden er støjende og bedøvende og får efter et stykke tid en næsten trancelignede karakter. Leif Elggrens krop virker nu til at bestå mere af dele end et hele og hans bevægelser fremstår underligt isolerede. Der er noget foruroligende smukt og samtidig fredfyldt over denne mystiske ’dødedans.’ Et skævvredet korpus spændt ud mellem flere bevidsthedsstadier; søvn og vågen tilstand, liv og død. Den roterende bevægelse i Leif Elggrens krop begynder at aftage, kroppen finder langsomt hvile og den gentagende støjende summen fortoner sig.

Spiral af Johs Lund. Bordet: Marja-leena Sillanpää, So Holy Hidden, 2013. Installation. Foto Signe Lupnov

Ustyrlig hus-komposition
Hen ad eftermiddagen har flere overgivet sig til solen i græsset. Et standhaftigt publikum følger dog fortsat trofast rækken af performances, der eskalerer i kompositionen Spiral af Johannes Lund. Værket tager afsæt i en grafisk optegning af et cirkulært nodesystem. Fire musikere er placeret i hvert sit rum og spiller simultant ud fra forskellige spor i cirklen. Dette nodesystem sætter en fri ramme for tonerækken og er således ment som en form for inspiration, som musikerne kan improvisere ud fra, fortæller Johannes Lund.

Fra husets førstesal runger dybe orgeltoner, og når entreen på stueetagen, som vækker de en iboende kraft i murværket

Fra husets førstesal runger dybe orgeltoner, og når entreen på stueetagen, som vækker de en iboende kraft i murværket. Inde i stuen lyder rytmiske slag fra et opstillet percussion arrangement, og i de tilstødende rum ledsager to saxofoner trommernes rytme i uforudsigelige toner. Publikum bevæger sig mellem de forskellige rum og etager. Nogle bevæger sig i cirkler rundt om huset, mens andre følger med fra gårdhavens vinduer. I de enkelte rum bliver det næsten som at overvære en solokoncert. I døråbningerne opstår derimod en samhørighed mellem de forskellige instrumenter, og det er som at blive gennemstrømmet af lyd fra flere retninger. Hele huset larmer med oppefra og nedefra. Lyden føles til tider både langt væk og tæt på, og det er næsten ligesom at miste rumligt fodfæste.

Krematoriegrill
Lørdagen slutter af med langbord og middag i kunsthallens baghave. Bjørn Nørgaard har grillet lam i en ovn bygget på det lokale krematorium. Et dansegulv breder sig over et imponerende areal på græsset. Jeg overgiver mig til mit selv-oppustende ventil liggeunderlag, der bringer mig til endnu en bevidsthedsudvidende lydsfære, hvor nattens uafbrudte dj-storm når rygmarven via underjordiske kræfter.

Søndag i Fanefjord kirke
Søndag middag møder et talstærkt publikum op foran Fanefjord kirke i Askeby. Der er mange gengangere fra den forgående dag, og til at begynde med opstår der  forvirring omkring indtagelsen af kirkerummet. Scenen er i dagens anledning vendt fra alter til orgel, hvilket ikke er afstemt med de fastmonterede kirkebænke. Der bliver afprøvet forskellige positioner bag lågerne. Enkelte rejser sig op, mens andre forsøger at turnere hovedet i en utaknemmelig 45 graders vinkel.

På orgelskamlen sidder fire musikere skulder mod skulder iført strømpesokker. Under dem ligger to mand på hug ved hver sin baspedal. Den ene er musiker Andreas Führer, som har komponeret Seven Fraternal Stars, der skal uropføres. Et kor med tre sangerinder står klar ved siden af orglet i kirkens midtergang.

Der bliver stille og et sitrende 8-hændigt orgelspil fylder kirkerummet med let vibrerende toner, så det giver genklang i brystet. Flere blikke løfter sig mod de hvælvede loftsbuer og forsvinder langsomt ind i en saglig hvile. Koret træder ind i et monotont lydlandskab og synger den samme frase igen og igen. Kun afbrudt af et enkelt rytmisk stykke, der løfter både engle og djævle mod højere vidder. Da den sidste tone har lydt, opstår et kortvarigt momentum, inden stilheden bliver brudt af et klappende publikum.

Kunstnernes besøg i arkivet var på mange måder et vidnesbyrd om, at der ikke findes en entydig vej gennem Henning Christiansens alsidige kunstneriske virke.

Fanefjord Kirke. Foto Signe Lupnov

Samisk Joik
Ande Somby slutter søndagens program foran altertavlen med traditionel samisk sang, joik, der bliver præsenteret som et ulvehyl. Hans stemme bevæger sig fra råb til skrål til gråd til stille messen og efterlader et sagte ekko i kirkemurene. Efter at have gennemblæst sit publikum med udfordrende lyd og konstante sceneskift, slutter festivalen i Fanefjord kirke. I et døgns tid indtog publikum forskellige formationer i græs og grus, stuvet sammen omkring dørkarme og vinduer, på toilet og i kirke. Kunstnernes besøg i arkivet var på mange måder et vidnesbyrd om, at der ikke findes en entydig vej gennem Henning Christiansens alsidige kunstneriske virke. Selvom et arkiv umiddelbart kalder på orden og struktur, bar weekendens festival mere præg af at befinde sig i slags opløst lyd-landskab, hvor tid og sted blev sat i et krystalliserende fluxus.

FAKTA

Udstillingen The Hammer without a Master. 22. juni til 11. august 2013. Kunsthal 44 Møn. Udstillingen åbnede den 22. og 23. juni med et performance program. Læs mere om udstillingen her.

Henning Cristiansen var med til at starte Kunsthallen 44 Møn. Initiativet blev taget af en række fluxsuskunstnere på Møn med kurator Rene Block i spidsen. Efter Henning Christiansens død i 2008 opkøbte René Block rettighederne til hans arkiv.

Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem kurator Chiara Giovando og de inviterede kunstnere.

Medvirkende kunstnere og komponister:
Society for the Disorderly Speakers (DK), Jakob Kirkegaard, (DK) Tori Wrånes (NO), Leif Elggren (SE), Gordon Monahan (CA) Marja-leena Sillanpää (SE) Tobias Kirstein og Claus Haxholm (DK) -Andreas Führer (DK), Johannes Lund (DK) og Vagn E. Olsson (DK).