06.04.14
Scenatet opfører Angel View af Juliana Hodkinson. Foto: Kai Bienert

Maerzmusik 2014 – Wir fahren nach Berlin

Festivalreportage

Alle ved, at der bor rigtig mange kunstnere i Berlin. Og at mange af dem siden 90'erne er flyttet til byen pga. den store frihed og de for kreativiteten gunstige rammer som det politisk-geografiske landskab efter murens fald tilbød, og stadig omend i aftagende grad tilbyder. Årets Maerz Musik Festival hyldede disse kunstnere, komponister såvel som musikere, der i løbet af det sidste kvartårhundrede har valgt Berlin som deres hjem, og som har været med til at gøre byens musikmiljø både levende og eksperimenterende. Reportage af Kaj Duncan David.

Maerz Musiks festivalprogram havde i år undertitlen 'Berlin – Magnet musikalischer Immigration', og var således hovedsagligt fyldt med lokale navne, hvis rødder dog strakte sig over hele kloden. Et faktum der utvivlsomt vidner om Berlins store betydning i det europæiske musikalske kulturlandskab. I sit kunstneriske indhold og i et tillæg til programbogen forsøgte festivalen at indkredse, hvad det er, som har gjort byen til den kulturhub, den er i dag. Er det den rigelige plads og de billige huslejer som stadig gør stedet attraktivt, eller er der en dybereliggende årsag til at folk bliver og nye fortsætter med at flytte dertil? Det kan selvfølgelig være svært at svare på. 

Dette festivaltema var både jordnært og uprætentiøst,  og åbnede op for kunstneriske såvel som historiske, politiske, kulturelle, sociale og menneskelige spørgsmål, samtidig med at det skabte en platform uden æstetiske eller stilistiske afgrænsninger. Man kunne til gengæld savne følelsen af, at festivalgængerne og kunstnerne var med i en fælles undersøgelse af en kunstnerisk problemstilling – noget som kan opstå på en festival med et mere i-kunsten-orienteret tema.

Dette festivaltema var både jordnært og uprætentiøst og åbnede op for kunstneriske såvel som historiske, politiske, kulturelle, sociale og menneskelige spørgsmål

Jeg var kun til stede under halvdelen af festivalen, fra tirsdag d. 18 til lørdag d. 22, og min reportage dækker derfor blot et lille udpluk af de mange forskellige koncerter.

I lydkunstens sfære
Den første koncert jeg overværede, fandt sted tirsdag aften i Berghain, en af verdens mest berømte teknoklubber og for mange et sted af guddommelige dimensioner, spirituelt såvel som fysisk. Det danske ensemble Scenatet holdt en udsolgt koncert, der bød på fire navne, som alle blev præsenteret på sidste års Spor Festival i Aarhus. Der var en klar stilistisk retning i programmet, og frem for alt mærkede man den tydelige indflydelse lydkunsten har haft hos den yngre generation af komponister igennem de sidste årtier. Et faktum her udtrykt gennem beskæftigelsen med en udvidet og naturimiterende instrumentalskrivning og organiske, soundscape-inspirerede strukturer. Den smukke konkrethed i koncertens rå lyde og de yderligere visuelle lag i musikken passede perfekt til omgivelserne – den kæmpe betonkatedral i hvilken vi befandt os. Selvom koncerten stod i stærk kontrast til den gængse lydoplevelse i Berghain, gik det hele ikke desto mindre op i en højere enhed.

De to første stykker af hhv. græske Marianthi Papalexandri-Alexandri (f. 1974) og tyske Sarah Nemtsov (f. 1980) var originale og friske. Især sidstnævntes Briefe.Puppen og Brief.Kasten (2012/14), som bedst kan beskrives således: Det utraditionelle Portsmouth Sinfonia møder den amerikanske guitarist og improvisator Eugene Chadbourne!

Koncertprogrammets klare, kuratoriske idé med de organiske og næsten i traditionel forstand formløse værker, blev kun brudt af Simon Steen-Andersens (f. 1976) AMID fra 2004. Stykkets tydelige, narrative udvikling med en konstant to and fro vekslen mellem en forgrundstekstur og en baggrundstekstur skabte en fremdrift, der henviser til klassikken mere end til den soundscape-æstetik, som prægede resten af koncerten. Det virkede af den grund en smule malplaceret.

Englen over Berlin
Koncertens højdepunkt var efter min mening uropførelsen af Juliana Hodkinsons (f. 1971) Angel View, en begivenhed som har fascineret mig lige siden. Ikke mindst fordi det formåede at forene Hodkinsons personlige og komplekse referencer med en umiddelbar og fascinerende oplevelse. Inspirationen fra soundscape-begrebet var stadig tydelig her, men dog i samspil med ekkoer af klassisk instrumentalmusik og oven i købet noget halvabsurd musikteater. Trods en mere eller mindre uigennemskuelig struktur og en stor mængde materiale var der et flot fokus hele vejen igennem, og den fine disposition af de forskellige elementer og det intense nærvær hos ensemblet sikrede, at jeg på intet tidspunkt mistede koncentrationen i løbet af de 30 minutter stykket varede.

Der var en klar stilistisk retning i programmet, og frem for alt mærkede man den tydelige indflydelse lydkunsten har haft hos den yngre generation af komponister

Som jeg forstår det, er Angel View et slags lydportræt eller en audiodagbog, hvori komponisten præsenterer indtryk og oplevelser indsamlet i løbet af et længerevarende ophold i en ikke hvilken-som-helst-by! Den ikke-lineære, psykogeografiske rejse gennem dette materiale er dog ikke en almindelig soundwalk, og den kan ikke foretages af et menneske af kød og blod. Vi har her at gøre med et metafysisk væsen, som kan transcendere tid og rum og skabe forbindelser mellem virkelighed og vores ikke altid én-til-én oplevelse af den.

Mit gæt er, at det er titlens iagttagende engel, som har taget sig en svævetur gennem Berlins gader og bygninger – men hvem er denne engel? Er det måske Juliana Hodkinson? Eller er det Angelus Novus fra Walter Benjamins berømte tekst Über den Begriff der Geschichte? Eller har vi at gøre med den berømte forgyldte engel på toppen af Berlins Siegessäule på rundkørslen ved Zoologischer Garten, hvorfra englene i Wim Wenders' Die Himmel über Berlin (1987) skuer ned over den konstant voksende samling af tragedier? De præcise detaljer omkring denne særlige bytur er endnu ikke blevet udspecificeret, men alle ovenstående kandidater blev hentydet til i programnoten.

Berlin Pianopercussion i Kammermusiksaal'en. Foto: Kai Bienert 

Den gamle skole
Koncerten onsdag aften i Philharmoniens Kammermusiksaal var en interessant pendant til Scenatets  performance i Berghain. De divergerende æstetiske udgangspunkter i henholdsvis lydkunst og den klassiske musik resulterede i to koncerter af grundlæggende forskellig karakter, selvom beskæftigelsen med klang og tekstur frem for melodi også var i fokus ved ensemblet Berlin PianoPercussion's optræden i Kammermusiksaal'en. Hvor værkerne i Scenatets program formåede at fange mig via et intenst fokus på enkle og stillestående teksturer eller konceptuelt præcise og omhyggeligt strukturerede lyduniverser, blev jeg her temmelig lost i programmets storslåede værker, som alle undersøgte en tung melodisk og harmonisk kompleksitet.

Beskæftigelsen med klang og tekstur frem for melodi var også i fokus ved ensemblet Berlin PianoPercussion's optræden i Kammermusiksaal'en

Komponisterne var alle af en lidt ældre generation og repræsenterede dermed en tilgang til komposition fra før lydkunstens definitive gennembrud. Den eneste af dem jeg i forvejen kendte til, var den franske spektralist Hugues Dufourt (f. 1943). Uropførelsen af hans værk L'Éclair d'après Rimbaud var repræsentativt for aftenens generelle musikalske æstetik: Komplekse klangstrukturer en masse, pointillistisk og atonal melodik og bølgende klimakser af gonger og fortissimo fortissimo angreb på de to klaverer.

Ensemblekollektiv Berlin
Volksbühne-teateret på Rosa-Luxemburg-Platz i Berlin Mitte dannede rammerne for et spændende nyt samarbejdsprojekt mellem fire berlinske ensembler (Ensemble Adapter, Sonar Quartett, Ensemble Apparat og ensemble mosaik), der sammen har stiftet et 'gemeinschaftlichen Klangkörper' (ensemblekollektiv) i et forsøg på at styrke scenen i byen. Projektets debutkoncert denne aften afspejlede i den grad Maerz Musiks festivaltema med et kosmopolitisk og ungt program bestående af værker af Berlin-bosatte komponister med tjekkiske, russiske, italienske, israelske / palæstinensiske og tyske rødder. Alle disse værker var interessante, og blev fremført med dedikation og flot dygtighed af de forskellige sammensætninger af musikere fra de fire ensembler. Særligt to kompositioner fangede min opmærksomhed.

Den tjekkiske komponist Ondrej Adameks (f. 1979) Karakuri Poupée Mécanique fra 2011 for stemme og ensemble er inspireret af mekaniske dukker fra Edo-perioden i det tidlige 19. århundredes Japan. Værket er inddelt i fire satser, som hver især undersøger en lille opfundet historie om et aspekt af dukkerne eller deres mekaniske bevægelser. Disse bevægelser er beskrevet i musikkens tekst, som udføres af solisten og/eller mimes af selvsamme i en stram koreografi. Ofte skete dette via en mimetisk Mickey Mousing af sangerens pantomimeagtige bevægelser, og ensemblet blev til en slags spejl, der i lyd imiterede det, som sangeren beskrev.

Det på alle måder udadvendte Karakuri Poupée Mécanique mødte sit modstykke i russiske Sergej Newskis (f. 1972) Fluss for taler og ensemble fra 2003/2005, som både i komposition og fremførelse var særdeles fængende på en helt anden, mere indadvendt måde. Stykket havde en meget klar og deskriptiv form - en slags billede i lyd af en forstyrret psykologisk tilstand.

Den talende skiftede mellem skrækindjagende, hæse stemmelyde og intens recitation om bl.a. en maniodepressiv mor. Musikken lå konstant i baggrunden og buldrede uregelmæssigt som en desorienterende og ustabil grund, man ikke kunne stole på. Sammenspillet mellem den lidende karakter på scenen og den beskrivende musik gav en meget stærk følelse og stemning. Taleren Jakob Diehl var hypnotiserende og levede sig så fuldstændigt ind i rollen, at jeg frygtede han aldrig ville kunne slippe det mørke sted, som han havde fremmanet. Kun efter anden gang, hvor han og de andre kom tilbage på scenen for at takke for bifaldet, begyndte han tilsyneladende at komme til sig selv igen.

Ensemblekollektiv Berlin på scenen i Volksbühne-teateret. Foto: Kai Bienert

Inszenierte Nacht
En late-night-session med Simon Steen-Andersen og ensemble Ascolta i et propfyldt Seitenbühne i Haus der Berliner Festspiele var på programmet fredag aften. Udgangspunktet var Steen-Andersens typisk opfindsomme og grundige nyfortolkning af fire klassiske værker med natten som tema. Inszenierte Nacht er et humoristisk og underholdende forsøg på, ved hjælp af nutidens scenetekniske muligheder, at levendegøre for et moderne publikum nat-temaet i fire klassikere af hhv. Bach, Schumann, Mozart og Ravel.

Kun efter anden gang, hvor han og de andre kom tilbage på scenen for at takke for bifaldet, begyndte han tilsyneladende at komme til sig selv igen

Som Steen-Andersen forklarer i programnoten, ville en lytter i Ravels egen tid sikkert have kunnet leve sig ind i det dæmoniske i klaverstykket Scarbo. Men nutidens menneske kræver på en eller anden måde mere for at kunne få samme oplevelse – siden Ravels tid har alt fra gyserfilm til computerspil ændret kriterierne for, hvordan vi bliver rørt af eksempelvis simuleret ondskab, og nutildags skal der noget helt andet til. Lige netop dette "andet" er, hvad der her undersøges.

Hvordan bringer Simon Steen-Andersen dæmonen i Scarbo frem? Jo, bla. ved hjælp af en videoprojektor kommer Ravel i egen person spøgelsesagtigt til syne på scenen for at spille på klaveret. Og det stopper selvfølgelig ikke der: Inszenierte Nacht er fyldt med sjove og legende fortolkninger og intensiveringer af musikkens oprindelige tema.

Det beundringsværdige ved værket er netop, hvordan al iscenesættelse foregår på musikkens egne præmisser. Selvom der bruges visuelle og teatralske midler, er disse ikke et ekstra lag som tilføjes, men altid musikalske og funderede i selve musikken. Set-up'et er meget simpelt og lo-fi. At en så maksimal effekt kan opnås med så lidt, er virkeligt imponerende. Alligevel savnede jeg noget mere. Det var som om den relativt lille 'blackbox' teatersal og lo-fi set-up'et begrænsede min fantasi. Jeg længtes efter noget større med vildere effekter. Hvad hvis projektet havde et budget på niveau med blot en halvstor opera? Men ikke desto mindre, alt taget i betragtning, er Steen-Andersens ikke-så-kleine stykke Nachtmusik uden tvivl et virtuost gennemført studie i musikalsk iscenesættelse og en underholdende og til tider rørende ikke-musikteater forestilling.

Forvirring
Det sidste jeg overværede, var et stykke musikteater af den i Berlin bosatte schweiziske komponist Michael Wertmüller (f. 1966). Anschlag, der blev uropført i den fulde version denne aften, varede omtrent 100 minutter. Jeg kunne slet ikke forstå noget som helst af det, måske fordi 98% var operasunget tysk. Selv de lokale jeg udspurgte bagefter, havde været temmelig lost fra start til slut. En lille smule hjælp i form af under- eller overtekster ville sikkert have hjulpet mange, og ville måske endda have minimeret den højlydte buh'en, som hørtes over det lidt halvhjertede bifald. Det er slet ikke utænkeligt, at det hele ville give mere mening efter nærmere studie af både programnote og libretto, men da den næsten uendelige avant-jazz-møder-ny-musik stil var ret trættende og ikke fangede min opmærksomhed – tværtimod faktisk – stod jeg af på forhånd.

Et levende miljø
Tre punkter slår mig ved min oplevelse af Maerz Musik 2014: Størstedelen af komponisterne er født efter 1970, de kommer fra overalt på kloden og de udforsker alle en eller anden form for visuel eller referentiel musik. Om man kan tale om en særlig Berliner stil eller om det var fordi festivalen var stramt kurateret, ved jeg ikke, men det lader til, at der er en seriøs – og stadigt legende og søgende – tilgang til musikken i Tysklands hovedstad. Byens koncertkultur er dejlig uprætentiøs, spillestederne er flotte, koncerterne velbesøgte og musikernes generelle præstation høj. Alt i alt en forfriskende jordnær og inspirerende oplevelse.

Læs mere i årets MaerzMusik festivalprogram her.