12.12.15
Foto: Bowie Verschuuren

Kickin’ it old school i det afskårne øres land

Reportage fra November Music, 4.-8. november, ’s-Hertogenbosch, Holland

Ikke kun en nation af malere. En reportage fra 48 timer i en hollandsk by, der én gang om året forvandler sig til ambitiøs og ordentlig kunstmusikfestival

»Mmm. Åh. Åååhh.« En ældre mand og en yngre kvinde står og stønner på scenen. Øjnene er fikseret på partituret, ørerne på de to harper omkring dem: kammeroperaens eneste akkompagnement. Scenen er mørk, fyldt med den grå røg af tøris og kun oplyst af en cirklende projektør. Manden og kvinden har ikke opdaget hinandens ansigt; de har ikke opdaget, at de er far og datter.

Det er lørdag aften. Verkadefabrieks mindste sal er fyldt med kunstelskere og liderbukke. Vi er i det sydlige Holland, hvor November Music har forvandlet den pittoreske julemarkedsby ’s-Hertogenbosch til et midlertidigt centrum for international kunstmusik. Et rigt, katolsk samfund, hvor gaderne ligger øde, når Sankt Jan-katedralen ringer ind til højmesse, og hvor McDonald’s lukker klokken seks fredag aften.

November Music ligner sin by. Den er ordentlig. Huba de Graafs De Pornopera (2015) bliver aldrig vulgær, selvom far og datter stønner i takt og harperne tålmodigt bygger op til et rungende klimaks. Liderbukkene er gået forgæves, for den hollandske festival lever ikke af provokunst og skandale, og det er tydeligt i de Graafs elegante enakter. Stemmerne knurrer og gnækker som sløve buer på trætte violiner. De vrider sig fri af orgasmens sprog og bliver til musikalske stemmer, der kulminerer modernistisk tvetydigt i en på én gang indtræffende blanding af orgasme, maskefald og skrig: Lyset falder på far og datter i klimaksets øjeblik, mens opskruede symfoniske optagelser vælter ud af højttalerne som lettende fly og ræsende motorer. En halv times omhyggeligt noteret blodskam, der indkapsler et djævelsk blend af godt og ondt.

Festival med stort kørekort
November Music har eksisteret siden 1993 og er en af Hollands to største festivaler for ny musik. Hvor Gaudeamus Muziekweek i Utrecht fokuserer på de helt unge komponister og musikere, er sigtet hos November Music i højere grad rettet mod en kombination af fortid og nutid. Der er både plads til Schönberg, Ligeti og aktuelle frontløbere. Hovedsagen er, at publikum bliver præsenteret for kunstmusikkens stort tænkte værker. Både de små store værker som de Graafs lille opsætning og de store store værker, der kræver ensembler af voksenstørrelse. Tyk streg under værker.

Udsynet er internationalt. Musikken er fløjet ind fra hele Europa og resten af verden; ikke kun kunstmusik, men også en del jazz og verdensmusik. Mange koncerter foregår samtidig, så man må i bedste og værste festivalånd træffe hårde valg undervejs: Der er store ambitioner i Hieronymus Boschs fødeby – og store musikalske drømme i et land, der notorisk er kendt for sine malere (særligt den af dem, der musikfjendsk skar sit øre af).

»It’s alive! Alive!«
Jeg er ankommet fredag, halvvejs inde i November Music. Helmut Lachenmann har lige tjekket ud af hotellet. Bum. Han har selv været på scenen om torsdagen; først ved klaveret i Muziekcentrum De Toonzaal, siden ved mikrofonen til uropførelsen af Yannis Kyriakides’ Der Komponist i Grote Kerk, den store kirke. De mener det seriøst hernede.

Roland fra festivalen henter os på hotellet og guider os ud til Kruisburg: en sekskantet, historisk bygning i flere etager, fuldt ud autentisk med snørklede trapper, trælofter og lugten af asbest. Her har man valgt at præsentere otte lydinstallationer, der er lige så rå som omgivelserne. På et gulv sidder to af lydkunstnerne, Jeroen Uyttendaele og Dewi de Vree, rundt om en meterstor kultegning, der ligner brættet fra Trivial Pursuit. Deres Ground er en slags analog, dekonstrueret trommemaskine. Ved at rykke elektroder rundt langs grafitstregerne styrer de – fordi grafit er elektrisk ledende – intervallet for små, bippende lydkasser. Jo kortere afstand til kassen, des hurtigere bip, og på den måde kan man bygge komplekse, kakofoniske rytmer. Det er, som om lyden skal strippes for sit industrielle design.

Længere inde i nedbrydningens laboratorium demonstrerer Margriet Kicks-Ass (!) sin Druppel op een gloeiende plaat, dryp på glødende plade. En opstilling taget direkte ud af fysik/kemi-grundbogen, hvor frøken Kicks-Ass står blandt reagensglas og kontaktmikrofoner og drypper vand på kogeplader, så højttalerne udstøder mindre eksplosioner.

Lydene skal altså være gennemsigtige og grove. Man har måske siddet og forelsket sig i lyden, en gammel computer laver, når den processerer data, og så har man villet fjerne det skin, der omgiver den. Alt skal frem i lyset. Derfor er det naturligt, at installationerne også er optagede af at skabe sine egne højttalere. Det ser man både i Erfan Abdis finurlige Vibro Panning, hvor du holder frugtskåle op mod strømførende, udspændte fjedre og mærker de sitrende feedbackloops i kroppen – og i Jeroen Uyttendaeles Leeway med dens store, ophængte stålplader som højttalere, der reagerer på rummet. Samlet set udtrykker installationerne en ambition om at splitte verdens lyde op i mindstedele, kanalisere sin indre fysiker og præsentere en ny, ren begyndelse uden Apple-elegant indpakning.

Parket med udsigt
Fredag aften slutter helt traditionelt. I Grote Kerk dirigerer Reinbert de Leeuw festivalens ensemble in residence, det store og fleksible Asko|Schönberg. På programmet er noget nyt, noget nymytisk og noget nyklassisk. Først den 56-årige Jan van de Puttes Nieuw werk voor viool en elektronica, et nøgent parløb mellem newyorkerviolinisten Joseph Puglia og en ekkoende, retningsvarieret elektronik, der strømmer ud af højttalerne. Puglia veksler mellem dæmpede, opadsøgende spring og aggressive dissonanser, mens den skjulte elektronik samler violinens spil op og lader overtonerne resonere i hele kirkeskibet.

Bagefter vokser ensemblet en smule til Claude Viviers nymytiske Et je reverrai cette ville étrange (1982). Man kan måske kalde det en Mallorca-symfoni; et finurligt indslag, hvor banale, unisone motiver festligt kører i ring, indtil et »gong!« driver musikerne videre. Stemningen skifter mellem sombrero-fanfarer, faraoniske melodier og Lyserød Panter-satser med dæmpet trompet og olietønde. Det er selvbevidst amatørisme, tonehøjdeusikkerhed og let asynkroni fra Vivier, der omkom i Paris året efter færdiggørelsen af det, der i dag lyder som en flaskepost fra en anden, mere muntert postmoderne verden.

Sidste værk er en nyklassisk sværvægter: finske Kaija Saariahos Graal Théâtre (1994). Moderne og fortællende af natur med sine massive klange og soloviolinens fortabthed. Hver af de tre satser bliver indledt af Puglia, der spinder en verden ud af Saariahos fængslende brug af tomme kvinter og glidende kromatik, som ret sjovt både peger i retning af vildmarksarven fra Sibelius, forestillingen om et nordisk resonansrum og introen til The Walking Dead.

Stor uenighed om Rønsholdt
Lørdag formiddag, efter bispen har spredt sin røgelse i Sankt Jan-katedralen, og mens det lokale marchorkester øver i tyroleroutfit til paraden et par timer senere, er der samling i De Toonzaals kulturhuslige koncertsal. Der er fyldt. Kammerkoret Studium Chorale opfører Niels Rønsholdts Songs of Doubt(2015). Måske der er fyldt, fordi publikum husker Rønsholdt fra 2013, hvor hans sangcyklys Me Quitte blev opført på festivalen.

Songs of Doubt er også en sangcyklus, men om det er ny musik, er der delte meninger om blandt publikum. Den ældre, erfarne medarbejder fra tysk radio, som sidder ved siden af mig, er ikke i tvivl: »Nicht neue Musik, nein.« Selvfølgelig meget tysk og brysk sagt af ham, og hvad skal vi med kasser, men Rønsholdt balancerer lige på grænsen til det rent poppede. Cyklussen har afgjort sine Sam Smith-stunder, når solisterne synger i mikrofon oven i korets akustiske klang. Alligevel hører man samtidig viljen til at yde en modstand, der virker på samme tid grov og forsigtig.

Når han er bedst, forener Rønsholdt det banale og det skærende, for eksempel i ”Clouds” med blandingen af korets messen og en giftig synth-sav (ondes martenot), der langsomt glider op og ned over det hele tiden standsende kor. Det gør ham måske mere senromantisk end samtidig? Rønsholdts udtryk er dybt personligt og måske selvbevidst uslebent. Der er ikke andet på hele festivalen, der lyder sådan. Og for hvad det er værd – og det er muligvis ikke meget – så modtager Songs of Doubt det uden sammenligning største bifald, jeg oplever på November Music. Min tyske ven fra rundfunken i Köln udvandrer.
 

De grove hænder
Senere på dagen spiller DoelenEnsemble tyske Florian Magnus Maiers nye Cordillera Suite (2015) for strygeorkester, klaver og perkussion i festivalens største sal på Verkadefabriek. Og selvom forskellen er stor mellem Rønsholdts spinkle romantik og Maiers mekanisk-symfoniske digtning, har 42-årige Maier også Rønsholdts grove hånd: en slags veritas brutalis, men hos tyskeren mere stilpludrende end popsøgende anlagt.

Maier har tidligere skrevet alt fra flamenco til metal, tilsyneladende uden endnu helt at have fundet sig til rette som komponist. Måske er det derfor, Cordillera-suiten er blevet til som programmusik: tre satsers symfonisk digtning over måneders vandring i og omkring Andesbjergene. Første sats er en fantasi over Atacama-ørkenen i Chile, anden sats er dedikeret til Patagoniens flade plateauer, og tredje sats spejder sydover mod Antarktis.

Forlægget er mindre afkodeligt i musikken end i den store videoprojektion af amatøroptagelser fra området, der ledsager opførelsen. Ørkensatsen lyder mere isnende end Antarktis-satsen. Hele vejen igennem er de mange strygere ret udynamiske, ret mekaniske i deres stressvippende ansatser til pulseren og dramatiseren. De her grove hænder … er det en ferskhed? Det virker, som om man kun vil jonglere med få idéer ad gangen, og at de helst skal fremstå lige så lidt mystiske, som når lydkunstnerne i Kruishuis præsenterer lydene uden deres industrielle skin.

Kunstcrawl i øjenhøjde
November Music er ikke kun de store værkers festival. På sidstedagen søndag har man samlet en bunke af mindre værker og præsenterer dem som en del af en stor Kunstmuziekroute, der når hele byen rundt: til biblioteker, skoler, institutionslokaler, kulturhuse, teatre og endda en bankfoyer. Det er stadig ordentlige koncerter, men festivalen slutter trods alt i øjenhøjde ude blandt indbyggerne og med plads til flere korte, skøre indslag.

Allerskørest – og festligt – er galemandsensemblet Pand7090. Vi bliver lukket ind i et lille lokale med strenge ordrer om at stille os på tæppet i midten. Musikerne står og sidder rundt om os: violin, fløjte, klaver, basun, trommer. Rummet er fyldt med posthumane plakater, ophængte udråb som »BRRR« og »THIS THING SUCKS«, et billedrørsfjernsyn, der viser optagelser af en vaskemaskine, kirkebøsser til fremme af værdige formål (»grådige banker«, »kondomer« …), pladespillere og spindelvæv. Musikken er klassisk avantgarde med en blanding af fri leg og folkelige melodier. Der er små, inddragende aktiviteter undervejs, såsom at folde det bedste cd-cover af et ark papir og auktion over et legetøjsnæsehorn (går for to euro). Her er der plads til dem, der lige skal lokkes ind i ny musik med et smil og en grisefest.

Næsten lige så skørt er Anne Wellmers vokalteater Vox Sanguinis (2015) i Groot Gasthuis. Det er den slags, hvor sopranen sidder med en pastinak i én hånd, en halveret rødbede på en tallerken i den anden og blandet salat på hovedet, mens hun lytter teatralsk til sin egen stemme. I kender det godt, og I ved også godt, hvor hurtigt det bliver for meget.

Der er postminimalisme for solosaxofon på hovedbiblioteket, små værker for løst opstrengede, rungende guitarer i hofsalen og en komposition for lysbilledfremviser i teatret: Paul Fricks lidt sjove Destroy Erase Improvise (2010). Stemningen er i det hele taget løssluppen søndag, og det sidste værk, jeg når at høre i teatret, er Bart de Vrees’ Zonder Titel (2015), der mest af alt ironiserer over musikdramaets form: De sidste to satser er annoncerede intermezzi, der består af stilhed. Samme sted prøver man forgæves at opføre Simon Løfflers b (2012) for tre lysstofrør, men instrumenterne strejker, og det lykkes ikke, før jeg skal nå toget til Eindhoven.

Kickin’ it old school
Hvis jeg lige skal prøve at sætte en etiket på det hele efter mine 48 timer i ’s-Hertogenbosch: November Music er en ordentlig festival. Organisationen kører på skinner, penge ser ikke ud til at være et problem, koncertstederne er professionelle. Tingene fungerer. Du skal sådan set bare læne dig tilbage i kukkassen og slå ørerne ud. Måske lidt traditionelt, vil nogle mene. Og måske årets værker også var ret traditionsbevidste, og at programmet også indeholdt en god portion Schönberg, Ligeti, Lachenmann og Pärt. Altså ikke nødvendigvis lige så fremdriftende som Gaudeamus, storebroderen i Utrecht. Men det er nuancer, for programmet var enormt og trak også i andre retninger, især på Kunstmuziekrouten.

November Music har fat i det væsentligste, når det gælder om at stable en international kunstmusikfestival på benene: ambitionen om de ambitiøse værker. I år både med Huba de Graafs De Pornopera og Kaija Saariahos Graal Théâtre som to af de kompositoriske højdepunkter under mit besøg. Og som så mange andre festivaler har November Music også et ønske om at række ud til nye lyttere med indslag, som jeg ikke har haft plads til at nævne, for eksempel de rockkrydsende spadenørder Fred Frith & Zwerm, Martin Fondse og Mete Erkers jazzsuite Near East Up North og kunstpopperen Julia Holter.

Fra næste år varer November Music ti dage. Spændende, hvad de ekstra dage giver plads til. Det virker, som om Holland er på vej til at gøre op med ryet som en nation, hvor de største kunstnere er dem, der skærer deres ører af.

Omtalte koncerter:

6/11
Installatie Expeditie Kruithuis


Asko|Schönberg: Jan van de Puttes nieuw werk voor viool en elektronica (2015), Claude Viviers Et je reverrai cette ville étrange (1982), Kaija Saariahos Graal Théâtre (1994)

7/11
Studium Chorale: Niels Rønsholdts Songs of Doubt (2015)

DoelenEnsemble: Florian Magnus Maiers Cordillera Suite (2015)

Huba de Graaf: De Pornopera (2015)

8/11
Pand7090

Cora Schmeiser & Geerten Ten Bosch: Anne Wellmers Vox Sanguinis (2015)

Ensemble Adapter: Paul Fricks Destroy Erase Improvise (2010), Bart de Vrees’ Zonder Titel (2015), Simon Løfflers b (2012)