Dansk Musik Tidsskrift årgang 2010

Musik for taster: nyt møder gammelt

En beretning fra Warszawa Efterår 2010 og fra et samtidigt komponistforum.

Warszawa Efterår er en ”gammel” festival for moderne musik. Den 53. af slagsen stod i september måned i Chopins tegn, dog primært som inspiration for årets tema; men Chopin ér altså umulig at komme uden om i Polen i 2010. Samtidig blev der – som noget helt nyt – afholdt ArtMusFair: Et forum for komponister og andre professionelle fra den europæiske scene for samtidsmusik. Det er kun tredje gang sådan et forum bliver afviklet. Her ved Warszawa Efterår var der fokus på den elektroniske musiks aktuelle udfordringer.

200-året for Chopins fødsel har kastet Polen ud i en ”overfodring” med Chopins musik. Spillende marmorbænke på Warszawas hovedstrøg fortæller hvad Chopin har foretaget sig på netop dette eller hint sted. Sejlskibe er blevet sendt ud i verden for at promovere Chopins musik. Og alle polske konkurrencer og festivalen har i 2010 båret præg af fødselaren.

Heller ikke en moderne musikfestival kunne gå fri, og man kan godt forestille sig hvordan hjernerne er blevet vredet hos programkomiteen for at få det hele til at passe ind i festivalens hovedmål: præsentationen af ny kompositionsmusik. Til sidst har man barslet med ideen om at festivalen skulle være en ”Variation over temaet: tangenter”. For er ikke vores moderne tid domineret af taster? Klikkes der ikke uafbrudt på taster af al mulig oprindelse - ud over de traditionelle tasteinstrumenter (herunder digitale klaverer) er der mange andre ”taster” i brug: computere, mobiltelefoner…

Så tasterne - tangenterne - men også strenge (et andet af klaverets hovedbestanddele) blev denne festivals hovedtema.  Aldrig tidligere har jeg hørt så mange værker med tasteinstrumenter på en ny musik-festival. Ved åbningskoncerten involverede de f.eks. både fire klaverer og orkester (Tomasz Sikorski og Zygmunt Krauze) og to klaverer og orkester (Louis Andriessen). Ved andre koncerter var der værker for to klaverer og to orkestre (Bruno Mantovani), en ren klaverkoncert (Beat Furrers), et værk for klaver og marimba (Carlos Sanchez - Gutíerez ), for to klaverer og slagtøj (Wjciech Ziemowit Zych) osv. Ved afslutningskoncerten hørte vi et monstrøst værk af den hollandske Cornelis de Bondt, hvor der udover et kæmpestort orkester medvirkede flere Hammond orgler, klaverer, elektriske guitarer, alt sammen forstærket, og hvor man i en hel time måtte udholde musik, der lød ekstremt højt. Samtidigt viste man en video, hvor et koncertflygel blev sprængt i luften, og denne eksplosion blev vist umådeligt langsomt, bagfra.

Men der var også andre udgaver af tasteinstrumenter, f. eks. cembalo som man kunne opleve i en vekselvirkning med computer (Johannes Maria Staud) eller forstørret til højere potens ved hjælp af en computermanipulation (Rytis Mazulis) eller, som hos Paweł Mykietyn, i en koncertversion med kammerorkester. Tasterne kan man også finde på en akkordeon, derfor blev også dette instrument inddraget, f.eks. i kombination med ensemble og live electronics (Sam Hayden) eller med kammerorkester (Marcin Bortnowski).

En aften blev helliget de nye udgaver af pianolaer - instrumenter kaldet Disklavier - der hørtes i samspil med interaktiv computer i værker komponeret af engelske Natasha Barrett, indiske Clarence Barlow samt af kollektivet Krysztof Czaja, Andrzej Kopec og Szábolcs Esztény. Et underholdende indslag dannede koncerten for harmonium og orkester af den hollandske Martijn Padding.

Et klaver og 16 harper
For mig personligt var fremførelsen af Paweł Szymańskis værk for klaver og 16 harper (otte almindelige og otte keltiske) et af festivalens højdepunkter. Kombinationen harpe og klaver er ellers meget problematisk, da overtonerne på de to instrumenter passer dårligt sammen, men den blev her udnyttet kunstnerisk; de otte keltiske harper var faktisk stemt lige ved siden af hinanden. Szymańskis værk blev præsenteret ved en eftermiddagskoncert i en stor postindustriel bygning ude i den lidt berygtede Praga-del af byen (øst for Wisła floden). Pianisten var placeret i midten på et podium og harperne rundt omkring i rummet, bag publikum. Det hele blev styret elektronisk af flere computere. Værket havde helt overraskende, post-romantiske kvaliteter. Jeg kom i tanke om, at harpen nærmest var forsvundet fra det symfoniske orkester, da senromantikkens tid var forbi. Måske fordi harperne blev brugt i symbolsk betydning som en slags illustration af transcendensen, de himmelske regioner, de religiøse værdier. Disse gamle associationer meldte sig ligesom igen, men på en helt anden måde. Et spændende værk og bestemt ikke nemt til at fremføre, alene på grund af antallet af harper.

Et andet værk der gjorde dybt indtryk på mig havde intet med klaveret eller tasterne at gøre. Det var en fløjtekoncert bestilt hos den rumænske Doina Rotaru. Komponisten selv udtalte, at værket blev skrevet med tanke om en given fløjtenist, Mario Caroli, som hun så for sig som en slags engel med fløjten som vingen. Alt hvad der foregik i ensemblet syntes at have fløjten som inspirationskilde. Der var meget luft og meget stilhed, som dog udviklede sig dramatisk i løbet af stykket, for til sidst igen at falde til ro. Oven i købet med et ultrakort citat fra en af Chopins mazurkaer, et tribut ”til komponisten og hans engleagtige musik”. Det var et værk der førte tilhøreren ind i en ukendt lydverden, et værk der tydeligt adskilte sig fra alle kendte strømninger.

Andre der bevidst benyttede sig af Chopin-inspirationen var det norske ensemble Poing (saxofon, akkordeon og kontrabas), der sammen med Oslo Sinfonietta leverede en halvt komponeret, halvt improviseret performance Korrespondanzer, der på overraskende vis illustrerede den norske folklores nære slægtskab med den polske folkemusik.

Legende installationer
Og så var der alle installationerne, og dem var der en del af. Flere af dem appellerede til legebarnet i os alle. Man kunne træde på et kæmpestort klaviatur og i takt med egne bevægelser få det ene eller det andet Chopin stykke spillet hurtigere eller langsomme, forfra eller bagfra. Eller man kunne bevæge hænderne inden for synlige rammer, hvormed man – i den rene luft imellem – kunne aktivere forskellige musikalske begivenheder eller videosekvenser eller endda lyde af en ko; det sidste syntes at more de fleste, og på den måde kunne koen overdøve alle de andre mere eller mindre udspekulerede lydbegivenheder.

Med en bestemt installation var Festivalen rykket ud i det offentlige rum. Foran Warszawas slot havde man placeret et klaver, forbundet med elektronik og med noget ståltråd, der førte op i tårnet. Vinden aktiverede trådene på en bestemt måde, og klaveret genlød hele tiden med svage, mærkelige akkorder. I en sen nattetime hvor slotspladsen syntes mennesketom, kunne man høre mærkelige harmonier, som en eller anden æolisk harpe, alt imens fuldmånen lyste Sigismund-søljen op, og man kunne tænke på Chopins breve, hvor han genkalder sig både søljen og de natlige vandringer i byen.

ArtMusFair 2010
En af installationerne (den med koen) var placeret i gården på Warszawas Musikkonservatorium (som for nylig fik navnet ”Musikuniversitetet”), der dannede ramme om en anden begivenhed på samme tid, nemlig ArtMusFair 2010. Navnet dækker både over europæiske komponisters forum og et polsk-norsk projekt centreret omkring ny teknologi og præsenteret under titlen: ”Electronics meets challenges of the 21st century”. ArtMusFair blev i år afholdt for tredje gang og har som formål at styrke sammenholdet mellem komponister og andre fra scene for samtidsmusik på tværs af landegrænser. De to foregående ArtMusFair’s (møder, konferencer, koncerter) blev afholdt i henholdsvis Helsinki (2008) og Glasgow (2009). 30 komponistorganisationer var repræsenteret i Warszawa, fra Danmark deltog både Niels Rosing-Schow og John Frandsen foruden Bent Grønholt fra DR.

Man kan kun beklage at de to begivenheder Warszawa Efterår og ArtMusFair foregik på samme tid. Det gælder konferencen, hvor debatterne foregik samtidig i forskellige lokaler - men det gælder også koncerterne, hvoraf kun én var berammet fælles med Warszawa Efterår; en koncert som bød på samspil mellem computer og instrumenter samt rene computerkompositioner.

Fire hovedemner
Konferencen havde fire hovedemner: 1. At lytte til elektronisk musik; 2. De teknologiske landvindinger; 3. Nye roller for elektroniske studier og musikfestivaler og 4. Elektronikken i undervisningens tjeneste. Hovedtaler i den første sektion, Gerald Benett, beskæftigede sig med elektronmusikkens specifikke egenart: Den bygger på akustiske indtryk, hvis kilde er ukendt. Det at man ikke kender kilden fylder ofte modtageren med frygt, men i takt med at publikum begynder at være fortrolig med den nye situation kan en nydelse af musikken også komme på tale. Man erfarer at den elektroniske musik udvider ens akustiske erfaringer. Elektronisk musik kalder oftere end traditionel musik på tilhørernes evner til at associere det ukendte med noget kendt og til at søge efter metaforer for at gøre ”det fremmedartede” forståeligt. Den nye installationskunst lærer derimod tilhørerne at inddrage rummet i deres akustiske oplevelser.

Xavier Serra var hovedtaler inden for emnet teknologiske landvindinger og pegede på at moderne elektronisk musik samt computermusik i meget høj grad indbyder til en tværfaglig tilgang, hvor man ofte er nødt til at kombinere teknologiske, naturvidenskabelige og kunstneriske metoder. Matematik, fysik og ingeniørkunst må nødvendigvis kombineres med psykologi, informationsteori m.m. Dette stiller helt nye krav til uddannelsesinstitutionerne, som bør lære sig at håndtere denne tværfaglige udfordring. Kunstnere der beskæftiger sig med de nye teknologier kan føre deres følsomhed over for akustiske fænomener ud over det kunstneriske felt og ind i rent teknologiske tilgange.

Clarence Barlow var hovedtaler inden for emnet elektroniske studier og festivaler samt ændringer af deres rolle i det moderne samfund. Han understregede at situationen i dag er helt forskellig fra for 50 år siden, hvor den der ville beskæftige sig med computermusik nødvendigvis måtte have adgang til et specielt udstyret studie. Nu er computere billigere og mindre, enhver er i stand til at etablere et studie hjemme i stuen. Dog vil der altid være noget teknologisk udstyr, der er så bekosteligt, at et studie stadigvæk er nødvendigt. Hvad angår festivaler så er deres rolle den samme som før – de er et vigtigt forum for socialt samvær af ligesindede og for udveksling af erfaringer. Desuden er kollektiv lytten stadigvæk noget andet end den individuelle lytten.

Krzysztof Knittel var hovedtaler i den fjerde sektion og fortalte om sine erfaringer som underviser i elektroakustisk komposition ved konservatoriet i Łódz. Kurserne er obligatoriske for alle komponiststuderende, men Knittel synes de burde være obligatoriske for alle studerende, både for musikteoretikerne og for instrumentalister. Desuden burde man udvide kendskabet til moderne eksperimentel musik til alle unge under uddannelse, for netop computermusik kan åbne for kreativiteten hos unge mennesker.

Afslutningsvis må man pointere, at netop det sociale aspekt synes at være et af de vigtigste formål med både festivaler og konferencer. I en tid hvor tendensen kan være en ”ophøjet isolation” i selskab med sin computer og de nye ”samværsformer” på nettet, viser det personlige møde sig at være af stor betydning. Alt kan klares pr. e-mail, chat, facebook - men intet kan erstatte den magi der er, når man lytter til splinternye værker i fællesskab med andre mennesker.