24.08.13

Musik i Carpark Syd

London Contemporary Music Festival, der fandt sted fra 25. juli til 4. august, bød på alt fra Lachenmann og Ferneyhough, til amerikansk minimalisme, No Wave el-guitar støj, eksperimenterende techno og nyopera. Et begejstret publikum mødte op til 8 dages musik over to lange og varme sommerweekender i Englands hovedstad.

London Contemporary Music Festival, der fandt sted fra 25. juli til 4. august, bød på alt fra Lachenmann og Ferneyhough, til amerikansk minimalisme, No Wave el-guitar støj, eksperimenterende techno og nyopera. Et begejstret publikum mødte op til 8 dages musik over to lange og varme sommerweekender i Englands hovedstad.

De fire unge initiativtagere bag LCMF har noget på hjerte: De vil vise, at moderne, nytænkende og udfordrende musik intet fejler og ikke kun er for de indviede. Giver man folk muligheden for sanseudvidende lydoplevelser i anderledes og uformelle omgivelser, kommer de gerne i massevis. Sådan skrev musikkritiker og én af de fire festivalledere, Igor Toronyi-Lalic, i The Guardian dagen før festivalen startet. Hans artikel forklarede yderligere, at mange i London mener at byens ny musik-scene er i krise. Ikke fordi musikken er svært tilgængelig, eller fordi der er manglende nysgerrighed hos byens mange musikelskere, men snarere fordi kuratorer og festivalledere har svært ved at tænke uden for de faste institutionelle rammer.  Desuden er London ikke 'stedet', hvad angår festivaler for ny musik og lydkunst i England. Tværtimod. Vil man opleve større musikfestivaler, der har blikket rettet mod Europa eller tager det på sig at præsentere tidens mest radikale musikere og komponister, har man indtil i år måttet rejse til små provinsbyer som Huddersfield eller Aldeburgh. Det forsøger Toronyi-Lalic og sine tre kollager altså nu at lave om på.

De fire unge initiativtagere bag LCMF har noget på hjerte: De vil vise, at moderne, nytænkende og udfordrende musik intet fejler og ikke kun er for de indviede.

Musik i utraditionelle rammer
Peckham multi-storey carpark er en 7-etagers parkeringsplads i syd-Londons nyeste 'kunstnerkvarter'. Går man op ad trapperne, helt op til toppen, finder man Frank's Café, en sommerbar med en absolut imponerende urban udsigt: Fra Battersea powerstation i vest til finanscentret Canary Wharf i øst udfolder Londons ustadige horisont sig.

Der er lavt til loftet på etagen under Franks, og selvom man befinder sig på en p-plads, ser man ingen biler. 'Udenfor' hører man dog byens konstante drone. Især forbipasserende tog, lavtflyvende fly på vej mod Heathrow lufthavn og politibilernes sirener - tre gennemtrængende lyde, der karakteriserer Londons auditive landskab. Midt i al denne urbane råhed, udgjorde et lille stykke umarkeret betongulv i den vestlige ende af parkeringspladsen LCMFs 'festivalscene'.

A labour of love
Der er ikke tale om nogen velpoleret eller behændig produktionsmaskine på LCMF. Do-it-yourself eller pop-up attituden, der karakteriserer Peckham området, et ret usselt kvarter, som for ganske nylig er blevet 'hip' blandt unge kunstnertyper, var helt enkelt også stilen på p-pladsen. Belysningen, som bestod af el-pærer uden skærme, der hang fra loftet i deres ledninger, blev hurtigt arrangeret på imponerende vis. Facebook-opdateringer opfordrede publikum (Lachenmann Moriconne people!, som vi blev kaldt på andendagen) til selv at medbringe tæpper og campingstole, fordi stedets træbænke ikke rakte. Selve koncerterne var tit forsinkede, og de fleste var plaget af en eller anden form for lyd-problemer, hvad enten det var feedback, forstyrrelser fra nogle af Franks kunder, som var faret vildt, eller anden høj musik et eller andet sted fra.

Billydene, uundgåelige i det urbane miljø, var like-it-or-not en del af den samlede musikalske oplevelse til næsten alle festivalens koncerter. Men, var man med på det, var de fleste af koncerterne særdeles rørende og stemningsfulde oplevelser. Lyden af et forbipasserende tog på sporet til venstre for 'festivalscenen', eller en måges skrig synes gang på gang at opstå på det perfekte tidspunkt i et eller andet musikalsk forløb. Det hele smeltede ofte sammen på magisk vis, men, når det er sagt, var der desværre også visse tidspunkter, hvor fine nuancer i musikken gik tabt, hvor sagte passager simpelthen ikke kunne konkurrere med byens lyde udenfor 'koncertsalen'. Som man siger på engelsk: It goes with the territory, og p-pladsens rå og inspirerende 'personlighed' var selvfølgelig tænkt ind i konceptet fra starten.

At der var gratis entré til LCMFs 11 vidt forskellige begivenheder, betød selvfølgelig, at alle mulige, – mellem 200 og 400 til hver koncert - nysgerrige sjæle dukkede op, om de kendte til kunstnerne eller ej. Dette resulterede i en meget åben atmosfære generelt, men medførte også en vis afslappethed, der til tider blev til et manglende fokus, som man sjældent ville opleve ved mere traditionelle ny musik koncerter. Men koncerterne som undertegnede overværede var trods dette både vellykkede og berigende. Programmet var imponerende sat sammen (dog med en overvægt af nyklassikere), og hver dag var tematiseret, enten i stil og periode, så man oplevede visse ligheder i musikken.

Billydene, uundgåelige i det urbane miljø, var like-it-or-not en del af den samlede musikalske oplevelse til næsten alle festivalens koncerter.

Lachenmann og Morricone
En sjov parring, men ifølge festivalprogrammet er det den tyske komponist Helmut Lachenmann (f. 1935) selv som er kilden, idet han har udpeget sin italienske kollega Ennio Morricone (f. 1928) til yndlingskomponist. Aftenen bød således på koncertmusik skrevet af den berømte italienske filmkomponist, der var progamsat som opposition til solo-klaverværker af 'Tysklands største nulevende archmodernist'.

Pianist Roderick Chadwick stod for Lachenmanns side af sagen, og især hans meget intense interpretation af Syrenade fra 1997-98/2000, var fantastisk at opleve. Stykket undersøger et af klaverets basale fysiske principper: At en tones uundgåelige forsvinden (decay) altid påbegyndes umiddelbart efter det indledende anslag. Man føler i dette næsten 30 minutter lange værk, at alle instrumentets tekniske og klanglige muligheder bliver udforsket, selvom at materialet er stramt afgrænset og yderst fokuseret. Senere i programmet hørtes Guero, det berømte stykke fra 1969, hvor pianisten blandt andet spiller på klaverets tangenter med fingerneglene. Desværre var forstærkningen under dette stykke alt for svag, og det var næsten umuligt at høre de sarte lyde, som Chadwick producerede.

Ennio Morricone er verdensberømt på grund af sit langvarig samarbejde med filminstruktøren Sergio Leone på 'Spaghetti Western' filmene. Men den italienske komponist har også skrevet en hel del koncertmusik, og her på LCMF hørte vi tre ret forskellige eksempler fra denne del af sin kunstnerisk virke. Især Probito for 8 trumpets (1972), et stykke der udforsker alternative spilleteknikker såsom luft lyde og perkussive effekter, var interessant. Værket er noteret som grafisk partitur, og trompet ensemblet, der åbenbart fik lov til at spille med en vis frihed, skabte en organisk tekstur af støj og sarte glidende toner der fyldte beton rummet. Aftenen sluttede med et af Morricones mest kendte værker, musikken fra Leones 1984 film Once Upon A Time In America, arrangeret for 11 violiner og 8 trompeter af festivalleder og violinist, Aisha Orazbayeva. Efter et par timers koncentreret lytten til lange og udfordrende, men ikke desto mindre spændende, modernistiske værker, var det meget befriende at høre så mange instrumenter klinge fuldt ud i deres optimale registre.

Tony Conrad / Jennifer Walshe and Charlemagne Palestine
Festivalens første weekend endte med 'Drone Dagen'. Aftenens show bestod af koncerter fra to legendariske komponister fra den amerikanske minimalismes mere psykedelisk lejr. Den første, multikunstner Tony Conrad, som er kendt for sine samarbejder gennem 60'erne og 70'erne med grupper som La Monte Youngs Theatre of Eternal Musi' og det tyske band Faust, spillede denne aften sammen med den irske komponist og sangerinde Jennifer Walshe, der blandt andet arbejder med virtuos eksperimenterende vokalteknik. Koncerten, én lang improvisation ved navn Ma La Pert, var en energifuld undersøgelse af hurtigt gentagede enkelttoner fra Conrads omstemte og forstærkede violin, og hektisk gibberish, sunget, hvisket og skreget af Walshe. Dynamikken var næsten altid en forte, og musikken havde en sitren, som ledte lytteren fremad, også selvom teksturerne og materialet var ret statiske.

Foto Fabio Lugaro

Efter en pause – hvor et flygel blev 'præpareret' med adskillige bamser og små legetøjsdyr på kassen og låget som pynt – kom en lille mand iført Hawaiiskjorte og to hatte på hovedet på scenen. Det var aftenens anden amerikanske legendariske musiker, den excentriske og charmerende Charlamagne Palestine, som fortalte om sin forkærlighed for vin frem for stoffer, og om hvordan han og Tony Conrad 'go way back'. Efter lidt mere snak tog han en sidste slurk vin og satte sig ved flygelet for at spille en nutidig udgave af sit mest berømte stykke, Strumming Music (1974). In The Strumming Style, som aftenens stykke hed, var mere eller mindre det samme, i form og struktur, som originalen: Palestine startede med at gentage to toner hurtigt, som han over længere tid fortsatte med, indtil han lige så stille introducerede nye toner, én ad gangen, som efterhånden fik klaveret til at lyde, som om mindst 8 hænder arbejdede ved tastaturet. Man blev som lytter totalt opslugt i de magiske harmonier, som altid var vidunderligt smukke, aldrig blot tonale. Det altomfavnende tæppe af lyd førte en helt væk, for mange sikkert ud i solnedgangen, som til højre for festivalscenen, gennem den smalle horisontale åbning mellem 6. og øverste etage, malede himlen bag Londons sorte silhuet en dyb orange og lilla. Aftenen endte med, at Palestine bød Walshe og Conrad tilbage på scenen, og de tre berømte musikere indledte nattens mørke med en sidste godnat drone.

Man blev som lytter totalt opslugt i de magiske harmonier, som altid var vidunderligt smukke, aldrig blot tonale.

Immersive Opera
Festivalens anden weekend begyndte med to korte operaværker, under titlen Immersive Opera Double Bill. En restaurant og bar, bygget specielt til lejligheden af kunstneren Michael Levitt i den modsatte ende af p-pladsen, dannede 'scenen'. Fra loftet hang seks metal-spiseborde, ved hvilke cirka 50 betalende middagsgæster sad og afventede en tre retters menu. Resten af publikum stod eller sad rundt omkring på gulvet, og et imponerende stort orkester - The Orchestra Project - sad parat i et hjørne. Dog var det en anden lille gruppe musikere, der indledte aftenen, skjult ved siden af baren: En mand i hvidt jakkesæt med albuerne på baren begyndte pludselig at synge. Han vendte sig om, og gik med en whisky i hånden rundt blandt bordene og fremførte en forretningsmands monolog om magtstrukturer og manipulation. På et tidspunkt hen imod slutningen af det 8-minutter lange stykke gik han op til randen af p-pladsen og kiggede ud mod Canary Wharf (et af Londons to finanscentre) mens han sang: "And if security concerns me, I must do that which makes me secure. Security? Comfort? Money?" - et meget passende øjebliks sammensmeltning mellem kunstværk og kontekst. Værket hedder Rosa, og er komponeret af den 23-årige engelske komponist Kate Whitley. Musikken er subtil, instrumenteret for 3 strygere, 3 blæsere og slagtøj. Baryton Chris Rice var yderst overbevisende som den bitre og modfaldne forretningsmand, som til sidst i stykket endte ved baren igen, træt, svedig og med brug for endnu en whisky, som han drak i ét drag, inden han bestilte nummer tre ...

Under en kort pause kom servitricer til bordene med maden, og middagsgæsterne begyndte at spise. Aftenens anden mini-opera, La Plus Forte (2007) var ifølge festival-programmet skrevet af en af verdens største nulevende operakomponister,, irske Gerald Barry (f. 1952). Værket er en monolog for sopran baseret på August Strindbergs teaterstykke af samme navn. Her kom den anerkendte australske sopran Allison Bell gående ind i 'restauranten', hvor hun pludselig brød ud i sang og satte sig foran en kvinde ved et af bordene. Orkestret stemte i, og en prekær scene udfoldede sig: Madame X (Bell) var åbenbart stødt på sin mands elskerinde, Mademoiselle Y! Overrasket og på grund af den pinlige situation hun nu befandt sig i, vældede al hendes væmmelse ud af hende, alt imens hendes modpart forblev stum.

New Complexity and Noise
Den britiske New Complexity skole, der i 1970'erne begyndte at skubbe til musikkens yderste grænser for fysiske og intellektuelle muligheder via ekstremt ukompromisløse og komplekse kompositioner, var denne aften sat i kontrast til en anden musikalsk bevægelse, nemlig fri-improvisation.

Pianist Mark Knoop brillerede med Michael Finnissys (f. 1946) English Country Tunes, et solo-klaverværk fra 1977, der signalerede den britiske komponists modenhed. De 9 varierede og komplekse satser er til tider så brutale og vilde, at upassende titler som Green Meadows og Midsummer Morn næsten bliver komiske.

Amerikaneren Aaron Cassidy (f.1976), New Complexity skolens aktuelle unge eksponent, var her repræsenteret med et fantastisk stille værk fra 2006 for solo trombone, Songs Only As Sad As Their Listeners. David Roode måtte konkurrere med lydene fra byen udenfor p-pladsens koncentrerede stilhed, og det resulterede i en ganske særlig intens oplevelse af det beskedne og yderst subtile stykke.

Aftenens improviserede kompleksitet blev leveret af den britiske trommeslager Steve Noble og den australske multi-instrumentalist og komponist Anthony Pateras som sammen og hver for sig spillede nogle helt bjergtagende og energifyldte korte stykker. Da duoen spillede sammen med Noble på lilletromme, bækken og adskillige objekter, og Pateras på modulær synthesizer eller præpareret flygel, lyttede de to musikere så intenst til hinanden, at de formåede at opbygge så komplekse og varierede strukturer, at man nogle gange kunne bilde sig ind, at de fremførte værker var komponeret på forhånd. Skift mellem forskellige typer materiale forekom ofte og var så virtuost udført, at man skulle tro, at duoen havde spillet sammen mere end én gang før denne koncert. Både Noble og Pateras spillede også solo stykker, og i begge tilfælde var den musik de skabte så rig, og med så mange forskellige lag, at man havde svært ved at tro at musikken udgik fra blot et menneske, og oven i købet 'i nuet', som det hedder.

Madame X (Bell) var åbenbart stødt på sin mands elskerinde, Mademoiselle Y!

Subtil afslutning på aftenen
Den britiske multi-kunstner Russel Haswell, hvis musik er blevet udgivet på legendariske elektroniske pladeselskaber som Warp og Editions Mego, afsluttede denne aftens musikalske rejse gennem støj og virtuositet med den mest voldsomme, men ikke desto mindre stadigvæk musikalsk-subtile koncert undertegnede nogensinde har oplevet. Med modulær synthesizer og diverse hjemmebyggede elektroniske dimser førte Haswell publikummet gennem et vildt auditivt kaos: Til tider var musikkens rå og brutale sinus-tone teksturer iblandet digital-støj, hvor man fra lydens kerne syntes at kunne høre en nærmest skræmmende, djævelsk skrigen. Så begyndte en hård stortromme at banke kraftigt og hurtigt, og musikken mindede svagt om den ekstreme musikstil Gabba. Man følte sig ind imellem fuldstændig voldtaget af lydens ubarmhjertige intensitet. Alt i alt en fantastisk afslutning på en yderst spændende aften.

Music for Loudspeakers
Dagen efter al støjen fortsatte festivalen med en eftermiddag og aften i elektronmusikkens verden. Klassikere fra guldalderen, som Alvin Luciers (f. 1931) I am sitting in a room (1969) og Steve Reichs (f. 1936) Pendulum Music (1968) blev præsenteret om eftermiddagen, sidstnævnte i en ret genial fortolkning af komponist Jamie Hamilton: Fire gynger var inden koncerten konstrueret således, at fire performere kunne sidde og gynge med en mikrofon, frem og tilbage, over hver deres højtaler, og dermed udløste feedback toner. Festivalens fire kuratorer satte værket i gang, og efter de havde gynget i noget tid, blev enkelte personer fra publikum inviteret op til en gyngetur.

Foto Fabio Lugaro

Overgangen til techno
Senere på aftenen kunne man høre to banebrydende elektroniske værker fra den franske komponist Bernard Parmegiani (f. 1927). Aisha Orazbayeva var solist i Violostries, for violin og bånd, fra 1964, som stadig lyder moderne og spændende i dag. Også klassikeren De Natura Sonorum, fra 1975, var interessant at høre ’live’, men da festivalens hidtil største publikum sad og afventede aftenens store navne fra club-scenen, var der lidt for meget uro på p-pladsen til en hel koncentreret fordybelse i det næsten 60-minutter lange stykke.

Især aftenens nyeste elektroakustiske værk, Catabolisms, komponeret i 2012 af London-baseret komponist Erik Nyström, blev desværre ignoreret af mange.

Den anerkendte elektroniske musikduo SND afsluttede højtaler-dagen med en eksklusiv koncert sammensat af musik komponeret mellem 1997 og 2002, men som ikke kom med på de tre CD’er duoen udgav i samme periode via det legendariske pladeselskab Mille Plateaux. SNDs musik beskrives ofte som en dekonstruktion af techno og house. Deres umiskendeligt metalliske og ekstremt tørre digitale lyd, både rytmisk men til tider også meget abstrakt og kompleks, var en perfekt afslutning på aftenens lille smuttur gennem elektronmusikkens historie.

Keyboard Breakdown
Festivalen sluttede en varm søndag aften med tre koncerter for tre forskellige tasteinstrumenter.

Jane Chapman spillede et interessant cembalo program, der inkorporerede flere stykker fra franske Joseph-Nicolas-Pancrace Royers (f. 1705) samling, Pièces de clavecin (1746), og diverse nye værker, af hvilke de mest interessante var Louis Andreissens (f. 1939) stemningsfulde Overture to Orpheus (1982) og klassikeren, Continuum (1968), af György Ligeti (f. 1923).

Cembaloet blev skiftet ud med et mahogni flygel, som indtil da kun var blevet brugt i New Complexity and Noise koncerten, og Leon Michener, en London-baseret pianist og komponist stillede sig op med computer og MIDI keyboard. Han fremførte en fortolkning af Persian Surgery Dervishes af den amerikanske minimalist Terry Riley, et værk der ikke findes i noteret form, men blot som to forskellige indspilninger. Michener spillede på klaverets tastatur, men dog kom lyden fra højtaleranlægget og lød mere som orgel end klaver. Som værket udfoldede sig, mindede lyden mere og mere om den type synthesizer man kender fra Eurotrance Superstar DJs som Tiesto og Armin Van Buuren, og til sidst i stykket var musikken så umiskendeligt inspireret af trance musik, at det gik op for én, at det rent faktisk var meningen - 70'ernes ritualmusik var blevet til nutidens ritualmusik.

LCMF var en inspirerende og ambitiøs begivenhed, og man kan kun ønske, at festivalen atter vender tilbage i 2014.

Mark Knoop fremførte et langt og forskelligartet soloklaver program, en slags rejse gennem klaverets historie, og da vi endelig nåede til turens ende, begyndte han at hamre tastaturets låg ned og ind i klaveret. Fem personer trådte nu frem på scenen og begyndte systematisk at ødelægge instrumentet på yderst musikalsk vis. Under den enkle lyspære lignede de seks spinkle og meget alvorlige performere vanvittige kirurger i en gammel sci-fi film, der med kæder og hamre var i færd med en operation. Flygelets tangenter og hamrer blev fjernet fra kassen og regulært smadret. Nogle af de optrædende rakte dele ud til publikummet, som langsomt krøb tættere og tættere op omkring operationsbordet. Det hele lød fantastisk: De seks performere lyttede til hinanden og skabte et imponerende og dragende stykke (som i øvrigt var en fortolkning af Philip Corners Fluxus værk Piano Activities, fra 1962).

Skandaleafslutning?
Da de egentlige performere var færdige, og der var blevet klappet, udløste der sig en masseimprovisation på det ødelagte klaver, som fortsatte i mindst et kvarter, og dermed endte den første London Contemporary Music Festival nogensinde. Med sådan en afslutning på en ny musik festival var der altid fare for stærke reaktioner, og én anmelder har allerede kaldt idéen for malplaceret og endda umoralsk (se her). Er klaveret i dag et lige så stærkt symbol som det altid har været? Det er der åbenbart nogen, der mener.

LCMF var en inspirerende og ambitiøs begivenhed, og man kan kun ønske, at festivalen atter vender tilbage i 2014. Denne skribent håber blot, at LCMF#2 fokuserer mindre på de store klassikere fra avantgarden, for i stedet at kigge på 'nuet' og al den spændende musik, som bliver skabt i disse tider af den yngre generation, både i England men også i Europa og resten af verden. De fire arrangører har med årets LCMF sat deres eget drømmeprogram sammen. Til næste år kan man håbe, at de også har tænkt sig at vise London og ø-folket, hvad der rører sig på kontinentet!

Foto Fabio Lugaro

Fakta
Følgende koncerter / værker omtales i artiklen:

Fredag 26/7 2013
Helmut Lachenmann (f. 1935) - Syrenade (1997-98/2000); Guero (1969)
Ennio Morricone (f. 1928) - Probito for 8 trumpets (1972); Once upon a time in america (1984)

Søndag 28/7 2013
Tony Conrad / Jennifer Walshe
Charlamagne Palestine

Torsdag 1/8 2013
Kate Whitley (f. 1990) - Rosa (2013)
Gerald Barry (f.1952) - La Plus Forte (2007)

Fredag 2/8 2013
Michael Finnissy (f.1946) - English Country Tunes (1977)
Aaron Cassidy (f.1976) - Songs Only As Sad As Their Listeners (2006)
Steve Noble / Anthony Pateras
Russel Haswell

Lørdag 3/8 2013
Alvin Lucier (f. 1931) - I am sitting in a room (1969)
Steve Reich (f. 1936) - Pendulum Music (1968)
Bernard Parmegiani (f.1927) - Violestries (1964); De Natura Sonorum (1975)
Erik Nyström - Catabolisms (2012)
SND

Søndag 4/8 2013
Joseph-Nicolas-Pancrace Royer (f. 1705) - Pièces de clavecin (1746)
Louis Adreissen (f. 1939) - Overture to Orpheus (1982)
György Ligeti (f. 1923) - Continuum (1968)
Leon Michener
Philip Corner (f. 1933) - Piano Activities (1962)